Tænketank, kineserdans og sovende børn.

På den ene måde okay logisk - på den anden måde slet ikke...

Jeg har været i "You and Me" hele formiddagen og sidder nu ved mit skrivebord i Primary School. Jeg har overværet timer i logisk tænkning (jeg tror nok det er den bedste oversættelse jeg kan komme på lige nu) og musik. Det var mildest talt underligt. Læreren sad på knæ på en pude foran og hver forælder/bedsteforælder sad så med sit barn/barnebarn foran i en lille halvcirkel. Der var vel cirka 4-5 børn til hver lektion. Selvom jeg ikke forstår meget kinesisk, forstod jeg dog, at det var en gennemgang af elektriske apparater og dernæst hvad der var farligt ved dem og forskelligt plasticværktøj. En lektion varer en halv time og jeg vil skyde på at i hvert fald de første 20 min. blev brugt på at gennemgå billeder af tingene samt en ”hello”-sang og en sang, hvor de skulle klappe i takt på nogle på kastagnetter. De sidste 5 min blev brugt på en leg, hvor de skulle tage en ting, springe fra hulahopring til hulahopring over til to kurve, hvor de skulle putte den farlige ting i den med advarselstegnet på og den ufarlige i den anden. Jeg er meget fascineret over læreren, der egentlig lød til at være vældig pædagogisk, eller, hendes mimik så i hvert fald ud som om, der bare blev ved med at tale, selvom der var flere og flere børn, der blev ukoncentrerede og flere og flere forældre, der på forskellig vis forsøgte at få de til tider grædende børn tilbage på plads. Til sidst var der kun to, der kunne holde koncentrationen. Den dreng, der først mistede koncentrationen, gik over og begyndte at lege med et slags puslespil lige så stille for sig selv uden at forstyrre andre. Han så umiddelbart ud til at ville kunne begå sig ganske fint i en dansk daginstitution, hvis han havde været sådan et sted. Senere så jeg ham sidde og vræle, alt imens hans bedstemor stod et par meter fra ham og bare så på. Det var ikke sådan en lidt fesen gråd, som nogle børn kan komme med, uden der egentlig er specielt meget i vejen. Det var en helt rigtig af slagsen. Tanken om hvor svært han (måske) vil få det i det kinesiske uddannelsessystem pga. nogle egenskaber, såsom opfindsomhed og nysgerrighed, som vi værdsætter højt i Danmark, gjorde mig ret trist.

Kineserdans. De to lærere i ens tøj fører an.

De har en slags samling efter timerne, hvor alle holdene er der og de danser til tre forskellige numre. Jeg har forsøgt at krybe udenom, men det ser altså ud til at jeg bliver sat til at danse med i morgen. Øv. Jeg kan ellers godt lide at danse. I hvert fald nogen former for dans. Men der er altså langt imellem schottis og ægte kineserdans med peace-tegn inkluderet. Suk.

Efter middagsmaden gik jeg op til Primary School. Jeg fik mildest talt et chok, for igennem de store røgfarvede ruder, der sidder mellem gangen og de fire klasselokaler, kunne jeg se kineserbørn ligge på borde og stole med tæpper over sig og sove til middag. Da jeg kom ind på kontoret for at sætte mig ved mit skrivebord, tage computeren frem og skrive på denne blog, kom hende der bestemmer hen til mig og skulle nærstudere min computer. Selvom hun ikke kan tale engelsk, fik hun alligevel vist, at hun var meget imponeret over, at min computer var så flad i forhold til de andre. Jeg viste hende nogle billeder på computeren af min familie og hun pludrede derudaf på kinesisk. Jeg fik dog lært at sige mor, far, farfar, mormor, hat (hun var fascineret over min studenterhue), blomst osv. Da vi nåede til et billede af Bølle, blev der straks kaldt på en af de andre, der da lige skulle se, at der var billeder af en hund. Jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, om det er ubehøvlet at sidde og skrive på computer nu, for nogle af lærerene ligger på sammensatte stole og sover. Jeg håber det går. For jeg er i hvert fald temmelig meget bagud med min blog og jeg synes det er spild af tid at cykle hjem klokken 12 for så at skulle undervise til min første time klokken 13.35, når jeg kan få noget arbejde fra hånden her. Jeg kunne ellers også godt bruge en lur, men det må blive i aften. 8 minutter til at jeg skal undervise, nu håber jeg bare at eleverne forstå, hvad jeg forsøger at lære dem. Btw: Læreren, der hjælper mig her, er faktisk ganske hæderlig til engelsk. Eller, alle kinesere der taler bare lidt engelsk lader jo som om de forstår hvad man siger, men det betyder altså ikke at de reelt har fanget budskabet. Men hende her tror jeg er god nok. Om ikke andet, er hun i hvert fald virkelig hjælpsom.

Sovende børn i Primary School (billedet er taget i smug).

Ikea-land

Blomster med ler. Læg mærke til hvor pænt bladene er sat på!

(Mandag d. 27/2)
Mens jeg skriver dette, sidder jeg på et kontor i ”You and Me”-center, det sted jeg skal arbejde hver formiddag og onsdag over middag. Det ligner mest af alt Ikea, det er i hvert fald kraftigt inspireret heraf. Det er et sted, hvor forældre kan komme med deres børn og gå til forskellige kurser. Så vidt jeg kan forstå, skal jeg klokken 10.00 (om 15 min) ind i art-class, hvor jeg skal hjælpe læreren med at klippe blade ud til ”blomster” bestående af en malet paptallerken påklistret en ”lerklat” med et aftryk af et barns hånd. Man kan ikke rigtig se aftrykket, hvilket egentlig er typisk kinesisk, for børnene er så overbeskyttede af forældrene, at de vel næppe har turdet trykke ordentlig ned på hånden, da det blev lavet. Jeg tænker også lidt ved mig selv, at grunden til at jeg skal klippe blomsterblade ud er, at det vel er for farligt (synes lærerne og forældrene) at stikke børnene en børnesaks, så de kunne klippe dem ud. Jeg kan heller ikke afvise, at det simpelthen er fordi, at bladene ikke bliver pæne nok, hvis børnene gør det. Der hvor man kommer ind i centeret, er der ligesom en stor rund ting med et tæppe i, hvor børnene kan lege med store byggeklodser. Da jeg var her i fredags, så jeg om morgenen to af medarbejderne ligge på knæ for at bygge et hus eller tårn ud af klodserne. Det blev også pænt, men det lignede næppe noget, en 1-3 årig kunne have bygget, lige meget om det så var en ung Einstein eller Utzon.

Da blomsterbladene var blevet hængt op og middagsmaden var spist, tog jeg elevatoren til etagen med musik. Her øvede jeg en times tid. Jeg går ud fra, at det nok er første gang, der er blevet spillet sønderhoninger i Tianjin. Der stod jeg så i min lille øveboks med udsigt over tagene og huse så langt øjet rakte og syntes faktisk, at det hele var ganske fint.

En del af gangarealet i "You and Me".

Ris på gaflen

Tv-tårnet i klart vejr.

