lørdag den 3. marts 2012

"Here comes the sun"

Endnu en gang er der gået alt for mange dage siden jeg fik skrevet mit sidste indlæg, så der i mellemtiden er sket så meget, at det hele flyver forvirrende rundt i mit hoved. Her kommer et forsøg på kort at fortælle hvad jeg har lavet siden sidst:

Onsdag lå jeg syg hjemme i lejligheden, så der skete ikke så meget. Jeg fik hvilet ud, set et par film og var sådan nogen lunde frisk igen til torsdag. Dagen blev også brugt på at tænke lidt igennem, hvad jeg gør med min Primary klasse, for tirsdag viste det sig nemlig, at de ikke var 7-8 år gamle, som jeg havde regnet med, men i stedet omkring 11 år gamle.

Torsdag var det op og på arbejde igen. Jeg mødte på kontoret og fik jeg den sædvanlige besked: "Good morning. Just sit here and have a rest". Da jeg efterhånden havde siddet der lidt tid og skrevet ideer ned på et stykke papir, gik jeg ind i "art class" for at finde ting til at kunne lave et kødben, da jeg har planlagt at mit hold i næste uge skal lege "Hund, hund, hvem har taget dit kødben". De kinesiske lærere synes det var et meget sjovt projekt, som jeg havde gang i. Jeg tror måske, at de var lidt imponerede, på deres egen små-fnisende kinesisk måde, over min opfindsomhed (kinesere er altså ikke nødvendigvis de mest iderige i hele verden). Desuden fik jeg et skema over hvilke hold jeg skal undervise i denne måned og fik at vide, at jeg skal vise min "time" for lærerne dagen efter. Det bliver, øh, interessant.
I Primary gik det ganske godt. Vi hørte "Here comes the sun" og jeg fandt ud af, at The Beatles har et kinesisk navn. Efter timerne sad jeg og snakkede med Sunny (læreren der følger mig i Primary). Hun er virkelig sød og venlig. Hun taler ganske godt engelsk i forhold til de andre lærere, selv om det til tider er lidt svært at vide, om kineserne nu virkelig forstår, hvad man siger til dem; de nikker nemlig oftest af høflighed, selvom de ikke forstår det man siger. Det forklarer måske også det meget brugte svar: "Maybe". Sunny synes nu, det var sjovt at se billeder af min familie og Danmark. Desuden fortalte hun, at lærerne i fællesskab på et tidspunkt havde købt noget svinekød fra Danmark og at det havde været virkelig godt. Nu er kødet i Kina heller ikke nødvendigvis af speciel høj kvalitet. På den anden side kan man jo heller ikke forvente andet i et land, hvor Ikea bliver regnet som et kvalitetsmærke....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar