Efter en veloverstået farvelmiddag med lærerne i You and Me, står den nu på pakning af rygsæk. Dernæst at proppe det resterende i en kuffert, der bliver deponeret i lejligheden. I morgen begynder min rundrejse nemlig.
Min grove (og endnu ikke endelige) rejseplan er som følger: Tianjin, Chengdu, Kunming, Guilin, Xiamen. Herfra er mulighederne: 1: At tage op langs kysten. 2: At skynde mig til Beijing og videre til Indre Mongoliet. Eller 3: At der ikke er mere tid tilbage og at jeg derfor skal tilbage til Tianjin.
Da jeg ikke medbringer min computer på turen, kan jeg nok ikke komme til at opdatere bloggen, da blogspot, i lighed med Facebook, er blokeret i Kina. Men, men, men, fortvivl ikke! I stedet vil jeg på god, gammeldags maner sende en mail rundt til dem, som lyster. Hvis du nu tænker: "Hm, det kunne da være interessant at høre, hvad hun tosser rundt og laver", så send mig en besked på: metteqvistjensen@hotmail.com, så skal jeg sørge for, at du kommer på maillisten.
Nu er der kun tilbage at sige, at vi om 32 dage, ca. 130 timer i et tog (de første 37 timer starter i morgen) og en masse oplevelser ses i Danmark!
tirsdag den 17. juli 2012
søndag den 8. juli 2012
Shanghai baby!
Jeg havde fået fri fra arbejde fredag og mandag, hvorfor jeg
besluttede mig at tage en forlænget weekend i Shanghai. Torsdag efter arbejde
påbegyndte jeg den 18-20 timer lange togtur til Shanghai. Du kan også tage
turen på 5 timer med lyntog, men da jeg alligevel ikke ville kunne nå at se
noget i Shanghai om aftenen, ville det blot betyde, at jeg oven i den noget
dyrere billet skulle betale en ekstra overnatning på hostel. Bumletoget passede
mig nu også meget godt: Man har hver en køje, hvilket betød at jeg kunne få
sovet ud og planlagt hvad jeg gerne ville se i Shanghai Eneste problem ved de
lange togture er, at kineserne er helt tossede med at spise kopnudler, som jeg
overhovedet ikke kan fordrage lugten af,
og vakumpakkede hønsefødder. Og så selvfølgelig, at de vågner omkring klokken 5
og snakker som en hønsegård, så man umuligt kan få mere søvn. Fredag morgen
ankom toget til Shanghai omkring klokken 7, hvorefter jeg tog mod hostlet. Her
satte jeg mine ting, tog et bad, pakkede min lille taske og så gik det af sted
mod ”the Bund”, som er en sti/gade langs med floden, hvor der på den ene side
er en masse gamle bygninger og på den modsatte side er en masse skyskrabere.
Jeg var bl.a. inde og se loftet i en gammel bank, der var udsmykket med
mosaikker af hver af verdens finanscentrummer. Virkelig flot. Desværre måtte
man ikke tage billeder. Jeg besluttede mig at fortsætte til Yuyuan garden, men
på vejen løb mit kamera tør for strøm. Pis! Lettere irriteret over det
besluttede jeg mig for at gå tilbage til hostlet for at få det ladet op. På
vejen kom jeg forbi en ”fransk” bager, købte en croissant med tunsalat, som jeg
spiste med udsigt over floden. Da jeg kom tilbage på hostlet viste det sig, at
det var meget heldigt, at mit kamera var løbet tør for strøm, for jeg var på de
1 ½ time, som jeg havde brugt ude i formiddagssolen, næsten blevet solbrændt.
En lur måtte der til, mens kameraet opladede.
Yuyuan garden. |
Efter luren, der tog lidt længere
tid end forventet, tog jeg til Yuyuan garden. Uden for metroen blev jeg stoppet
af et par kinesiske piger, der ville have mig til at tage billede af dem og
udgav sig for at være ”engelskstuderende” på ferie. Jeg vidste selvfølgelig
godt, at de var nogle af dem, der lokker turister med på tehuse, hvorefter man
betaler kæmpe overpris for det, så jeg gik selvfølgelig ikke med. Nogle dage
senere kom den samme pige hen til mig ved den samme station, spurgte mig om jeg
ville tage et billede, hvortil jeg svarede, at jeg da havde taget et billede af
hende for et par dage siden. Hun fik meget røde ører! Yuyuan Garden er et
gammelt, smukt og snørklet haveanlæg. Der er en masse små haver, som man går
rundt i. Det var dejligt at slippe væk fra storbylivet for et par timer. Til
aftensmad fik jeg rygende hed aubergine-fis med ris. Det bedste der findes. Efter
maden gik jeg en tur i Folkets park og dernæst en tur på the Bund for at se
skyskraberne i mørket. På trods af det varme vejr er her jo ikke lyse
sommernætter som i Danmark. Her går solen ned klokken ca. kl. 19.30 og så er
der bælgravende mørkt.
Qibao. |
Lørdag tog jeg til Qibao, der er en gammel bydel. Her var en
del turister og som dagen i forvejen var der ufattelig varmt. Jeg købte billet
til at komme ind og se en masse små museer, lidt a la Den gamle by i Århus. Her
var der ikke specielt mange mennesker og de fleste steder var der aircondition
– noget som man lærer at sætte virlkelig stor pris på! Derfor var jeg denne dag
bl.a. på fårekyllingemuseum. Pga. varmen havde jeg ikke specielt meget lyst til
frokost, så jeg købte mig en juice/slushice-ting. Der var ellers også en
madgade, men det bestod mest af alt af kød. Der er ikke så lækkert når det er
varmt og det ligger frit fremme. Desuden var jeg kommet til at kigge ind i et
af køkkenerne, hvilket jeg jo udmærket godt ved at man skal lade være med, hvor
der lå 2-3 slagtede får på gulvet. Netop det bekræftede mig i at det er smart
ikke så spise så meget kød hernede. Hjemme på hostlet spurgte en engelsk pige,
som jeg boede på værelse med, om jeg ikke ville med hende og hendes venner ud
at spise. De var studerende fra et universitet i England, som skulle være en
måned i Kina for at lære lidt kinesisk, noget om kinesisk kultur og hvordan
strukturen er i Kina. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Deres vejleder, en ung,
kinesisk pige, kendte en restaurant, hvor vi tog hen. Det var et sted, hvor man
selv skulle koge sin mad i et kar midt på bordet med en form for suppe i. Det
smagte rigtig godt. Der var en ung fyr, der gik rundt og lavede nudler ved at
svinge dejen frem og tilbage, op og ned og hen over vores hoveder, til den til
sidst var lang og tynd nok til at blive kogt. Det var vildt imponerende. Efter maden tog vi tilbage til hostlet, hvor
vi mødtes med endnu flere mennesker fra englændernes hold. Her sad vi lidt og
hyggede udenfor, hvorefter gruppen delte sig lidt; nogle ville gerne i byen det
ene sted, andre det andet. Vi tog en taxa ud til en bargade, hvor vi fandt et
sted. Det var rigtig hyggeligt, men musikken var ret høj. Da det lukkede, tog
vi tilbage til hostlet, hvor vi skiftede tøj og gik ned på the Bund for at se
taichi (klokken var efterhånden blevet 5-6 om morgenen). Det var rart at sidde
der og se byen vågne. Og endnu mere rart fordi det var så tidligt, at
temperaturen endnu var til at holde ud. Herefter tog vi hen på et bageri, hvor
vi spiste morgenmad. Det var min mening, at jeg ville have været ude og se en
kanalby, men formiddagen blev brugt til en lur i stedet. Da jeg vågnede, tog
jeg til den franske bydel og dernæst på Shanghai museum. Der var meget at se på
museet, så jeg havde kun tid til noget af det, hvilket egentlig passede meget
godt, da jeg var ret træt. Mandag tog jeg op i World Finance Center (den høje
bygning med det firkantede ”hul” i toppen). Jeg var oppe på 100. etage, hvilket
svarer til 474 meter over jordoverfladen. Det var så jeg fik propper i ørerne
på vej op i elevatoren og at knæene rystede lidt, da jeg gik over de
glasplader, som de havde lagt i gulvet.
Men udsigten var fabelagtig! Senere den dag gik turen hjem igen, denne
gang med lyntoget, hvilket kun varede 5 timer.
Udsigt fra World Financial Center. |
torsdag den 28. juni 2012
Krebinetter med grønærter og snegle
Gitte og jeg havde længe lovet Ada at vi ville komme hjem
til hende og lave traditionel dansk mad. Dette var planlagt til mandag d. 25.
juni, hvor Ada havde fri fra arbejde. Gitte var imidlertid syg, så det endte
med, at jeg tog afsted alene. Ada hentede mig på skolen, hvorefter vi tog ud at
handle. Jeg havde længe tænkt over, hvad man dog finder på at lave af dansk mad
i Kina. For en ting er at finde en ret, noget andet er, om man kan få de ting,
der skal i. Sovsekulør er f.eks. ikke noget der findes på det kinesiske marked.
Det endte derfor med at blive krebinetter med grønærter. En ret, hvis
ingredienser, undetagen persille, er til at få i Kina og som jeg samtidig også
er nogen lunde trænet i at lave. Det var trods alt over 4 måneder siden jeg
sidst har lavet et dansk måltid mad.
Ada og hendes mand Jordan bor lidt i udkanten af Tianjin.
Her er der bygget et kvarter, der mest af alt minder om et kvarter i England.
Hun bor dog ikke i et af de ”små” huse, men derimod i et ar de høje huse
bagved. På 13 etage. Her har hende og
Jordan en lille 3-værelses lejlighed.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg havde forventet at et kinesisk hjem skulle
se ud. Jeg har hverken været i et før eller set billeder af et. Bortset
fra testellet på sofabordet, det kinesiske maleri over sofaen og fliser på
stuegulvet lignede det umiddelbart en lejlighed, hvori der sagtens kunne have
boet et par danskere midt i tyverne: Et IKEA-møbel hist og her, en fladskærm på
væggen og en grå sofa i urban-stil. Der var en ubeskrivelig rar følelse at
træde ind i et rigtigt hjem for første gang i over 4 måneder. Selvom det er
rart i den lejlighed hvor vi bor, er det jo ganske upersonligt; ikke noget
rigtigt køkken, kinesere der render igennem vores stue med jævne mellemrum osv.
Lige i det øjeblik må jeg indrømme, at jeg blev ramt lige i smasken af en
omgang hjemve, hvilket ellers ikke er noget, jeg har lidt så meget af hernede.
Da jeg nævnte hvor rart det var at træde ind i et rigtigt hjem igen, var Ada
dog heller ikke sen til at foreslå, at jeg da bare kunne flytte ind hos dem de
sidste uger inden rundrejsen, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne tage imod og
derfor sagde pænt nej tak. Inden vi begyndte madlavningen lærte jeg Ada at
spille Yatzy, mens vi drak saft, som Adas svigermor havde haft med fra sin
hjemegn i en anden provins.
Klokken 17 gik mission ”krebinetter-og-grønærter” i gang.
Det giver sig selv, at man ikke kan købe rasp i Kina, så vi startede med at
smuldre noget brød. Dernæst skrællede vi kartofler og skar gulerødder ud, noget
som Ada jo også er vant til at gøre. Herefter var der ikke så meget af
arbejdsgangen i køkkenet, hun kunne genkende. Kartoflerne blev kogt, hvilket i
sig selv er underligt for en kineser, da de plejer at putte dem i en wok.
Krebinetterne blev formet og vendt i æg og rasp-blandingen. Ada syntes denne
del var ganske sjov og ret underlig, hvorfor hun(på ægte nordjysk) grattede så
meget med det, at krebinetterne var ved at gå fra hinanden. I Kina laver de
ikke store stykker kød, da man ikke kan spise det med pinde. At stege i smør er
heller ikke noget de kender til, men denne del var noget, som Ada senere
forsikrede mig om, at det ikke var sidste gang hun ville gøre. Hun undrede sig
ligeledes over, da jeg begyndte at blande mel og vand, for hvad havde jeg lige
tænkt mig med det? Mens vi stod ved gryderne kom Jordan hjem fra arbejde,
hvorfor jeg måtte gå ud og for første gang hilse på ham fuldstændig rød i hovedet.
Herefter smagte jeg sovsen til; en meget surrealistisk oplevelse at være i
Kina, hvor man har spist kinesisk mad i 4 måneder og pludselig skulle smage en
omgang grønærter til. Det blev dog som det skulle være. Adas mand lavede
dernæst et par kolde retter. Jeg havde forsøgt at forklare, at man i Danmark
kun ville spise én ret, men det er meget svært at forklare kinesere, der jo er
vant til mange retter ved hvert måltid.
Herefter kom den sjove del: Efter som det var mig, der havde
lavet den danske del af maden, starter jeg selvfølgelig med at byde
krebinetterne rundt, hvorefter de begge tager en. Dernæst kartoflerne, hvor Ada
kigger ganske desorienteret på mig og spørger hvordan det nu lige er, man gør.
Jeg siger at man tager en tre stykker eller hvor mange man nu kan spise. De
tager dernæst tre kartofler hver og placerer pænt på tallerkenen. Jordan
placerer sine i en ring rundt om krebinetten, men flytter dem, da han ser
hvordan jeg ganske skødesløst lægger mine ved siden af. Da vi når til sovsen, spørger
Ada om jeg ikke kan tage først for at vise hvordan man gør. Tjo, det kunne jeg
vel godt. Jeg øser herpå et par skefulde sovs op på min tallerken. Nu ser begge
kinesere om muligt endnu mere forvirrede ud, hvorefter der komme adskillige
spørgsmål om, om sovsen kun skal på kartoflerne, kun på kødet, ved siden af,
oven på - og hvor meget er det nu lige der skal på, for at det er helt rigtigt???
Jeg havde på forhånd spurgt Ada, om de havde knive og gafler i hjemmet, hvilket
de ikke havde. Jeg havde derfor taget knive og gafler med hjemme fra
lejligheden – havde trods alt lidt svært ved at forestille mig at skulle spise
krebinetter, kartofler og grønærter med pinde (selvom jeg mestrer pizza med
pinde ganske godt nu). Vi begynder at spise. Jeg, som ellers plejer at spise
ganske langsomt, fornemmer, at jeg er en del foran de andre. Da jeg kigger
nærmere på deres tallerkener viser det sig, at det er fordi de har svært ved at
få ærterne og de små stykker gulerødder op på gaflen og få dem til at blive
liggende der. Kinesere gør alt med deres højre hånd, hvorfor det var noget af
en udfordring for dem først at få grønærterne op på gaflen, for dernæst at få
dem til at blive liggende, når de rystende førte gaflen op mod munden. Måtte
bide et par grin i mig. Efter at have spist lidt af min ret, gik vi videre til
at spise lidt af Jordans retter: Først en japansk ret bestående af en form for
undervandssvampe, dernæst en ret med bl.a. agurk og noget slimet noget, der
viste sig at være kartoffelmel og vand, der var dampet. De var begge ganske
fine. Især den sidste var rigtig god. Herefter kom det, som jeg havde frygtet:
Sneglene. Dem købte Ada, da vi var ude at handle ind. De lå i et stort
firkantet fad, hvorefter man kunne skovle dem i en pose og købe dem efter vægt.
Behøver jeg at sige, at de selvfølgelig ikke lå på køl? Hun var også tæt på at
købe hønsefødder, hvilket jeg heldigvis fik talt hende fra. Sneglene var
således kolde, da vi skulle spise dem. Ada og Jordan undrede sig meget over, at
jeg ikke vidste hvordan man spiste snegle. Og endnu mere da jeg fortalte, at
pædagogerne i min børnehave havde forbudt os at spise snegle, for det var da
noget underligt noget at fortælle børnene? Nå, det var bare om at gribe fat om
huset, jage den spidse pind ind i sneglen, dreje rundt og vupti; så sad jeg med
noget, der mest af alt lignede en stor, snoet, ulækker troldebussemand på pind.
Lækkert. Ind i munden med den. Konsistensen var lidt a la vingummi og det
smagte mest af alt af hvidløg. Hvis jeg ikke vidste at det var snegl og det
ikke havde været så pokkers besværligt at få den ud af sneglehuset, havde jeg
nok spist nogle flere. Men helt ærligt, når valget står mellem krebinetter og
snegle, så ved jeg godt hvad jeg vælger…
Inden jeg tog hjem blev jeg overdynget med mad i
plastikbøtter og saft. Jeg fortalte samtidig Ada, at hun kunne spise nogle af
de tiloversblevne kartofler på brød med tomat og salt. Dette resulterede i, at
Ada glædesstrålende kom på arbejde næste morgen og deklerede, at hun havde
spist det til morgenmad. Hun kunne dog ikke helt huske præcis hvad det var, så
hun havde putter kartofler og grønærter/sovs mellem to skiver toast og varmet
det i mikroen. Det skulle eftersignende smage fremragende.
Beijing (igen, igen...)
Øverst: Søde, klistrede ris pakket ind i blade, som kineserne spiser under Dragefesitvalen. Nederst: Søstjerner og andet godt fra havet |
Eksamen / sidste dag i Primary School
Class 1. |
Class 2. |
Da dette var min sidste dag i Primary School havde jeg taget
noget slik med til børnene. Efter prøverne går Sunny og jeg således ind i begge
klasser, jeg siger farvel, deler slik ud og får taget nogle billeder. Her er
det meget underligt pludselig at skulle være læreren, der står ude i siden af
klassebilledet. Headmaster, Sunny og jeg får også taget billede sammen. De tre
sidste drenge som jeg deler slik ud til, rækker mig hver en pen/blyant. Først
var jeg lidt forundret, men som Sunny bagefter sagde: ”De gav dig dem, fordi de
gerne ville give dig en gave, men ikke havde andet”. Det var meget sødt. Til
Sunny gav jeg en bog med H. C. Andersens eventyr på kinesisk, som hun kan læse
højt for sin lille datter.
Mur-tur
Muren var oppe på en bjergkam, der går i en halvcirkel rundt
om byen. Da vi havde gået lidt, blev vi nødt til at gå ned igen, da vi ikke
kunne komme igennem for buske og træer. Det begyndte også at regne og tordne i
det fjerne, hvilket gjorde guiden, der ligner B.S. som kineser, lidt nervøs. Vi
gik igen mod toppen af bjerget, da bygen var ovre. Denne gang sammen med både
mand og kone fra guesthouset, den sidstnævnte bevæbnet med en økselignende-ting
til at hugge sig igennem grene og buske. Således gik vi op ad bjerget i 2
timer. Da vi næsten havde nået toppen, hvor muren viste sig kun at være
murbrokker, begyndte det at regne. Dernæst også at lyne. Guiderne blev nervøse
og skyndte på os. Efter at have gået lidt på murbrokkerne besluttede vi os for
at gå den modsatte vej, hvor muren var mere intakt. Det lynede endnu mere,
kineserne gik i den anden retning og der var en del panik for at komme ned af
muren så hurtigt som muligt. Vi stod i læ under træerne indtil regnen var ovre,
men vi var dog stadig helt gennemblødte og jeg havde ærlig talt mest lyst til
at gå ned fra bjerget igen og overnatte i landsbyen. Vi gik dog op på muren
igen, hvor det viste sig at være ganske godt vejr. Her satte vi os og fik noget
at spise, tog en tør trøje over hovedet og nød den fabelagtige udsigt over
dalene på hver side og bjergene med muren på toppen. Her mødte vi også en flok
tyskere, der fortalte os, at der længere fremme ville være et vagttårn med tag
over. Herefter begyndte vandringen på muren. Da denne del ikke er restaureret,
vokser der buske og træer oppe på selve muren og der ligger en del løse sten.
Det var dog meget nemmere at komme frem her med vores rygsække end på selve
turen op på bjerget. Vi kom til vagttårnet omkring klokken 18. Her var ganske
rigtigt et intakt tag, således at man også kunne kravle op på taget, for at
nyde udsigten. Det var tydeligt, at der tidligere havde været folk, der havde
sovet her. Vi spiste aftensmad og nød solnedgangen på toppen af vagttårnet. Der
blev selvfølgelig også taget en pokkers masse billeder. Efter solnedgangen
begyndte det at lyne over en dal længere væk, hvilket betød, at der om muligt
blev taget endnu flere billeder. Dernæst var det bare at kravle i soveposen
inde i vagttårnet. Det var nu en ganske speciel oplevelse at falde i søvn på
den kinesiske mur.
Et noget anstrengt smil fra en fuldstændig gennemblødt og ret kold Mette. |
Morgenmad og solopgang på muren. |
Gruppebillede foran Beijing Knot. |
fredag den 8. juni 2012
Kinesisk bryllup
Brudeparret. |
Børn fra Evas klasse. |
... og pandaer. |
Ingen bryllupsceremoni uden sæbebobler.. |
Der skåles. |
Manden blev endelig serveret (vi var på daværende tidspunkt
ved at være ganske sultne). Retterne bestod mest af fisk og skalddyr, men der
var også svin og oksekød. Det meste af det smagte rigtig godt. Af drikkevarer
var der sodavand, øl, rødvin (!) og risvin. Selvom jeg stadig ikke må drikke
alkohol, må jeg indrømme, at der røg en lille mundfuld rødvin ned. Det er jo ellers
ikke noget man ser så tit i Kina. Til dessert var der nogle boller med creme
indeni og en slags kokossukkerstads udenpå. De smagte næsten som
fastelavnsboller. Mens vi spiste gik brudeparret, hvor bruden i mellemtiden
havde skiftet kjole, rundt og skålede med gæsterne. De havde ikke nogen
siddeplads og fik derfor ikke umiddelbart noget af maden. Det synes jeg var
synd for dem, for det var jo ikke sådan festligt på vestlig vis, som vi er vant
til derhjemme. Ikke noget spas og fis i stil med at klippe en sok, kaste nogle
ris, danse en vals eller kysse hverken den ene eller den anden. Folk begyndte
at gå hjem allerede da klokken var omkring 20.00, men det er åbenbart ganske
normalt for en fest i Kina. Vi fik dog taget et billede sammen med brudeparret
inden vi tog hjem og fik på vej ud også lige set akvarierne med fisk, krabber,
slanger og kæmpe, store, ulækre frøer. Håber ikke jeg har spist en af dem under
middagen…
Brudepar, brudepiger og en flok danske lærere. |
Beijing vol. 3
I weekenden d. 18-20. maj tog hele gruppen til Beijing,
nogle dog kun fra fredag til lørdag. Denne gang sov vi på et andet hostel end
det vi plejer. Det lå i en ganske anderledes bydel i forhold til det, vi
tidligere har overnattet på, hvilket ligger i nogle hutonger (område med mange
små gader). Denne gang var området mere urbant og mindede mere om en storby,
selvom det var længere væk fra centrum med Den forbudte by osv., dog ikke
længere end at man hurtigt var derinde ved hjælp af metroen. Fredag aften tog
vi på perlemarkedet, hvor jeg bl.a. fik købt to par sko og andre ting der ikke
skal nævnes her på bloggen. Efter markedet fandt vi en restaurant i en af
sidegaderne. Vejret hernede er jo betydeligt bedre end i Danmark om foråret (og
sommeren også for den sags skyld), så vi satte os udenfor. Det var sindssyg god
mad de havde der. Vi fik selvfølgelig de retter som vi holder meget af dì sān
xiān
(kendt som aubergine-fis blandt danskerne), svinekød i sur-sød-ting, kong-pow-chicken
(ret med kylling, grøntsager og peanuts), indbagte rejer og noget oksekød i en
slags tomatsovs. På denne restaurant havde de også grillspyd med lam til 1 Yuan
stykket. De var virkelig gode. Vi gik stopmætte derfra og tog hjem på hotellet
og drak en øl/cola. Julie, Emma, Gitte og
Sofie tog til en bargade i nærheden af hostlet, mens Christoffer og jeg blev
hjemme for at sove. Det havde været en hård uge forinden, bl.a. med Julie og
Davids legendariske cykelstyrt over et lille bitte hvidt stakit på vej hjem fra
Helen’s aftenen i forvejen, hvilket resulterede i et kæmpe stort blåt mærke på
Julies inderlår, der lignede Australien og en del forberedelse til både You and
Me og Primary School.
