lørdag den 3. marts 2012

Karaoke

Fredag aften havde skolen inviteret os ud for at spise aftensmad og synge karaoke sammen med lærerne fra kindergarten. Vi spiste et sted, hvor maden kom ind på bordet råt og man så selv skulle stege det på små pander med kul under. Vi skulle sidde skiftevis kineser og dansker, hvilket viste sig at være ganske godt, for de var vældig hjælpsomme med at stege og hælde over på ens tallerken, med deres egne pinde - naturligvis. Sådan er traditionen. Der var noget, der smagte ganske godt, men også noget jeg pænt gik udenom (f.eks. tatar). Headmaster på skolen kom også og spiste med og sagde "gambei" en hel del gange, men gik forholdsvis tidligt efter omkring 20 min, hvilket gjorde stemningen omkring bordet lidt mere løssluppen. Sunny, som kan en del danske skældsord og som jeg fik til at sige multisinke, og lederen af Kintergarten var der også, men gik efter maden. Da vi havde spist, gik vi over til KTV, hvor vi blev lukket ind i vores eget rum udstyret med karaoke-anlæg, sofa og en masse spejle på væggene. Henrik og Kate lagde ud med det første nummer: Bieber: "Baby", der fik sat gang i festen. Vi skiftedes til at synge hhv. kinesiske og engelske numre og det viste sig faktisk at være rigtig sjovt! Det var dog lidt svært at høre sig selv, når man stod og sang; men det var måske også ganske godt. De kinesiske piger var mest til de stille og pæne sange, mens danskerne mere bare skreg igennem. En af dem havde vist også udtalt, at danskerne drikker øl som vand, så måske har vi chokeret dem lidt, det ved jeg ikke. Jeg var nu også lidt forundret over en blanding mellem en amerikansk folkesang og et kinesisk boyband, den sang og musikvideo var VIRKELIG spøjs!

Kineserne tog hjem efter karaoke (de skulle op og arbejde lørdag), mens danskerne tog en taxa videre til Helen's, der er en bar, hvor der kommer mange udlændinge. Her var det dog ikke rigtig til at få siddepladser, så vi gik videre for at finde et andet sted. I vores søgen spørger vi på vores noget mangelfulde kinesisk en kvinde, om hun kender et sted, hvor vi kan få noget at drikke. Hun henviser os først til Helen's, men da vi får forklaret, at vi ikke vil derhen, viser hun os hen til huset, der ligger bag hende. Vi (det skal lige siges inden at nogen bliver alt for bekymrede, at vi'et her består af 10 mennesker) følger hende op af en bred trappe oppyntet med julemænd og røde lamper til 3. sal, hvor vi bliver vist ind i et lettere slidt rum med sofa, et par stole og en fladskæm på væggen. Her taler vi om, at hun muligvis har misforstået os og har vist os hen til endnu et karaoke-sted i stedet for en bar. Snakken går nu på, om vi skal blive eller gå videre, men da der pludselig står et par, efter kinesisk målestok, ganske let påklædte piger i døren, står det straks klart for os, at det her sted nok ikke var heeeelt det rigtige for os. Vi skynder os derfor ned af trapperne og ud på gaden. Nu er prostitution, så vidt jeg ved, ulovligt i Kina, men vi tror måske, at det måske var et bordel forklædt som "karaoke". Efter denne oplevelse går vi på en anden bar, hvor der også kommer andre udlændinge, der ligger lidt derfra. Det var meget hyggeligt og de lavede nogle ganske gode pommefritter og drinks. Vi sluttede aften af med at finde en taxa, der kørte os til McD, hvor vi bestilte mad og tog med hjem i lejligheden. Nu tænker man sikkert: "Taxa, igen??". Ja, taxa igen. Når turen koster 8 kr. i alt  (2 kr. pr. person), er det bare alt for billigt til at gå igennem byen om natten. Jeg kan fortælle, at en big mac menu i Kina koster omkring 26 kineserpenge og at den faktisk smager ganske godt i forhold til meget af det andet vestlige mad, de forsøger at lave.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar