tirsdag den 17. juli 2012

Dagen før dagen...

Efter en veloverstået farvelmiddag med lærerne i You and Me, står den nu på pakning af rygsæk. Dernæst at proppe det resterende i en kuffert, der bliver deponeret i lejligheden. I morgen begynder min rundrejse nemlig.
Min grove (og endnu ikke endelige) rejseplan er som følger: Tianjin, Chengdu, Kunming, Guilin, Xiamen. Herfra er mulighederne: 1: At tage op langs kysten. 2: At skynde mig til Beijing og videre til Indre Mongoliet. Eller 3: At der ikke er mere tid tilbage og at jeg derfor skal tilbage til Tianjin.
Da jeg ikke medbringer min computer på turen, kan jeg nok ikke komme til at opdatere bloggen, da blogspot, i lighed med Facebook, er blokeret i Kina. Men, men, men, fortvivl ikke! I stedet vil jeg på god, gammeldags maner sende en mail rundt til dem, som lyster. Hvis du nu tænker: "Hm, det kunne da være interessant at høre, hvad hun tosser rundt og laver", så send mig en besked på: metteqvistjensen@hotmail.com, så skal jeg sørge for, at du kommer på maillisten.
Nu er der kun tilbage at sige, at vi om 32 dage, ca. 130 timer i et tog (de første 37 timer starter i morgen) og en masse oplevelser ses i Danmark!

søndag den 8. juli 2012

Shanghai baby!


The Bund.
Jeg havde fået fri fra arbejde fredag og mandag, hvorfor jeg besluttede mig at tage en forlænget weekend i Shanghai. Torsdag efter arbejde påbegyndte jeg den 18-20 timer lange togtur til Shanghai. Du kan også tage turen på 5 timer med lyntog, men da jeg alligevel ikke ville kunne nå at se noget i Shanghai om aftenen, ville det blot betyde, at jeg oven i den noget dyrere billet skulle betale en ekstra overnatning på hostel. Bumletoget passede mig nu også meget godt: Man har hver en køje, hvilket betød at jeg kunne få sovet ud og planlagt hvad jeg gerne ville se i Shanghai Eneste problem ved de lange togture er, at kineserne er helt tossede med at spise kopnudler, som jeg overhovedet  ikke kan fordrage lugten af, og vakumpakkede hønsefødder. Og så selvfølgelig, at de vågner omkring klokken 5 og snakker som en hønsegård, så man umuligt kan få mere søvn. Fredag morgen ankom toget til Shanghai omkring klokken 7, hvorefter jeg tog mod hostlet. Her satte jeg mine ting, tog et bad, pakkede min lille taske og så gik det af sted mod ”the Bund”, som er en sti/gade langs med floden, hvor der på den ene side er en masse gamle bygninger og på den modsatte side er en masse skyskrabere. Jeg var bl.a. inde og se loftet i en gammel bank, der var udsmykket med mosaikker af hver af verdens finanscentrummer. Virkelig flot. Desværre måtte man ikke tage billeder. Jeg besluttede mig at fortsætte til Yuyuan garden, men på vejen løb mit kamera tør for strøm. Pis! Lettere irriteret over det besluttede jeg mig for at gå tilbage til hostlet for at få det ladet op. På vejen kom jeg forbi en ”fransk” bager, købte en croissant med tunsalat, som jeg spiste med udsigt over floden. Da jeg kom tilbage på hostlet viste det sig, at det var meget heldigt, at mit kamera var løbet tør for strøm, for jeg var på de 1 ½ time, som jeg havde brugt ude i formiddagssolen, næsten blevet solbrændt. En lur måtte der til, mens kameraet opladede.
Yuyuan garden.
Efter luren, der tog lidt længere tid end forventet, tog jeg til Yuyuan garden. Uden for metroen blev jeg stoppet af et par kinesiske piger, der ville have mig til at tage billede af dem og udgav sig for at være ”engelskstuderende” på ferie. Jeg vidste selvfølgelig godt, at de var nogle af dem, der lokker turister med på tehuse, hvorefter man betaler kæmpe overpris for det, så jeg gik selvfølgelig ikke med. Nogle dage senere kom den samme pige hen til mig ved den samme station, spurgte mig om jeg ville tage et billede, hvortil jeg svarede, at jeg da havde taget et billede af hende for et par dage siden. Hun fik meget røde ører! Yuyuan Garden er et gammelt, smukt og snørklet haveanlæg. Der er en masse små haver, som man går rundt i. Det var dejligt at slippe væk fra storbylivet for et par timer. Til aftensmad fik jeg rygende hed aubergine-fis med ris. Det bedste der findes. Efter maden gik jeg en tur i Folkets park og dernæst en tur på the Bund for at se skyskraberne i mørket. På trods af det varme vejr er her jo ikke lyse sommernætter som i Danmark. Her går solen ned klokken ca. kl. 19.30 og så er der bælgravende mørkt.
Qibao.
Lørdag tog jeg til Qibao, der er en gammel bydel. Her var en del turister og som dagen i forvejen var der ufattelig varmt. Jeg købte billet til at komme ind og se en masse små museer, lidt a la Den gamle by i Århus. Her var der ikke specielt mange mennesker og de fleste steder var der aircondition – noget som man lærer at sætte virlkelig stor pris på! Derfor var jeg denne dag bl.a. på fårekyllingemuseum. Pga. varmen havde jeg ikke specielt meget lyst til frokost, så jeg købte mig en juice/slushice-ting. Der var ellers også en madgade, men det bestod mest af alt af kød. Der er ikke så lækkert når det er varmt og det ligger frit fremme. Desuden var jeg kommet til at kigge ind i et af køkkenerne, hvilket jeg jo udmærket godt ved at man skal lade være med, hvor der lå 2-3 slagtede får på gulvet. Netop det bekræftede mig i at det er smart ikke så spise så meget kød hernede. Hjemme på hostlet spurgte en engelsk pige, som jeg boede på værelse med, om jeg ikke ville med hende og hendes venner ud at spise. De var studerende fra et universitet i England, som skulle være en måned i Kina for at lære lidt kinesisk, noget om kinesisk kultur og hvordan strukturen er i Kina. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Deres vejleder, en ung, kinesisk pige, kendte en restaurant, hvor vi tog hen. Det var et sted, hvor man selv skulle koge sin mad i et kar midt på bordet med en form for suppe i. Det smagte rigtig godt. Der var en ung fyr, der gik rundt og lavede nudler ved at svinge dejen frem og tilbage, op og ned og hen over vores hoveder, til den til sidst var lang og tynd nok til at blive kogt. Det var vildt imponerende.  Efter maden tog vi tilbage til hostlet, hvor vi mødtes med endnu flere mennesker fra englændernes hold. Her sad vi lidt og hyggede udenfor, hvorefter gruppen delte sig lidt; nogle ville gerne i byen det ene sted, andre det andet. Vi tog en taxa ud til en bargade, hvor vi fandt et sted. Det var rigtig hyggeligt, men musikken var ret høj. Da det lukkede, tog vi tilbage til hostlet, hvor vi skiftede tøj og gik ned på the Bund for at se taichi (klokken var efterhånden blevet 5-6 om morgenen). Det var rart at sidde der og se byen vågne. Og endnu mere rart fordi det var så tidligt, at temperaturen endnu var til at holde ud. Herefter tog vi hen på et bageri, hvor vi spiste morgenmad. Det var min mening, at jeg ville have været ude og se en kanalby, men formiddagen blev brugt til en lur i stedet. Da jeg vågnede, tog jeg til den franske bydel og dernæst på Shanghai museum. Der var meget at se på museet, så jeg havde kun tid til noget af det, hvilket egentlig passede meget godt, da jeg var ret træt. Mandag tog jeg op i World Finance Center (den høje bygning med det firkantede ”hul” i toppen). Jeg var oppe på 100. etage, hvilket svarer til 474 meter over jordoverfladen. Det var så jeg fik propper i ørerne på vej op i elevatoren og at knæene rystede lidt, da jeg gik over de glasplader, som de havde lagt i gulvet.  Men udsigten var fabelagtig! Senere den dag gik turen hjem igen, denne gang med lyntoget, hvilket kun varede 5 timer.
Udsigt fra World Financial Center.

torsdag den 28. juni 2012

Krebinetter med grønærter og snegle


Gitte og jeg havde længe lovet Ada at vi ville komme hjem til hende og lave traditionel dansk mad. Dette var planlagt til mandag d. 25. juni, hvor Ada havde fri fra arbejde. Gitte var imidlertid syg, så det endte med, at jeg tog afsted alene. Ada hentede mig på skolen, hvorefter vi tog ud at handle. Jeg havde længe tænkt over, hvad man dog finder på at lave af dansk mad i Kina. For en ting er at finde en ret, noget andet er, om man kan få de ting, der skal i. Sovsekulør er f.eks. ikke noget der findes på det kinesiske marked. Det endte derfor med at blive krebinetter med grønærter. En ret, hvis ingredienser, undetagen persille, er til at få i Kina og som jeg samtidig også er nogen lunde trænet i at lave. Det var trods alt over 4 måneder siden jeg sidst har lavet et dansk måltid mad.

Ada og hendes mand Jordan bor lidt i udkanten af Tianjin. Her er der bygget et kvarter, der mest af alt minder om et kvarter i England. Hun bor dog ikke i et af de ”små” huse, men derimod i et ar de høje huse bagved.  På 13 etage. Her har hende og Jordan en lille 3-værelses lejlighed.  Jeg ved ikke helt hvordan jeg havde forventet at et kinesisk hjem skulle se ud. Jeg har hverken været i et før eller set billeder af et.   Bortset fra testellet på sofabordet, det kinesiske maleri over sofaen og fliser på stuegulvet lignede det umiddelbart en lejlighed, hvori der sagtens kunne have boet et par danskere midt i tyverne: Et IKEA-møbel hist og her, en fladskærm på væggen og en grå sofa i urban-stil. Der var en ubeskrivelig rar følelse at træde ind i et rigtigt hjem for første gang i over 4 måneder. Selvom det er rart i den lejlighed hvor vi bor, er det jo ganske upersonligt; ikke noget rigtigt køkken, kinesere der render igennem vores stue med jævne mellemrum osv. Lige i det øjeblik må jeg indrømme, at jeg blev ramt lige i smasken af en omgang hjemve, hvilket ellers ikke er noget, jeg har lidt så meget af hernede. Da jeg nævnte hvor rart det var at træde ind i et rigtigt hjem igen, var Ada dog heller ikke sen til at foreslå, at jeg da bare kunne flytte ind hos dem de sidste uger inden rundrejsen, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne tage imod og derfor sagde pænt nej tak. Inden vi begyndte madlavningen lærte jeg Ada at spille Yatzy, mens vi drak saft, som Adas svigermor havde haft med fra sin hjemegn i en anden provins.