Lørdag spiste vi morgenmad tæt på hostlet og tog dernæst en
bus op til 798 Art District. Det er et område i Beijing, hvor kunstnere har
lavet udstillinger og butikker med kunst i nogle gamle fabriksbygninger. Her
gik vi lidt rundt og kiggede på gallerier, spiste frokost i toppen af et træ og
gik i butikker. Jeg fandt bl.a. en butik med billeder af en kvindelig kinesisk
maler. Jeg købte 4 af dem som små reproduktioner, mest fordi et af dem
forestillede en pige med hovedet bøjet over en bog. Det ramte helt plet med den
måde, som jeg har set pigerne i Primary School hernede. De skal klart rammes
ind og op på væggen, når jeg kommer hjem. Det var rart at gå rundt i området og
vi var der indtil aftensmadstid, hvor vi tog en bus hjem mod vores hostel. På
vejen hjem opdagede vi en koreansk restaurant, så vi stod af bussen og gik
derind og spiste. Når man spiser koreansk, kommer maden rå ind på bordet og man
steger den dernæst selv på en form for rist eller pande midt på bordet. I
bordet er der et hul, hvor de fylder glødende kul i og tjenerne med jævne
mellemrum kommer og skifter panden ud og til tider også kullene. Maden her er
typisk små stykker kød, svampe rullet ind i bacon, rodfrugter i skiver,
forskellige slags svampe og bacon i skiver (ja, vi bestiller bacon så snart vi
kan komme til det!). Maden var rigtig god, selvom det var lidt irriterende at
tjeneren var ganske opmærksomhedskrævende. Sådan kan kinesere også være.
Det Himmelske Freds Tempel. |
På koreansk restaurant. |
Jam på kinesisk i parken omkring Det Himmelske Freds Tempel. |
Søndag tog vi en dag, hvor vi gik for os selv. Jeg kiggede
lidt på tøj og tog dernæst ud til Det himmelske freds tempel. De andre havde
sagt, at det var et sted, hvor man kunne bruge omkring halvanden time, men jeg
endte med at være der over tre timer. Rundt om templet er der nemlig en stor
park, hvor man ikke kan høre larmen fra storbyen udenfor eller se huse og
biler. Hvis man går lidt væk fra midteraksen af parken, hvor templet ligger,
kommer man væk fra noget af alt det turistede og ud til de områder, som
kineserne bruger. Her danser, synger eller slapper de af og nyder det gode
vejr. Der er endda områder, hvor du er stort set helt alene. Lidt spøjst midt
inde i en storby, men også meget rart, ikke at skulle være sammen med andre
mennesker hele tiden. Jeg tog tilbage til vores hostel for at hente min taske
og spise aftensmad (ellers kan det nemt ende med noget dårligt mad på
togstationen mens man venter). På vej mod metroen mødte jeg Gitte, som jeg så
fulgtes med hjem til Tianjin.
I Kina vokser selv græsset på rækker. |
De har åbenbart hobbitter ved Det Himmelske Freds Tempel. |
tirsdag den 22. maj 2012
Efter 3 måneder i Kina...
- har man indset at størstedelen af ens ordforråd på kinesisk omhandler mad eller undervisningsrelaterede ting.
- synes man at 45 Yuan (40 kr.) er virkelig dyrt for at få skiftet dæk og slange på sin cykel hos cykelsmeden.
- undrer man sig ikke længere over tydelige skoaftryk på toiletbrættet (hvis der er et vestligt toilet synes kineserne det er uhygiejnisk, så de sidder oven på det i ægte kineserstil) og er derfor blevet ganske god til at tisse stående.
- savner man helt forfærdeligt meget en god jam, at danse en scottish og drikke en kaffepunch!!!
- tager man sig selv i at tænke: "Neeej, der går jo et hvidt menneske!"
- undrer man sig ikke længere over kinesiske børnehavebørn, der står ret i snorlige rækker eller løber i en cirkel udenfor skolen.
- har man lært, at man ikke kan blive gravid, hvis man drikker koldt vand eller spiser is.
- hører man sætningerne: "laoshi hao", "laoshi Mette" og "ge laoshi" ("goddag lærer", "lærer Mette" og "giv det til læreren") ufattelig mange gange på en dag.
- synes man ikke at varmt vand smager så skidt længere.
- lægger man ikke længere mærke til hvor meget kineserne egentlig stirrer på en.
- kan man skrive sit kinesiske navn med tegn og næsten udtale det, så det bliver forstået.
- bliver man først bange, hvis bilerne IKKE dytter sindsygt af en, når man cykler (= temmelig stor risiko for at blive kørt over).
- stiller man uden spørgsmål op til fotos med fremmede kinesere på gaden.
- er man blevet informeret om, at det sidste man skal gøre er at kontakte politiet og så vidt som muligt selv forsøge at løse et evt. problem (som Sunny udtrykte det: "The police is fake"), samt at man ikke skal hjælpe hvis der er en der falder om på gaden, da der er stor risiko for at man får skylden for ulykken.
- har man vænnet sig til konsekvent ikke at kigge ud i køkkenet, de steder hvor man spiser.
- ved man at kinesere generelt ikke er interesserede i politik - måske i frygt for hvad der kan ske, hvis de udtaler sig kritisk.
- undrer man sig stadig over at kinesiske mænd, der når de har det varmt lige hiver t-shirten op, så de render rundt med bar mave, men stadig har skuldrene dækket.
- lægger man ikke længere mærke til lugten af klor i badevandet.
- tager man sig selv i at give "thumbs up" alt for meget.
- har man i mangel på muligheden for at gå til bal danset med børnene og deres forældre (succes!).
- undrer man sig ikke længere over kinesiske kvinder, der tisser for åben dør - og har selv gjort det enkelte steder i mangel på dør/låge.
- vågner man stadig, når der kører en eller anden (måske en affaldsindsamler?) forbi udenfor vinduet og råber noget der minder om "metteee", "luigii" og "kvemeebab".
- har man forsøgt at lære at sige "varmt" (rè) til samtlige kinesiske læreres morskab i You and Me og er derfor begyndt at sige "ikke koldt" (bu leng) i stedet.
- ved man ifølge rygter at der var en eller anden form for uro på Den himmelske freds plads i april, men har ikke kunnet finde noget om det i udenlandske nyheder.
- har man kun oplevet regn 2-3 gange, mens man har været her. Til gengæld står det så også ned i stænger hele dagen.
- glæder man sig over hvor pænt bilerne kører i andre byer end Tianjin - selvom det stadig ville være nok til at størstedelen af billisterne ville få taget deres kørekort øjeblikkeligt i Danmark.
- kender man navnene på op til flere bartendere på Helen's (Justin, Derrek, Jerry, etc.) - til gengæld kan man ikke ét eneste kinesisk navn på de børn man underviser.
- har man erfaret at kun ca. 1/3 af børnene i Primary School ved hvordan man spiller vendespil og at kun én ud af 64 elever har prøvet at spille kortspillet fisk før.
- ser det som vild luksus, hvis der både er toiletpapir, sæbe og håndklæde på toilettet.