I dag stod vi op til strålende solskin. I modsætning til i går hvor himlen var helt grå af smog, som det også ses på billedet af skolen. Vi cyklede på skolen for at spise morgenmad. Bagefter var vi ude og se de klasser, hvor vi skal undervise. Jeg skal undervise i Primary School (hvilket er børn på 7-8 år) og i You and Me Center, der er et koncept, som jeg endnu ikke helt har forstået. Jeg tror nok, det er et sted, hvor forældre kan komme med deres børn, der så bliver undervist i engelsk. Eneste problem er, at de er 1-3 år gamle og jeg ikke helt har forstået, hvordan i alverden jeg skal lære dem engelsk, når de ikke engang kan tale kinesisk endnu. Det er nu alligevel et ret vildt sted med indendørs sandkasse, klæd-ud-rum, lege-indkøbscenter osv. osv. Om ikke andet, så finder jeg vel ud af det i morgen. Så er det straks bedre med Primary School. Der skal jeg undervise to klasser to gange om ugen i 40 min. Altså i alt 4 lektioner om ugen. Sunny (ja, det er forvirrende, for der er to af dem. Vores vejleder Sunny og engelsklæreren i Primary. Her er det Primary Sunny.) sagde, at jeg måtte undervise i lige de temaer, som jeg havde lyst til. Det lyder meget dejligt med nogle frie rammer (bortset fra at jeg bestemt IKKE måtte tegne på deres hænder, for tænk nu hvis det ikke kan vaskes af igen). Hun lød mest interesseret i, at børnene fik talt noget engelsk. Det bliver nok også lidt af en udfordring med 30 elever klemt ind i hver klasse. Til gengæld har jeg fået mit eget skrivebord lige ved siden af afdelingslederens. Temmelig blæret, hvis jeg selv skal sige det. Men det bliver noget af en udfordring at skulle undervise hhv. det yngste og det ældste hold. De 10 af os skal undervise i Kindergarden, hvor de i samarbejde skal køre et nyt emne hver uge. Det passer mig egentlig glimrende lige nu, at det ser ud til at jeg må bestemme selv, for jeg har virkelig mange ideer til Primary. På den anden side kunne det måske også godt gå hen og blive lidt krævende.

Mette med pinde vol. 1

Som lovet tidligere, vil jeg fortælle lidt om maden. Stedet, hvor vi spiser tre gange dagligt, ligger på skolen og skulle forestille at servere vestlig mad. Det gør de ikke. De forsøger ihærdigt, men det er som om, at det ikke rigtig lykkes for dem. Så i aften tog vi på en restaurant, der ligger lige ved siden af skolen. For det første viste det sig, at der blev holdt bryllup, hvilket også forklarer affyringen af fyrværkeri i kanonslagsklassen tidligere på dagen. Vi kom ind og sidde i et rum, hvor der var to borde, et med en kinesisk familie og et til os. Det viste det sig, at der ikke var noget menukort, hvilket faktisk gjorde hele situationen en del bedre. I stedet havde de lavet "eksempler" på hver ret, som man så kunne gå og pege ud. Der var konstant 3-5 kinesiske tjenere, der stod ved bordet og ville hjælpe til. Da Christoffer f.eks. tømte resten af sin øl i glasset, blev den tomme flaske snuppet ud af hånden på ham, inden han nåede at stille den tilbage på bordet. En af tjenerne kom endda med plastikhandsker på og meget nydeligt foldede vores and ind i små pandekager med grøntsager. Jeg er SÅ mæt. Det hele kostede 40 Yuan (38 Kr. eller noget i den stil). Det er helt sindssygt. Jeg er især stolt af, at jeg kom igennem det hele kun med pinde.

Virkelig lækker kylling (med hoved)

Ni hao!

Mandag aften kom hurtigere end forventet og inden jeg vidste af det, befandt jeg mig i flyveren mod Beijing. Flyveturen gik ganske godt, men jeg fik desværre kun sovet 1 1/2 time. Den noget fortravlede uge inden afrejse havde sat sine spor, men det var ikke nok til, at jeg kunne sove igennem. Til gengæld var udsigten noget bedre, da jeg vågnede: Bjerge og stepper med sne og et meget skarpt lys. Tirsdag kl. 13.05 kinesisk tid landede vi efter 9 timers flyvetur i Beijing lufthavn. Min bagage havde overlevet flyveturen og gik direkte gennem tolden - også min bog (Vilde svaner), som måske egentlig er forbudt i Kina, men i så fald ville en uvidende dansker som mig selvfølgelig ikke vide noget om det forbud...


Skolen med solen gemt bag smoggen.