Klokken 17 gik mission ”krebinetter-og-grønærter” i gang. Det giver sig selv, at man ikke kan købe rasp i Kina, så vi startede med at smuldre noget brød. Dernæst skrællede vi kartofler og skar gulerødder ud, noget som Ada jo også er vant til at gøre. Herefter var der ikke så meget af arbejdsgangen i køkkenet, hun kunne genkende. Kartoflerne blev kogt, hvilket i sig selv er underligt for en kineser, da de plejer at putte dem i en wok. Krebinetterne blev formet og vendt i æg og rasp-blandingen. Ada syntes denne del var ganske sjov og ret underlig, hvorfor hun(på ægte nordjysk) grattede så meget med det, at krebinetterne var ved at gå fra hinanden. I Kina laver de ikke store stykker kød, da man ikke kan spise det med pinde. At stege i smør er heller ikke noget de kender til, men denne del var noget, som Ada senere forsikrede mig om, at det ikke var sidste gang hun ville gøre. Hun undrede sig ligeledes over, da jeg begyndte at blande mel og vand, for hvad havde jeg lige tænkt mig med det? Mens vi stod ved gryderne kom Jordan hjem fra arbejde, hvorfor jeg måtte gå ud og for første gang hilse på ham fuldstændig rød i hovedet. Herefter smagte jeg sovsen til; en meget surrealistisk oplevelse at være i Kina, hvor man har spist kinesisk mad i 4 måneder og pludselig skulle smage en omgang grønærter til. Det blev dog som det skulle være. Adas mand lavede dernæst et par kolde retter. Jeg havde forsøgt at forklare, at man i Danmark kun ville spise én ret, men det er meget svært at forklare kinesere, der jo er vant til mange retter ved hvert måltid.



Herefter kom den sjove del: Efter som det var mig, der havde lavet den danske del af maden, starter jeg selvfølgelig med at byde krebinetterne rundt, hvorefter de begge tager en. Dernæst kartoflerne, hvor Ada kigger ganske desorienteret på mig og spørger hvordan det nu lige er, man gør. Jeg siger at man tager en tre stykker eller hvor mange man nu kan spise. De tager dernæst tre kartofler hver og placerer pænt på tallerkenen. Jordan placerer sine i en ring rundt om krebinetten, men flytter dem, da han ser hvordan jeg ganske skødesløst lægger mine ved siden af. Da vi når til sovsen, spørger Ada om jeg ikke kan tage først for at vise hvordan man gør. Tjo, det kunne jeg vel godt. Jeg øser herpå et par skefulde sovs op på min tallerken. Nu ser begge kinesere om muligt endnu mere forvirrede ud, hvorefter der komme adskillige spørgsmål om, om sovsen kun skal på kartoflerne, kun på kødet, ved siden af, oven på - og hvor meget er det nu lige der skal på, for at det er helt rigtigt??? Jeg havde på forhånd spurgt Ada, om de havde knive og gafler i hjemmet, hvilket de ikke havde. Jeg havde derfor taget knive og gafler med hjemme fra lejligheden – havde trods alt lidt svært ved at forestille mig at skulle spise krebinetter, kartofler og grønærter med pinde (selvom jeg mestrer pizza med pinde ganske godt nu). Vi begynder at spise. Jeg, som ellers plejer at spise ganske langsomt, fornemmer, at jeg er en del foran de andre. Da jeg kigger nærmere på deres tallerkener viser det sig, at det er fordi de har svært ved at få ærterne og de små stykker gulerødder op på gaflen og få dem til at blive liggende der. Kinesere gør alt med deres højre hånd, hvorfor det var noget af en udfordring for dem først at få grønærterne op på gaflen, for dernæst at få dem til at blive liggende, når de rystende førte gaflen op mod munden. Måtte bide et par grin i mig. Efter at have spist lidt af min ret, gik vi videre til at spise lidt af Jordans retter: Først en japansk ret bestående af en form for undervandssvampe, dernæst en ret med bl.a. agurk og noget slimet noget, der viste sig at være kartoffelmel og vand, der var dampet. De var begge ganske fine. Især den sidste var rigtig god. Herefter kom det, som jeg havde frygtet: Sneglene. Dem købte Ada, da vi var ude at handle ind. De lå i et stort firkantet fad, hvorefter man kunne skovle dem i en pose og købe dem efter vægt. Behøver jeg at sige, at de selvfølgelig ikke lå på køl? Hun var også tæt på at købe hønsefødder, hvilket jeg heldigvis fik talt hende fra. Sneglene var således kolde, da vi skulle spise dem. Ada og Jordan undrede sig meget over, at jeg ikke vidste hvordan man spiste snegle. Og endnu mere da jeg fortalte, at pædagogerne i min børnehave havde forbudt os at spise snegle, for det var da noget underligt noget at fortælle børnene? Nå, det var bare om at gribe fat om huset, jage den spidse pind ind i sneglen, dreje rundt og vupti; så sad jeg med noget, der mest af alt lignede en stor, snoet, ulækker troldebussemand på pind. Lækkert. Ind i munden med den. Konsistensen var lidt a la vingummi og det smagte mest af alt af hvidløg. Hvis jeg ikke vidste at det var snegl og det ikke havde været så pokkers besværligt at få den ud af sneglehuset, havde jeg nok spist nogle flere. Men helt ærligt, når valget står mellem krebinetter og snegle, så ved jeg godt hvad jeg vælger…

Inden jeg tog hjem blev jeg overdynget med mad i plastikbøtter og saft. Jeg fortalte samtidig Ada, at hun kunne spise nogle af de tiloversblevne kartofler på brød med tomat og salt. Dette resulterede i, at Ada glædesstrålende kom på arbejde næste morgen og deklerede, at hun havde spist det til morgenmad. Hun kunne dog ikke helt huske præcis hvad det var, så hun havde putter kartofler og grønærter/sovs mellem to skiver toast og varmet det i mikroen. Det skulle eftersignende smage fremragende.

Beijing (igen, igen...)