- synes man det er ganske normalt at klaske et klistermærke i panden på de små børn i You and Me efter timen.
- har man spillet til les lanciers foran 200 kinesere.
- føler man sig snydt hvis man giver mere end 2 Yuan (1,80 kr.) for en flaske vand.
- fundet ud af at Kina generelt er det forkerte land at tage til, når man elsker chokolade, ost og groft brød.
- ved man, at kineserne på trods af grundig instruktion ikke er i stand til at lave fingerbevægelsen i starten/slutningen af "Lille Peter edderkop" (dette gælder børn såvel som voksne).
- synes man en øl i en flaske af dansk størrelse er ufattelig lille! (Her er øllene omkring dobbelt så store).
- foretrækker man klart kinesisker toiletter ("huller") når man er udenfor sit eget hjem, da de klart er mere hygiejniske.
- har man chokeret en kineser eller to ved at fortælle, at man putter salt ved, når man koger ris i Danmark.
- overvejer man at få skrevet et skilt på kinesisk med følgende tekst til at hænge på ryggen: "Ja, jeg har det varmt, når der er 30 grader. Nej, jeg fryser ikke, når jeg kun har shorts og t-shirt på. Ja, det her svarer til en meget varm sommer, der hvor jeg kommer fra. Og ja, jeg ved godt at det bliver varmere!"
- er man ikke længere imponeret over børn der sidder bag på deres mors cykel og samtidig laver lektier eller læser.
- er en kineser kommet hen til en mens man stod i køen til toilettet på Helen's og er begyndt at tale tysk (begrundelse: mit hår så tysk ud...).
- ved man at kinesere generelt har nemmere ved at huske ens navn end andre udlændinge. Man skal dog gentage det en del gange, samt stave det for alle.
- ved man at man ikke skal glæde sig for meget på forhånd på grund af madens udseende (gælder især kager og brød) - man bliver tit slemt skuffet.
- har man vænnet sig til meget hårde kinesiske senge.
- har headmaster fra Primary School gennem en tolk spurgt en: "er du ikke blevet tykkere siden du kom til Kina?" (det er der også en del andre der er blevet spurgt om/beskrevet som. Det tager kineserne åbenbart ikke så tungt).
- ved man, at kun få kinesere ved hvad en sprællemand er.
- er man på trods af sit brune hår og blå øjne blevet kaldt japaner af en fuld kineser.
- har man ikke hørt én eneste kineser sige at han/hun var glad for sit job.
- er man i stand til at navigere næsten uden problemer på en kinesisk computer.
- overvejer man, om man kan få leveret bl.a. Nordic's nyeste cd til Kina.
- ved man, at man kommer til at savne kinesisk mad, når man kommer hjem til Danmark og at man derfor må få afluret, hvordan man laver mindst tre retter.
- har man taget sig selv i at bukke sig ned, når lærerne i You and Me taler til en (de er stort set alle sammen lavere end mig - en ganske uvant situation).
- undrer man sig ikke længere over, at kineserne kører på cykel med en form for visir foran hovedet eller et tørklæde rundt om hovedet for at undgå at blive mørkere af solen.
- reagerer man på at blive kaldt "Mettzen".
- har man fundet ud af, at kinesere er meget glade for paraplyer (igen for at undgå solen).
- stirrer man stadig på kærestepar klædt i fuldstændig ens tøj og tænker for sig selv "hvorfor???".
- endnu ikke set et produkt fra Apple ejet af en kinesisk kvinde, der ikke var "udsmykket" med utallige krystalsten, en meget prangende cover osv.
- bliver man ikke længere chokeret, når en af lærerne kommer og holder en i hånden, men synes stadig det er lidt små-underligt.
- synes man at 45 Yuan (40 kr.) er virkelig dyrt for at få skiftet dæk og slange på sin cykel hos cykelsmeden.
- undrer man sig ikke længere over tydelige skoaftryk på toiletbrættet (hvis der er et vestligt toilet synes kineserne det er uhygiejnisk, så de sidder oven på det i ægte kineserstil) og er derfor blevet ganske god til at tisse stående.
- savner man helt forfærdeligt meget en god jam, at danse en scottish og drikke en kaffepunch!!!
Elever fra børnehaven øver noget med flag. |
- undrer man sig ikke længere over kinesiske børnehavebørn, der står ret i snorlige rækker eller løber i en cirkel udenfor skolen.
- har man lært, at man ikke kan blive gravid, hvis man drikker koldt vand eller spiser is.
- hører man sætningerne: "laoshi hao", "laoshi Mette" og "ge laoshi" ("goddag lærer", "lærer Mette" og "giv det til læreren") ufattelig mange gange på en dag.
- synes man ikke at varmt vand smager så skidt længere.
- lægger man ikke længere mærke til hvor meget kineserne egentlig stirrer på en.
- kan man skrive sit kinesiske navn med tegn og næsten udtale det, så det bliver forstået.
- bliver man først bange, hvis bilerne IKKE dytter sindsygt af en, når man cykler (= temmelig stor risiko for at blive kørt over).
- stiller man uden spørgsmål op til fotos med fremmede kinesere på gaden.
- er man blevet informeret om, at det sidste man skal gøre er at kontakte politiet og så vidt som muligt selv forsøge at løse et evt. problem (som Sunny udtrykte det: "The police is fake"), samt at man ikke skal hjælpe hvis der er en der falder om på gaden, da der er stor risiko for at man får skylden for ulykken.
- har man vænnet sig til konsekvent ikke at kigge ud i køkkenet, de steder hvor man spiser.
- ved man at kinesere generelt ikke er interesserede i politik - måske i frygt for hvad der kan ske, hvis de udtaler sig kritisk.
- undrer man sig stadig over at kinesiske mænd, der når de har det varmt lige hiver t-shirten op, så de render rundt med bar mave, men stadig har skuldrene dækket.
En af kineserne utallige sjove oversættelser. Her en tusch fra You and Me der ikke indeholder spøgelser. |
- tager man sig selv i at give "thumbs up" alt for meget.
- har man i mangel på muligheden for at gå til bal danset med børnene og deres forældre (succes!).
- undrer man sig ikke længere over kinesiske kvinder, der tisser for åben dør - og har selv gjort det enkelte steder i mangel på dør/låge.
- vågner man stadig, når der kører en eller anden (måske en affaldsindsamler?) forbi udenfor vinduet og råber noget der minder om "metteee", "luigii" og "kvemeebab".
- har man forsøgt at lære at sige "varmt" (rè) til samtlige kinesiske læreres morskab i You and Me og er derfor begyndt at sige "ikke koldt" (bu leng) i stedet.
- ved man ifølge rygter at der var en eller anden form for uro på Den himmelske freds plads i april, men har ikke kunnet finde noget om det i udenlandske nyheder.
- har man kun oplevet regn 2-3 gange, mens man har været her. Til gengæld står det så også ned i stænger hele dagen.
- glæder man sig over hvor pænt bilerne kører i andre byer end Tianjin - selvom det stadig ville være nok til at størstedelen af billisterne ville få taget deres kørekort øjeblikkeligt i Danmark.
- kender man navnene på op til flere bartendere på Helen's (Justin, Derrek, Jerry, etc.) - til gengæld kan man ikke ét eneste kinesisk navn på de børn man underviser.
- har man erfaret at kun ca. 1/3 af børnene i Primary School ved hvordan man spiller vendespil og at kun én ud af 64 elever har prøvet at spille kortspillet fisk før.
- ser det som vild luksus, hvis der både er toiletpapir, sæbe og håndklæde på toilettet.
- synes man det er ganske normalt at klaske et klistermærke i panden på de små børn i You and Me efter timen.
- har man spillet til les lanciers foran 200 kinesere.
- føler man sig snydt hvis man giver mere end 2 Yuan (1,80 kr.) for en flaske vand.
- fundet ud af at Kina generelt er det forkerte land at tage til, når man elsker chokolade, ost og groft brød.
Tjenere der står ret og får ordrer inden arbejdet begynder. |
- synes man en øl i en flaske af dansk størrelse er ufattelig lille! (Her er øllene omkring dobbelt så store).
- foretrækker man klart kinesisker toiletter ("huller") når man er udenfor sit eget hjem, da de klart er mere hygiejniske.
- har man chokeret en kineser eller to ved at fortælle, at man putter salt ved, når man koger ris i Danmark.
- overvejer man at få skrevet et skilt på kinesisk med følgende tekst til at hænge på ryggen: "Ja, jeg har det varmt, når der er 30 grader. Nej, jeg fryser ikke, når jeg kun har shorts og t-shirt på. Ja, det her svarer til en meget varm sommer, der hvor jeg kommer fra. Og ja, jeg ved godt at det bliver varmere!"
- er man ikke længere imponeret over børn der sidder bag på deres mors cykel og samtidig laver lektier eller læser.
- er en kineser kommet hen til en mens man stod i køen til toilettet på Helen's og er begyndt at tale tysk (begrundelse: mit hår så tysk ud...).
- ved man at kinesere generelt har nemmere ved at huske ens navn end andre udlændinge. Man skal dog gentage det en del gange, samt stave det for alle.
- ved man at man ikke skal glæde sig for meget på forhånd på grund af madens udseende (gælder især kager og brød) - man bliver tit slemt skuffet.
- har man vænnet sig til meget hårde kinesiske senge.
- har headmaster fra Primary School gennem en tolk spurgt en: "er du ikke blevet tykkere siden du kom til Kina?" (det er der også en del andre der er blevet spurgt om/beskrevet som. Det tager kineserne åbenbart ikke så tungt).
- ved man, at kun få kinesere ved hvad en sprællemand er.
- er man på trods af sit brune hår og blå øjne blevet kaldt japaner af en fuld kineser.
- har man ikke hørt én eneste kineser sige at han/hun var glad for sit job.
- er man i stand til at navigere næsten uden problemer på en kinesisk computer.
- overvejer man, om man kan få leveret bl.a. Nordic's nyeste cd til Kina.
Elever fra børnehaven laver morgengymnastik. |
- har man taget sig selv i at bukke sig ned, når lærerne i You and Me taler til en (de er stort set alle sammen lavere end mig - en ganske uvant situation).
- undrer man sig ikke længere over, at kineserne kører på cykel med en form for visir foran hovedet eller et tørklæde rundt om hovedet for at undgå at blive mørkere af solen.
- reagerer man på at blive kaldt "Mettzen".
- har man fundet ud af, at kinesere er meget glade for paraplyer (igen for at undgå solen).
- stirrer man stadig på kærestepar klædt i fuldstændig ens tøj og tænker for sig selv "hvorfor???".
- endnu ikke set et produkt fra Apple ejet af en kinesisk kvinde, der ikke var "udsmykket" med utallige krystalsten, en meget prangende cover osv.
- bliver man ikke længere chokeret, når en af lærerne kommer og holder en i hånden, men synes stadig det er lidt små-underligt.
torsdag den 17. maj 2012
Mandagssnakke
Normalt er jeg ikke så glad for mandage, men her i Kina er
det noget andet. Her kan jeg faktisk rigtig godt lide mandage! Der er flere
grunde hertil: Først og fremmest betyder ordet mandag, at jeg har fri allerede
klokken 11.30. For det andet kan jeg slappe lidt af efter weekenden, da jeg ikke
skal undervise i You and Me. Dernæst er der ikke specielt mange børn og
forældre i You and Me, fordi de ofte bruger weekenden der og derfor slapper af
om mandagen. I stedet kommer der derimod gerne børn fra Kindergarten over for
at lege, men eftersom de har deres egne lærere med, passer de stort set sig
selv. Netop derfor har Ada meget sjældent travlt om mandagen, hvilket igen
betyder at hun har (endnu mere) tid til at sidde og sludre med mig og evt.
hjælpe med at klippe noget ud til min undervisning. For nogle uger siden hjalp
hun med at klippe en kæmpe stor sprællemand ud og i går sad vi bare og
snakkede. Det er her man kan finde ud af lidt mere om kineserne og måske få
stillet nogle af de spørgsmål, som man har gået og tænkt lidt over. Har
kinesere egentlig kniv og gaffel i deres hjem? For det meste nej, de har heller
ikke specielt meget service, da de spiser ude, hvis de har gæster. Hvorfor er
det nu lige at kineserne ikke er så glade for at snakke om politik? Hertil er
der nok flere grunde, men Adas forklaring var, at da hun gik i skole fik de at
vide, at politik ikke var et godt emne at tale med udlændinge om. Hun sagde dog
at hun ikke havde noget i mod at tale om det, men at det ikke havde den store
interesse hos hende. Egentlig lader det heller ikke rigtig til at interessere
specielt mange her. Det er måske også klart, når man kan risikere at blive
skudt på den bekostning (ja, de stiller dødsdømte op på én lang række i Kina og
skyder dem en efter en). Om der findes en maksimumsgrænse for hvor mange timer
om ugen en kineser må arbejde? Så vidt hun lige vidste, fandtes der ikke en
øvre grænse, men partiet har bestemt at alle kinesere skal arbejde 40 timer om
ugen. Også selvom der ikke er ”fornuftigt” arbejde nok til alle. Hvorfor er det
lige at dem der sidder i elevatorerne i supermarkedet ikke kan hjælpe med
f.eks. at fylde på hylderne, så alle i forretningen kunne arbejde færre timer?
Det vidste hun heller ikke rigtig. Andet end at der ikke er arbejde nok til
alle. Hun har også fortalt at studerende, der arbejder f.eks. på Mc Donalds
eller Helen’s, tjener omkring 7 Yuan i timen (lidt under 7 kr.). Selv taget i
betragtning at det er billigere hernede, synes jeg det er ganske lidt. Du kunne
i hvert fald ikke få mange danske studerende til at gå til den løn. Jeg tør
nødig regne alt for meget på, hvad en lærer egentlig tjener i timen (en
lærerløn ligger på ca. 2500 Yuan). Hvilket forklarer ganske godt hvorfor
kineserne kigger meget forundret på os, når vi svarer at en dansk lærer tjener
omkring 28.000 Yuan om måneden. De tror simpelthen, at de har hørt forkert og
vi i virkeligheden har sagt 2800 Yuan. Det var også i mandags vi kom til at
tale om penge fra forskellige lande og jeg fortalte at jeg da nok havde nogle
danske penge til at ligge hjemme i lejligheden. Dem tog jeg med om tirsdagen og
det var noget der kunne få kineserne op af stolene. Heldigvis havde jeg mindst
en af hver mønt og endda fire 20’ere med forskellige portrætter af dronningen.
Ada spurgte om hun ikke måtte købe nogle mønter af mig og jeg sagde at hun
gerne måtte vælge en af hver slags, men insisterede på at jeg altså ikke ville
have penge for dem. Sådan går en hel del mandage i You and Me.
Xian
Emma i øverste køje på togturen. |
Mandag eftermiddag (d. 30. april) tog vi alle, inkl. vores
kontaktperson Sunny, af sted til byen Xian, der er kendt fore sine
terrakottakrigere og ligger ca. midt i Kina. Det er en tur, som skolen
arrangerer og betaler for holdet som en tak for vores frivillige arbejde.
Togturen til Xian varer 18 timer og vi kørte derfor på ”hard-sleeper”, hvilket
betyder, at hver person har sin egen køje. Togvognen er nærmest inddelt i rum
med en gennemgående gang den ene side. I hvert rum er der 6 køjer, tre i hver
side. Det er kun i den nederste køje det er muligt at sidde oprejst. Det er en
ganske speciel stemning der er i sådan en togvogn og kan bestemt afhænge af,
hvilke kinesere man kommer til at dele rum med. Det var nu rigtig hyggeligt på
denne tur, hvor vi fik tiden til at gå med yatzy, uno osv..
Som var man i zoologisk have...
Hus med Buddha-statue og "The Big Goose Pagoda" i baggrunden. |
Nogle gange føler man sig lidt som (albino)løven i zoo. |
Udsigt over Xian fra pagodaen. |
Swimmingpools og oldgamle krigere
Onsdag morgen stod på en times lang bustur ud til
terrakottakrigerne, der er bygget af Kinas første kejser som en del af hans
gravmonument. Mens Ya Lin købte billetter blev vi sat af ved en eller anden
form for souvenirbod, hvor ham bonden, der havde fundet terrakottakrigerne, da
han var ved at grave en brønd, ved blevet ”belønnet” af partiet til at sidde og
skrive autografer og blive taget billeder af. Jeg synes ikke han så specielt
glad ud, det må også være virkelig kedeligt at sidde der, men man kan sikkert
ikke afslå, når det nu er sådan en fin belønning fra partiet. Vi startede ved
pit 1, der er den største udgravning ud af i alt tre (okay, faktisk fire, men
ved den fjerde er der ikke så meget at se på endnu). Det er en kæmpe stor
flyhangar man træder ind i, går op ad en trappe og pludselig står man foran en
kæmpe hær der stirrer på en. Det må siges at være et imponerende syn. Bagerst i
hallen står der nogle heste, hvor den ene mangler halen. Da præsident Clinton
var på besøg spurgte han, om han måtte have lov til at røre hestens bagdel,
hvorefter halen faldt af. Et kinesisk ordsprog siger, at det bringer uheld at
røre en hests bagdel. En uge efter at dette var sket for Clinton, startede
skaldalen med Monica Lewinsky. Frokosten blev indtaget på en restaurant, hvor
der kun var hvide turister, størstedelen heraf tydeligvis amerikanere. Maden
var også herefter – knap så inspirerende. Dernæst stod den på pit 2 og 3, hvor
den ene indeholdt en kommandocentral (krigerne vender front mod hinanden og er
ved at overgive kommandoer) og den anden en masse soldater, der endnu ikke er
udgravet, da man endnu ikke kan bibeholde de farver, der er på dem ved
udgravningen, men som med tiden forsvinder pga. sollyset.
Efter
terrakottakrigerne kørte vi ud til nogle varme kilder, hvor en kejser nogle
århundrede år e.Kr. byggede nogle bassiner (i Mettes hoved swimmingpools),
bl.a. til en meget smuk konkubine. Vandet fra den varme kilde, der stadig
springer, er 42 grader varmt og man skulle efter sigende få rigtig smuk hud
efter at have vasket sig i den. Altså stod den på fællesvaskning ved kilden.
Det var også her guiden chokeret så til at vi spiste is og hun fik forklaret
os, at hvis man spiser is eller drikker koldt vand, kan man ikke blive gravid.
Herpå kom Emmas gyldne kommentar: ”Alle danskere spiser is og det sker altså
ret tit at vi får børn alligevel!”. På vejen hjem tog vi forbi ”Muslim street”,
hvor der er en masse boder med forskelligt mad. Guiden, der var ufattelig
overforsigtig sagde, at vi ikke burde købe noget at spise der, men vi
konkluderede hurtigt, at vi havde spist andre steder, hvor der var langt mere
beskidt og smagte lidt forskelligt. De andre var helt vilde med en slags
pandekager med kød og grøntsager indeni, men eftersom jeg ikke er så vild med
kød hernede, kunne jeg meget bedre li et stort, fladt rundt brød krydret med
chili og noget andet stærkt krydderi og udsmykket med et flot mønster. Om
aftenen tog vi på KTV (karaoke-bar), hvilket altid plejer at være en stor
fornøjelse!
En "hårtørrer" som kejseren byggede til sin konkurbine. |
Den varme kilde. |
”A sailor full of cheddar”
Kejserindens grav. |
Torsdag stod vi tidligt op, fordi vi skulle køre 1 ½ time i
bus ud til Kinas eneste kvindelige kejserindes grav. Den lå lidt oppe i nogle
bjerge med en kæmpe alle, der førte op til graven og nogle krigere, der stod og
vogtede både hende og hendes mands grav. Ved hendes grav, der var placeret hvor
den mandlige grav egentlig ”burde” have været (manden holder kvinden i sin
højre hånd, you know…), var der en stor søjle, som hun havde rejst for sig
selv. Oprindeligt har der ikke stået noget på den, måske fordi hun var så
mægtig at det ikke kunne beskrives med ord, måske fordi hun ville have
eftertiden til at bedømme hende, hvilket de så havde gjort ved at skrive på
den. Bag graven lå der et lille bjerg, som vi var nogle, der klatrede op på.
Desværre var vejret temmelig overskyet, i lighed med resten af ugen, så man
kunne ikke se så meget. Det så ellers ud til at udsigten kunne have været meget
god på en solskinsdag. Efter kejserindens grav gik turen til en buddhistisk
tempel, hvor de opbevarer nogle af Buddhas fingerknogler. Jeg havde ikke fået
læst om dette sted, men jeg må indrømme at jeg blev noget overrasket, da vi
nåede frem. Her blev vi nemlig mødt at noget a la Buddhistisk tempel møder
fascistisk arkitekt møder Disneyland. Ja, det er lyder sindsygt – og det var
det også. Et kæmpe stort nybyggeri, der mildest talt ligner noget, der er løgn.
Der var dog også en gammel del, der var langt mere interessant. Her var der en
pagode, hvor to stykker knogle fra Buddhas fingre skulle være nede i kælderen.
Eller som vores guide fik det sagt ”a sailor full of cheddar” (en sømand fyldt
med cheddarost). Vi må indrømme at vi blev noget skuffede, da vi opdagede at der
ikke var en sømand og om muligt endnu mere slukørede da vi fandt ud af, at der
ikke var noget ost (man kan næsten ikke finde almindelig skæreost hernede, og
hvis man endelig finder det, er det virkelig dyrt), men derimod to stykker
knogle i stedet. Øv! Hun havde selvfølgelig ment ”a cellar full of treasures”
(en kælder fyldt med skatte). Det var vidst forbudt at tage billeder af
knoglerne, men den havde jeg ikke lige fanget, så jeg har da et enkelt billede
af en af stumperne. Jeg nægter simpelthen at tro, at det var fingerknogler, men
okay, kineserne tror på så mange underlige ting. Om aftenen var vi nogle
stykker, der tog ned på en bargade, der lå ikke så langt fra hotellet. Det var
et rigtig hyggeligt sted med en smal vej og en masse terrasser med borde, der
vendte ud mod vejen. Jeg var som sædvanlig på cola (jeg må stadig ikke drikke
alkohol for lægen), men kom dog til at smage en slurk af Gittes Guinness. Jeg
savnede øl i forvejen, men lige dér savnede jeg det om muligt endnu mere!