Sunny, vore engelsksprogede vejleder fra skolen, hentede os i lufthavnen. Vi blev sat ind i en bus og blev kørt til vores lejlighed. Det var to ganske, øh, interessante timer fyldt med nye måder at manøvrere i trafikken på. Hvad gør man hvis der på motorvejen kommer en pludselig opbremsning og man tydeligvis ikke kan nå at stoppe? Man snupper da lige nødsporet. Overhalinger indenom og vognbaneskift ved optrukne streger er ganske normalt. Højresving er ALTID tilladt. Den der dytter højst og først har altid ret. Og når en øvre fartgrænse som Sunny udtrykte det: "Måske ligger ved 180-200 km/t, det kommer an på hvor god en bil man har", bliver man straks mere rolig. Jeg kender fynske klarinettister, der er mønsterbillister sammenlignet med dette. Nå, vi nåede da frem til lejligheden i god behold. Værelserne blev fordelt og vi tog til skolen for at spise aftensmad. Maden får I mere at vide om en anden gang, jeg orker simpelthen ikke at fortælle om det nu.

Vi havde fået morgenmad med tilbage til lejligheden og kunne derfor sove længe. Inden Mr. Wung (ejeren af stedet hvor vi bor) kom og fulgte os til skolen, gik vi ud for at handle ind. Der er en kæmpe butik ikke særlig langt fra lejligheden. De har alt. ALT siger jeg dig. Kæmpe rissække, vandmænd med forskellig smag, Kinder-chokolade, rådne æg, levende fisk (du kan bare vælge lige den du vil have til aftensmad), frugt og mange underlige tørrede blæksprutter og småfisk. Cykelturen til skolen var pga. den tidligere omtalte trafik en mildest talt nervepirrende oplevelse. Jeg tror ikke at jeg har overtrådt så mange færdselslove i hele mit liv, som jeg har i dag. Alene af den grund at man er nød til at køre lige så sindssygt som kineserne for at have en mulighed for at komme frem. Der var adskillige kinesere, der grinte af os på vejen. Hvide mennesker på cykel er åbenbart endnu mere interessante end hvide mennesker på gå-ben - hvilke de i forvejen (fuldstændig uden hæmninger) stiller sig op og glor og peger på.

Futtog i kindergarden.

Skolen er kæmpestor. Det er helt underligt at gå der, for der er fyldt med butikker, McDonald legeland i kæmpestørrelse, 3D biograf, svømmeland, park etc. På forskellige sale er der forskellige temaer: Kunst, musik og sport. Især den sidste kommer jeg nok til at besøge en del. Måske ikke så meget pga. faciliteterne eller måske netop derfor alligevel. Skolens toiletter er ligesom størstedelen i Kina: Huller i jorden. Det betyder at man må sidde i skov-skider-stilling - bortset fra ét toilet på 7. sal i bygning A (sportsetagen). Det er til gengæld også markeret som et handicaptoilet... Sunny siger at det ikke er noget problem, at jeg kan få lov til at øve på skolen. Der er mange små "øvebokse", der endda er forsynet med klaver. Det er jeg ret glad for. Det er mine bofæller nok også. Det er ved at være sent nu. Der er så meget at fortælle, men jeg må nok alligevel konkludere, at jeg er for træt.

Sig nærmer tiden...

Mandag d. 20 februar vender jeg næsen mod Kina sammen med 11 andre unge danskere for i det næste halve år at skulle undervise på en skole i byen Tianjin. Det er en lidt underlig fornemmelse, for jeg synes, at de sidste uger i Danmark er gået ufattelig stærkt og jeg er samtidig i tvivl om, om jeg nu virkelig har husket det hele?
De sidste dage i lille Volsted går med besøg af venner og familie (hvilket inkluderer fine tegninger fra to af mine kusiner, samt forudsigelser om kinesermand og barn ved navn Filiongongong). I morgen torsdag er sidste dag på arbejde, hvilket faktisk er lidt sørgeligt, inden turen går til Fyn fredag. Søndag og mandag bliver brugt hos mormor, inden jeg skal flyve mandag aften. Jeg satser på at kunne sove i flyveren, for det lader ikke til, at søvn bliver det, jeg får mest af inden afgang. Indtil da vil jeg nyde fars sovs og kartofler.