Øverst: Søde, klistrede ris pakket ind i blade, som kineserne spiser
under Dragefesitvalen. Nederst: Søstjerner og andet godt fra havet
Fredag d. 22 juni havde kineserne deres dragebådsfestival. Hvad det helt bestemt er den går ud på ved jeg ikke helt. Men det er selvfølgelig noget med nogle dragebåde og så nogle klistrede, søde ris pakket ind i blade. For mit og de andre danskeres vedkommende betød det dog en kærkommen fri-fredag. Nogle havde lagt deres 3 ekstra fridage i forlængelse heraf og var taget til Shanghai, andre ville på den mur-tur, som jeg var på sidste weekend. Jeg have ikke lyst til at tage på muren igen, så jeg snuppede mig derfor en weekend i gode, gamle Beijing fra fredag til søndag. Fredag aften tog til nogle hutonger (små, smalle gader), hvor der skulle være en del små butikker. Det viste sig dog, at det mest af alt var et meget turistet område. Jeg kom tilfældigvis også forbi nogle boder, hvor de solgte alt muligt mad. Jeg købte et spyd med waxberry, som jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad hedder på dansk, voksbær måske? Man kunne også købe andet mere underligt mad så som f.eks. søstjerner. Lidt derfra var der en kirke, som jeg stoppede op for at tage lidt billeder af. Ude foran den var der en plads, hvor menneskene lige pudselig begyndte at danse til noget teckno-agtigt musik. Det var ret underligt, men uden tvivl noget der ville forny folkekirken derhjemme!  Lørdag stod på en tur til Art District sammen med en kinesisk pige, som jeg boede på dorm med (dorm = værelse på hostel med flere køjesenge). Det var rigtig hyggeligt. Vi spiste også aftensmad sammen og valgte en ret hver. Jeg valgte en aubergine og bønne-ret. Det smager himmelsk!!!  Søndag tog jeg på perlemarkedet for at købe lidt forskellige småting, herunder nogle rigtig gode snørresko til mig selv og et enkelt par til Sofie. Jeg gik lidt rundt og kiggede efter skoene, som de normalt plejer at være i flere forskellige farver i rigtig mange af butikkerne, men de var der ikke. Jeg spørger en af sælgerne, om de ikke har de sko. Hvorefter hun spørger hvordan jeg ved det. Jeg må forklare, at jeg i modsætning til de mange turister på Perlemarkedet bor i Kina. Det viser sig så, at de ikke har skoene fremme pt. fordi politiet går rundt mellem boderne og det jo (lige meget hvor ægte de end siger det er) nu en gang er falske ting de har der. Det ender dermed med, at jeg må gå til en bod, hun peger ud, sige størrelser og farver på de sko, som jeg vil have, hvorefter sælger meget hurtigt pakker dem forsvarligt ned i en sort plasticpose og siger at hvis jeg vil tjekke om det er de rigtige farver, så bliver jeg nødt til at gå uden for markedet.

Eksamen / sidste dag i Primary School


Class 1.
Tirsdag d. 19. juni var det eksamenstid i Primary School. Samtlige 65 elever skulle op i det stof, som de havde lært i engelsktimerne med deres kinesiske engelsklærer Sunny og til denne eksamen skulle jeg være med til at bedømme dem. Det forløb på følgende måde: Sunny og jeg sidder bag et bord præcist på samme måde, som lærer og censor gør i Danmark. På bordet ligger der tre sedler og på hver af disse, står der enten lektion 9, 19 eller 29. Ind i lokalet træder en elev, der afleverer en lap papir med sit navn på til Sunny. Denne seddel er ofte krøllet, da eleven tydeligvis har stået nervøst med den i hånden uden for døren. Eleven bliver bedt om at trække en seddel og begynder dernæst monotont at recitere den dertilhørende dialog: ”Mum, here is a pet shop. Shall we look at the pets in it? Certainly. Mum, look at this cat and her kittens. What lovely kittens! They are playing together. Their mom is sleeping. Look, mum. What are those? Are they dogs? No, they aren’t. They’re puppies. Their mum is a dog. Can they run? Yes, they can. The puppies can run. Look at the mother pig! She has three baby pigs. Baby pigs are called piglets. Oh! I see. They’re piglets. How cute!” Alt imens sidder jeg pænt og smiler til eleven, nikker med hovedet eller hjælper i gang, hvis de går i stå et sted. Det er tydeligt at se på dem, at de er rystende nervøse. Hvis en elev enten ikke kan huske teksten eller simpelthen er for nervøs og hakker for meget i det, sender Sunny dem ud igen. De for så lov til at prøve igen til slut. Jeg forsøger ihærdigt at hjælpe dem, der har lidt svært ved det igennem. Det må føles som noget af et nederlag at blive sendt ud. Når eleven er færdig med dialogen, bliver denne sendt ud af døren igen og Sunny og jeg finder hurtigt en karakter inden næste elev træder ind. Vi giver A, B og C’er, hvor A er det bedste. Jeg giver mange A’er. Mest af den grund at prøven ikke viser noget om hvor meget engelsk børnene reelt kan, men blot hvor gode de er til at huske og at jeg derfor synes at de lige så godt kan få en så god oplevelse ud af det som muligt. Således er der efter 65 elever omkring 10, der har fået B elle C. Disse bliver så spurgt, om de har lyst til at gøre prøven om, hvilket de alle vælger. Da disse er gået om og har fået en ny karakter ender det med, at der er givet 2 B’er og 63 A’er.
Class 2.

Da dette var min sidste dag i Primary School havde jeg taget noget slik med til børnene. Efter prøverne går Sunny og jeg således ind i begge klasser, jeg siger farvel, deler slik ud og får taget nogle billeder. Her er det meget underligt pludselig at skulle være læreren, der står ude i siden af klassebilledet. Headmaster, Sunny og jeg får også taget billede sammen. De tre sidste drenge som jeg deler slik ud til, rækker mig hver en pen/blyant. Først var jeg lidt forundret, men som Sunny bagefter sagde: ”De gav dig dem, fordi de gerne ville give dig en gave, men ikke havde andet”. Det var meget sødt. Til Sunny gav jeg en bog med H. C. Andersens eventyr på kinesisk, som hun kan læse højt for sin lille datter.