Mig til tops på bjerget - men hvor er udsigten??? |
Buddhistisk/facistisk Disneyland |
Cykeltur på bymuren
Fredag morgen pakkede vi tingene sammen på hotellet og steg på bussen, der kørte os ud til bymuren, der går rundt om det midterste af byen i en firkant. Herpå kunne vi vælge at gå en tur eller køre hele vejen rundt (14 km) på en lejet cykel. Jeg valgte at køre muren rundt på cykel sammen med David, Christoffer og 2xJulie. Det var rigtig skønt at få lov til at cykle på en cykel, der rent faktisk fungerer og det var en dejlig måde at se midtbyen på. Samtidig var det en god mulighed for at bevæge sig lidt inden den 18 timer lange togtur hjem til Tianjin. Det var virkelig fedt at køre rundt på den gamle mur og kigger ud over byen, se det velholdte og til tider turistede, men også folks baggårde og ind af vinduer til lejligheder. Vejret havde været overskyet dagene i forvejen, men denne dag var vejret bedre, hvilket blot gav humøret endnu et hak opad. Vi var et smut forbi Mc Donalds inden vi steg på toget og kørte hjem mod Tianjin. Vi tog af sted fra Xian omkring klokken 12 og vi fik derfor set en masse landskaber på vejen hjem, som vi ikke kunne se på vejen derhen, fordi der var mørkt. Der bjerge, floder og dale med større eller mindre byer i. Her kunne man også se bønder, der gik og arbejdede i marken. Her ser det ud til at der stadig er en hel del der foregår ved håndkraft: Bønderne ligger simpelthen på knæ på markerne eller går med en okse foran ploven. Der er mange steder bygget lange mure, hvor der i hver ende af hver mur er bygget en ”trekant” ud. Her ligger de plastik over og får derved et slags drivhus vil jeg tro. Hvad de dyrker derinde ved jeg dog ikke helt. Jeg ved heller ikke helt hvad kinesernes billede er af min far, når jeg fortæller at han er landmand. Om de forestiller sig ham ligge på knæ i marken ligesom vi gjorde for 70 år siden i Danmark eller om de godt ved, at landbruget kan effektiviseres med maskiner og at det er det i andre dele af verden. Det ærgrede mig meget, at vi ikke lige kunne stoppe toget nogle steder, så jeg kunne få nogle gode billeder af landskabet, for det var virkelig fantastisk. I må dog nøjes med de billeder, jeg har taget ud af vinduet.
Oppe på bymuren. |
Fredag morgen pakkede vi tingene sammen på hotellet og steg på bussen, der kørte os ud til bymuren, der går rundt om det midterste af byen i en firkant. Herpå kunne vi vælge at gå en tur eller køre hele vejen rundt (14 km) på en lejet cykel. Jeg valgte at køre muren rundt på cykel sammen med David, Christoffer og 2xJulie. Det var rigtig skønt at få lov til at cykle på en cykel, der rent faktisk fungerer og det var en dejlig måde at se midtbyen på. Samtidig var det en god mulighed for at bevæge sig lidt inden den 18 timer lange togtur hjem til Tianjin. Det var virkelig fedt at køre rundt på den gamle mur og kigger ud over byen, se det velholdte og til tider turistede, men også folks baggårde og ind af vinduer til lejligheder. Vejret havde været overskyet dagene i forvejen, men denne dag var vejret bedre, hvilket blot gav humøret endnu et hak opad. Vi var et smut forbi Mc Donalds inden vi steg på toget og kørte hjem mod Tianjin. Vi tog af sted fra Xian omkring klokken 12 og vi fik derfor set en masse landskaber på vejen hjem, som vi ikke kunne se på vejen derhen, fordi der var mørkt. Der bjerge, floder og dale med større eller mindre byer i. Her kunne man også se bønder, der gik og arbejdede i marken. Her ser det ud til at der stadig er en hel del der foregår ved håndkraft: Bønderne ligger simpelthen på knæ på markerne eller går med en okse foran ploven. Der er mange steder bygget lange mure, hvor der i hver ende af hver mur er bygget en ”trekant” ud. Her ligger de plastik over og får derved et slags drivhus vil jeg tro. Hvad de dyrker derinde ved jeg dog ikke helt. Jeg ved heller ikke helt hvad kinesernes billede er af min far, når jeg fortæller at han er landmand. Om de forestiller sig ham ligge på knæ i marken ligesom vi gjorde for 70 år siden i Danmark eller om de godt ved, at landbruget kan effektiviseres med maskiner og at det er det i andre dele af verden. Det ærgrede mig meget, at vi ikke lige kunne stoppe toget nogle steder, så jeg kunne få nogle gode billeder af landskabet, for det var virkelig fantastisk. I må dog nøjes med de billeder, jeg har taget ud af vinduet.
En baggård set oppe fra bymuren. |
Udsigt fra vinduet i toget. |
Hverdag og fest
Den seneste tid har der været meget travlt i hverdagen og
også en del både små og store fester. Efter at have inviteret Ada (tidligere
kaldt Aida på bloggen) med på Helen’s sammen med nogle andre lærere inviterede
hun Gitte og mig med ud at spise kinesisk mad. Dette skete en torsdag i
middagspausen på en lille restaurant nær skolen. Ada valgte maden og jeg må
sige, at hun havde god smag. Vi fik en slags æggekage med kød i midten liggende
i en eller anden form for sovs, kyllingestykker i sur-sød-sovs med cashewnødder
og noget suppe. Æggekagen og kyllingen smagte virkelig, virkelig godt, suppen
var okay, men ikke noget som jeg var så glad for. Vi kom selvfølgelig til at
tale om mad og Ada spurgte om vi savnede dansk mad og om vi så ikke kunne lave
noget hjemme i vores lejlighed? Vi måtte fortælle at det er lidt svært med kun
én dårlig kogeplade og mikrobølgeovn, hvortil hun foreslog at vi da kunne komme
hjem til hende og lave dansk mad, hvis vi har lyst. Det skal nok være en dag,
hvor hun har fri og jeg glæder mig meget til både at se hvordan hun bor og se
om hun kan lide dansk mad. Det må være underligt for dem at der typisk kun er
én ret på bordet ad gangen i Danmark, i Kina spiser de jo flere forskellige
retter samtidig. Måske kommer den til at stå på krebinetter med grønærter?
Torsdag d. 26. april var det skolens fødselsdag og derfor
var ledelsen og alle lærerne på skolen indbudt til middag og underholdning
onsdag aften. Vi havde fået at vide, at vi skulle forberede en kort tale og et
show til at vise for de resterende gæster. Da det lød lidt mere formelt, blev
”Cartoon heroes” fra Kindergarten valgt fra til fordel for les lanciers. Onsdag
aften ankommer vi til middagen og de første shows er bl.a. nogle lærere der
danser Michael Jackson-dans iklædt ganske lidt tøj i forhold til kinesisk
standard (de fryser jo konstant). Det gik sådan okay med at danse og spille for
mit vedkommende. Jeg havde dog ikke haft så meget tid til at øve, så der blev
spillet efter noder og min placering på scenen gjorde at jeg ikke kunne se
danserne så godt. Så ingen noder til mig fremover. Men som sagt, det gik fint
nok. En af lederne på skolen forsøgte ihærdigt at drikke os fulde (gambei på
kinesisk betyder bunden i vejret), men det endte med at han selv havde lidt
svært ved at gå lige senere på aften. Festen sluttede med en ordentlig omgang
fyrværkeri klokken 21 – lidt tidligt for danskere, men ganske et almindeligt
tidspunkt for kinesere.
Feerne i hård kamp med bl.a. campisterne om at vinde forbindingskonkurrencen. |
Lørdag d. 28. april havde vi i lejligheden aftalt at holde
tour de chambre: En fest hvor hvert værelse byder på drinks og underholdning
indenfor et tema. Julie og jeg havde planlagt hospitalstema (jeg havde jo på
forhånd foretaget en del research på området) og havde været på apoteket og købe
engangssprøjter, plastikhandsker, håndsprit og mundbind. I forvejen synes de jo
det er dagens begivenhed, hvis der kommer hvide mennesker, men det viser sig at
hvide mennesker, der køber alt muligt underligt grej er endnu mere
interessante. Ekspedienterne fulgte os i hvert fald tæt igennem butikken og der
blev efterhånden flere og flere af dem. Så da vi kom til kassen, stod der hhv.
fire ekspedienter på den ene side og tre på den anden. De spørger på kinesisk
hvor vi kommer fra og da vi svarer at vi kommer fra Danmark, får vi straks
stukket en pakke piller i hånden. Det undrede vi os lidt over, indtil vi
opdager at det er fordi pillerne er fra Novo Nordisk. Apotekerne havde åbenbart
helt styr på hvilket land de kom fra og lod derefter til at syntes at vi blot
var endnu mere interessante. Vores tema viste sig at blive ganske vellykket med
indpakning af folk i forbinding (toiletpapir), sprøjter med blod (rødt saft) og
piller (vitaminpiller). Alt i alt en rigtig sjov og hyggelig aften!
Abonner på:
Opslag (Atom)