Mur-tur


Der har længe været tale om en ”mur-tur” blandt os danskere, men den er flere gange blevet udsat pga. dårligt vejr. Weekenden d. 16-17. juni så derimod ud til at blive en ganske god en af slagsen. Vi var derfor 5 mennesker der drog afsted fra Ping Shan Dao klokken 06:00 lørdag morgen. Vi havde valgt et stykke af muren, som ligger rundt om en by, der hedder Jiankou. Først 10 min togtur til Beijing, dernæst et stykke med metro, for at stå på en bus, som vi kørte med en times tid. Her blev vi stuvet ind på bagsædet af bussen med en kineser i midten. Vi var kommet sent i seng dagen i forvejen, så jeg havde f.eks. kun fået 4 timers søvn. Dette betød, at turen derop for det meste blev brugt til at sove. Der findes således billeder af Christoffer, en kineser og David sovende på række i bussen og endnu bedre et, hvor Christoffer er ved at savle ud over sig selv (og næsten også ud over kineserens T-shirt). Det er meget spas man kan få for 12 kwai. Efter busturen betalte vi en minibus for at køre os helt ud til Jiankou. Turen gik således af smalle snørklede veje endnu en time, inden vi kom til byen. Her blev der dog ikke sovet meget pga. den imponerende natur. I den lille, bitte landsby blev vi sat af ved et guesthouse, hvor vi fik middagsmad. Den bestod bl.a. af en omgang aubergine-fis, æggedims med forårsløg og nogle rigtig gode brød.


Et noget anstrengt smil fra en fuldstændig
gennemblødt og ret kold Mette.
Muren var oppe på en bjergkam, der går i en halvcirkel rundt om byen. Da vi havde gået lidt, blev vi nødt til at gå ned igen, da vi ikke kunne komme igennem for buske og træer. Det begyndte også at regne og tordne i det fjerne, hvilket gjorde guiden, der ligner B.S. som kineser, lidt nervøs. Vi gik igen mod toppen af bjerget, da bygen var ovre. Denne gang sammen med både mand og kone fra guesthouset, den sidstnævnte bevæbnet med en økselignende-ting til at hugge sig igennem grene og buske. Således gik vi op ad bjerget i 2 timer. Da vi næsten havde nået toppen, hvor muren viste sig kun at være murbrokker, begyndte det at regne. Dernæst også at lyne. Guiderne blev nervøse og skyndte på os. Efter at have gået lidt på murbrokkerne besluttede vi os for at gå den modsatte vej, hvor muren var mere intakt. Det lynede endnu mere, kineserne gik i den anden retning og der var en del panik for at komme ned af muren så hurtigt som muligt. Vi stod i læ under træerne indtil regnen var ovre, men vi var dog stadig helt gennemblødte og jeg havde ærlig talt mest lyst til at gå ned fra bjerget igen og overnatte i landsbyen. Vi gik dog op på muren igen, hvor det viste sig at være ganske godt vejr. Her satte vi os og fik noget at spise, tog en tør trøje over hovedet og nød den fabelagtige udsigt over dalene på hver side og bjergene med muren på toppen. Her mødte vi også en flok tyskere, der fortalte os, at der længere fremme ville være et vagttårn med tag over. Herefter begyndte vandringen på muren. Da denne del ikke er restaureret, vokser der buske og træer oppe på selve muren og der ligger en del løse sten. Det var dog meget nemmere at komme frem her med vores rygsække end på selve turen op på bjerget. Vi kom til vagttårnet omkring klokken 18. Her var ganske rigtigt et intakt tag, således at man også kunne kravle op på taget, for at nyde udsigten. Det var tydeligt, at der tidligere havde været folk, der havde sovet her. Vi spiste aftensmad og nød solnedgangen på toppen af vagttårnet. Der blev selvfølgelig også taget en pokkers masse billeder. Efter solnedgangen begyndte det at lyne over en dal længere væk, hvilket betød, at der om muligt blev taget endnu flere billeder. Dernæst var det bare at kravle i soveposen inde i vagttårnet. Det var nu en ganske speciel oplevelse at falde i søvn på den kinesiske mur.

Morgenmad og solopgang på muren.
Søndag morgen blev jeg vækket klokken 04:00 af mit vækkeur. Jeg kunne konstatere, at der endnu var mørkt, så vi ventede med at stå op til klokken 04:30. Der var ganske stille og også noget koldt, så vi tog soveposer og liggeunderlag med op på taget af vagttårnet, hvor vi sad og så solopgangen. Det var om muligt endnu smukkere end solnedgangen. Fantastisk oplevelse at sidde og spise sin morgenmad på den måde. Hjemmefra havde vi talt om, at vi gerne ville op på Beijing Knot, der er et sted, hvor 3 murer mødes på toppen af et bjerg. Vi kunne nu godt se, at bjerget var meget stejlt og at det nok ville blive noget af en udfordring at kæmpe os derop. Mens vi var ved at pakke taskerne sammen kom der en amerikaner forbi, der viste sig at havde boet i dalen i 25 år. Han frarådede os på det stærkeste at forsøge at komme derop og mente, at der ville være umuligt med oppakning på. Desuden fortalte han, at der var to mennesker der døde der for 3 år siden, fordi vejret pludseligt var slået om og det var begyndt at lyne. Ergo skulle vi ikke derop. Vi gik derfor ned til landsbyen igen, denne gang ad en noget bedre sti end på opturen, hvor vi fik noget morgenmad hos kineser-B.S. og hans kone. Dette bestod igen af de gode brød, samt bl.a. tofu med andeblod og noget rodfrugt-agtigt-noget der smagte afsindigt surt og grimt – faktisk så slemt, at jeg kunne smage det i min mund et helt døgn efter på trods af utallige tandbørstninger. Herfra gik det af samme rute tilbage til Tianjin efter en helt fantastisk mur-tur! (Tak til Christoffer for billederne!)
Gruppebillede foran Beijing Knot.

fredag den 8. juni 2012

Kinesisk bryllup

Brudeparret.
Søndag d. 27 maj var vi alle inviteret til bryllup hos en lærer fra Kindergarten, der hedder Eva. Forberedelserne mht. tøj, gaver og kinesiske traditioner havde stået på en del tid før brylluppet. For hvad er det nu lige man skal forvente af sådan en størrelse? Kineserne bruger rigtig mange penge på netop denne fest - 100.000 Yuan skulle efter sigende ikke være helt unormalt. Til sammenligning tjener en lærer i Kindergarten på Cathay Future omkring 2500 Yuan om måneden. Vi ankom til brylluppet klokken 17 og blev bedt om at skrive vores navne ned i en form for gæstebog inden vi gik ind. Brudens mor kom og bød os velkommen og fulgte os ind til det bord, hvor vi skulle sidde. Det var inde i en stor kvadratisk festsal lavet i glas, hvor der på ydersiden af glasset løb vand ned. Indenfor var der pyntet op med blomster, en scene og en lang hævet gang imellem bordene op til scenen. Ved de andre runde borde sad der familie og andre lærere fra skolen. Vi satte os pænt ned og konkluderede, at vores tøj vist passede okay ind med hvad kineserne havde på. De fleste damer var i kjoler, mens mændene typisk havde en skjorte eller en t-shirt på. De var ikke vildt pyntet som til et bryllup hjemme i Danmark. Inden selve ceremonien, eller hvad man nu vil definere det efterfølgende som, gik i gang, kom der tre politibetjente ind i salen. I starten var de meget afdæmpede, men som tiden gik, blev diskussionen mellem dem og de to personer som de talte med mere og mere højlydt. Michelle fra kindergarten fortalte os, at det enten handlede om en eller anden form for turmult hvor en havde slået en anden eller også om at noget fyrværkeri havde ramt en parkeret bil.



Børn fra Evas klasse.
Da det var overstået gik ceremonien i gang. Jeg skal love for, at der blev smurt tykt på. Først blev en dreng og en pige fra Evas klasse på Cathay stillet op på scenen, hvor de sagde nogle replikker i retningen af: ”Kan du godt lide mig?”, ”ja, det kan jeg”, ”hvorfor kan du godt lide mig?”, ”fordi du er smuk”, ”jamen, skal vi så ikke gifte os?”. Dernæst kom brudepiger og svende ind, for dernæst at blive fulgt af gommen. Til sidste var det brudens tur og så blev der rigtigt tændt for røgmaskine, spotlys og stryger-blæver-filmmusik mens hun gik op af gangen. Her gav gommen bruden et diadem og en buket blomster, forældrene blev takket, brudeparret blev udspurgt lidt om hvad det første de havde tænkt om hinanden havde været, der blev givet et enkelt knus (kineserne kysser ikke offentligt. Heller ikke til bryllupper), headmaster fra skolen sagde nogle ord (hvad sker der for at ens chef er med til ens bryllup? Og endda bliver placeret helt oppe foran lige ved siden af ens far?) og vupti, så hører vi et ord, som vi kender ganske godt: Danmai. Henrik havde lovet Eva at synge en sang til brylluppet. Vi havde alle tænkt at det da nok blev under maden eller noget i den stil, men nej. Det var under ceremonien. Hm. Så alle os op på scenen, Henrik sang (og klarede det faktisk rigtig godt) og vi stod og klappede bagved. Herefter gik brudeparret ned igen for at skifte tøj (bruden havde 4 kjoler hun skulle nå at have på). Som underholdning imens kom der så 3 mennesker i fuld pandakostume ind og dansede. Meget mærkeligt. Men da også underholdende. Måske skulle man sende en liste med gode forslag hjem til den danske folkekirke. Det ville da nok peppe lidt op på de fleste vielser, hvis de indeholdte en røgmaskine, en sæbeboblemaskine, et tv-hold (inkl. kran til kameraet) og et par pandaer.
... og pandaer.
Ingen bryllupsceremoni uden sæbebobler..

















Der skåles.
Manden blev endelig serveret (vi var på daværende tidspunkt ved at være ganske sultne). Retterne bestod mest af fisk og skalddyr, men der var også svin og oksekød. Det meste af det smagte rigtig godt. Af drikkevarer var der sodavand, øl, rødvin (!) og risvin. Selvom jeg stadig ikke må drikke alkohol, må jeg indrømme, at der røg en lille mundfuld rødvin ned. Det er jo ellers ikke noget man ser så tit i Kina. Til dessert var der nogle boller med creme indeni og en slags kokossukkerstads udenpå. De smagte næsten som fastelavnsboller. Mens vi spiste gik brudeparret, hvor bruden i mellemtiden havde skiftet kjole, rundt og skålede med gæsterne. De havde ikke nogen siddeplads og fik derfor ikke umiddelbart noget af maden. Det synes jeg var synd for dem, for det var jo ikke sådan festligt på vestlig vis, som vi er vant til derhjemme. Ikke noget spas og fis i stil med at klippe en sok, kaste nogle ris, danse en vals eller kysse hverken den ene eller den anden. Folk begyndte at gå hjem allerede da klokken var omkring 20.00, men det er åbenbart ganske normalt for en fest i Kina. Vi fik dog taget et billede sammen med brudeparret inden vi tog hjem og fik på vej ud også lige set akvarierne med fisk, krabber, slanger og kæmpe, store, ulækre frøer. Håber ikke jeg har spist en af dem under middagen… 


Brudepar, brudepiger og en flok danske lærere.

Beijing vol. 3


Det Himmelske Freds Tempel.
I weekenden d. 18-20. maj tog hele gruppen til Beijing, nogle dog kun fra fredag til lørdag. Denne gang sov vi på et andet hostel end det vi plejer. Det lå i en ganske anderledes bydel i forhold til det, vi tidligere har overnattet på, hvilket ligger i nogle hutonger (område med mange små gader). Denne gang var området mere urbant og mindede mere om en storby, selvom det var længere væk fra centrum med Den forbudte by osv., dog ikke længere end at man hurtigt var derinde ved hjælp af metroen. Fredag aften tog vi på perlemarkedet, hvor jeg bl.a. fik købt to par sko og andre ting der ikke skal nævnes her på bloggen. Efter markedet fandt vi en restaurant i en af sidegaderne. Vejret hernede er jo betydeligt bedre end i Danmark om foråret (og sommeren også for den sags skyld), så vi satte os udenfor. Det var sindssyg god mad de havde der. Vi fik selvfølgelig de retter som vi holder meget af dì sān xiān (kendt som aubergine-fis blandt danskerne), svinekød i sur-sød-ting, kong-pow-chicken (ret med kylling, grøntsager og peanuts), indbagte rejer og noget oksekød i en slags tomatsovs. På denne restaurant havde de også grillspyd med lam til 1 Yuan stykket. De var virkelig gode. Vi gik stopmætte derfra og tog hjem på hotellet og drak en øl/cola. Julie, Emma, Gitte og Sofie tog til en bargade i nærheden af hostlet, mens Christoffer og jeg blev hjemme for at sove. Det havde været en hård uge forinden, bl.a. med Julie og Davids legendariske cykelstyrt over et lille bitte hvidt stakit på vej hjem fra Helen’s aftenen i forvejen, hvilket resulterede i et kæmpe stort blåt mærke på Julies inderlår, der lignede Australien og en del forberedelse til både You and Me og Primary School.


På koreansk restaurant.
Lørdag spiste vi morgenmad tæt på hostlet og tog dernæst en bus op til 798 Art District. Det er et område i Beijing, hvor kunstnere har lavet udstillinger og butikker med kunst i nogle gamle fabriksbygninger. Her gik vi lidt rundt og kiggede på gallerier, spiste frokost i toppen af et træ og gik i butikker. Jeg fandt bl.a. en butik med billeder af en kvindelig kinesisk maler. Jeg købte 4 af dem som små reproduktioner, mest fordi et af dem forestillede en pige med hovedet bøjet over en bog. Det ramte helt plet med den måde, som jeg har set pigerne i Primary School hernede. De skal klart rammes ind og op på væggen, når jeg kommer hjem. Det var rart at gå rundt i området og vi var der indtil aftensmadstid, hvor vi tog en bus hjem mod vores hostel. På vejen hjem opdagede vi en koreansk restaurant, så vi stod af bussen og gik derind og spiste. Når man spiser koreansk, kommer maden rå ind på bordet og man steger den dernæst selv på en form for rist eller pande midt på bordet. I bordet er der et hul, hvor de fylder glødende kul i og tjenerne med jævne mellemrum kommer og skifter panden ud og til tider også kullene. Maden her er typisk små stykker kød, svampe rullet ind i bacon, rodfrugter i skiver, forskellige slags svampe og bacon i skiver (ja, vi bestiller bacon så snart vi kan komme til det!). Maden var rigtig god, selvom det var lidt irriterende at tjeneren var ganske opmærksomhedskrævende. Sådan kan kinesere også være. 

Jam på kinesisk i parken omkring
Det Himmelske Freds Tempel.
Søndag tog vi en dag, hvor vi gik for os selv. Jeg kiggede lidt på tøj og tog dernæst ud til Det himmelske freds tempel. De andre havde sagt, at det var et sted, hvor man kunne bruge omkring halvanden time, men jeg endte med at være der over tre timer. Rundt om templet er der nemlig en stor park, hvor man ikke kan høre larmen fra storbyen udenfor eller se huse og biler. Hvis man går lidt væk fra midteraksen af parken, hvor templet ligger, kommer man væk fra noget af alt det turistede og ud til de områder, som kineserne bruger. Her danser, synger eller slapper de af og nyder det gode vejr. Der er endda områder, hvor du er stort set helt alene. Lidt spøjst midt inde i en storby, men også meget rart, ikke at skulle være sammen med andre mennesker hele tiden. Jeg tog tilbage til vores hostel for at hente min taske og spise aftensmad (ellers kan det nemt ende med noget dårligt mad på togstationen mens man venter). På vej mod metroen mødte jeg Gitte, som jeg så fulgtes med hjem til Tianjin.  


I Kina vokser selv græsset på rækker.
De har åbenbart hobbitter ved
Det Himmelske Freds Tempel.

tirsdag den 22. maj 2012

Efter 3 måneder i Kina...

- har man indset at størstedelen af ens ordforråd på kinesisk omhandler mad eller undervisningsrelaterede ting.
- synes man at 45 Yuan (40 kr.) er virkelig dyrt for at få skiftet dæk og slange på sin cykel hos cykelsmeden.
- undrer man sig ikke længere over tydelige skoaftryk på toiletbrættet (hvis der er et vestligt toilet synes kineserne det er uhygiejnisk, så de sidder oven på det i ægte kineserstil) og er derfor blevet ganske god til at tisse stående.
- savner man helt forfærdeligt meget en god jam, at danse en scottish og drikke en kaffepunch!!!

Elever fra børnehaven øver noget med flag.
- tager man sig selv i at tænke: "Neeej, der går jo et hvidt menneske!"
- undrer man sig ikke længere over kinesiske børnehavebørn, der står ret i snorlige rækker eller løber i en cirkel udenfor skolen.
- har man lært, at man ikke kan blive gravid, hvis man drikker koldt vand eller spiser is.
- hører man sætningerne: "laoshi hao", "laoshi Mette" og "ge laoshi" ("goddag lærer", "lærer Mette" og "giv det til læreren") ufattelig mange gange på en dag.
- synes man ikke at varmt vand smager så skidt længere.
- lægger man ikke længere mærke til hvor meget kineserne egentlig stirrer på en.
- kan man skrive sit kinesiske navn med tegn og næsten udtale det, så det bliver forstået.
- bliver man først bange, hvis bilerne IKKE dytter sindsygt af en, når man cykler (= temmelig stor risiko for at blive kørt over).
- stiller man uden spørgsmål op til fotos med fremmede kinesere på gaden.
- er man blevet informeret om, at det sidste man skal gøre er at kontakte politiet og så vidt som muligt selv forsøge at løse et evt. problem (som Sunny udtrykte det: "The police is fake"), samt at man ikke skal hjælpe hvis der er en der falder om på gaden, da der er stor risiko for at man får skylden for ulykken.
- har man vænnet sig til konsekvent ikke at kigge ud i køkkenet, de steder hvor man spiser.
- ved man at kinesere generelt ikke er interesserede i politik - måske i frygt for hvad der kan ske, hvis de udtaler sig kritisk.
- undrer man sig stadig over at kinesiske mænd, der når de har det varmt lige hiver t-shirten op, så de render rundt med bar mave, men stadig har skuldrene dækket.
En af kineserne utallige sjove oversættelser. Her en tusch
fra You and Me der ikke indeholder spøgelser.
- lægger man ikke længere mærke til lugten af klor i badevandet.
- tager man sig selv i at give "thumbs up" alt for meget.
- har man i mangel på muligheden for at gå til bal danset med børnene og deres forældre (succes!).
- undrer man sig ikke længere over kinesiske kvinder, der tisser for åben dør - og har selv gjort det enkelte steder i mangel på dør/låge.
- vågner man stadig, når der kører en eller anden (måske en affaldsindsamler?) forbi udenfor vinduet og råber noget der minder om "metteee", "luigii" og "kvemeebab".
- har man forsøgt at lære at sige "varmt" (rè) til samtlige kinesiske læreres morskab i You and Me og er derfor begyndt at sige "ikke koldt" (bu leng) i stedet.
- ved man ifølge rygter at der var en eller anden form for uro på Den himmelske freds plads i april, men har ikke kunnet finde noget om det i udenlandske nyheder.
- har man kun oplevet regn 2-3 gange, mens man har været her. Til gengæld står det så også ned i stænger hele dagen.
- glæder man sig over hvor pænt bilerne kører i andre byer end Tianjin - selvom det stadig ville være nok til at størstedelen af billisterne ville få taget deres kørekort øjeblikkeligt i Danmark.
- kender man navnene på op til flere bartendere på Helen's (Justin, Derrek, Jerry, etc.) - til gengæld kan man ikke ét eneste kinesisk navn på de børn man underviser.
- har man erfaret at kun ca. 1/3 af børnene i Primary School ved hvordan man spiller vendespil og at kun én ud af 64 elever har prøvet at spille kortspillet fisk før.
- ser det som vild luksus, hvis der både er toiletpapir, sæbe og håndklæde på toilettet.
- synes man det er ganske normalt at klaske et klistermærke i panden på de små børn i You and Me efter timen.
- har man spillet til les lanciers foran 200 kinesere.
- føler man sig snydt hvis man giver mere end 2 Yuan (1,80 kr.) for en flaske vand.
- fundet ud af at Kina generelt er det forkerte land at tage til, når man elsker chokolade, ost og groft brød.
Tjenere der står ret og får ordrer inden arbejdet begynder.
- ved man, at kineserne på trods af grundig instruktion ikke er i stand til at lave fingerbevægelsen i starten/slutningen af "Lille Peter edderkop" (dette gælder børn såvel som voksne).
- synes man en øl i en flaske af dansk størrelse er ufattelig lille! (Her er øllene omkring dobbelt så store).
- foretrækker man klart kinesisker toiletter ("huller") når man er udenfor sit eget hjem, da de klart er mere hygiejniske.
- har man chokeret en kineser eller to ved at fortælle, at man putter salt ved, når man koger ris i Danmark.
- overvejer man at få skrevet et skilt på kinesisk med følgende tekst til at hænge på ryggen: "Ja, jeg har det varmt, når der er 30 grader. Nej, jeg fryser ikke, når jeg kun har shorts og t-shirt på. Ja, det her svarer til en meget varm sommer, der hvor jeg kommer fra. Og ja, jeg ved godt at det bliver varmere!"
- er man ikke længere imponeret over børn der sidder bag på deres mors cykel og samtidig laver lektier eller læser.
- er en kineser kommet hen til en mens man stod i køen til toilettet på Helen's og er begyndt at tale tysk (begrundelse: mit hår så tysk ud...).
- ved man at kinesere generelt har nemmere ved at huske ens navn end andre udlændinge. Man skal dog gentage det en del gange, samt stave det for alle.
- ved man at man ikke skal glæde sig for meget på forhånd på grund af madens udseende (gælder især kager og brød) - man bliver tit slemt skuffet.
- har man vænnet sig til meget hårde kinesiske senge.
- har headmaster fra Primary School gennem en tolk spurgt en: "er du ikke blevet tykkere siden du kom til Kina?" (det er der også en del andre der er blevet spurgt om/beskrevet som. Det tager kineserne åbenbart ikke så tungt).
- ved man, at kun få kinesere ved hvad en sprællemand er.
- er man på trods af sit brune hår og blå øjne blevet kaldt japaner af en fuld kineser.
- har man ikke hørt én eneste kineser sige at han/hun var glad for sit job.
- er man i stand til at navigere næsten uden problemer på en kinesisk computer.
- overvejer man, om man kan få leveret bl.a. Nordic's nyeste cd til Kina.

Elever fra børnehaven laver morgengymnastik.
- ved man, at man kommer til at savne kinesisk mad, når man kommer hjem til Danmark og at man derfor må få afluret, hvordan man laver mindst tre retter.
- har man taget sig selv i at bukke sig ned, når lærerne i You and Me taler til en (de er stort set alle sammen lavere end mig - en ganske uvant situation).
- undrer man sig ikke længere over, at kineserne kører på cykel med en form for visir foran hovedet eller et tørklæde rundt om hovedet for at undgå at blive mørkere af solen.
- reagerer man på at blive kaldt "Mettzen".
- har man fundet ud af, at kinesere er meget glade for paraplyer (igen for at undgå solen).
- stirrer man stadig på kærestepar klædt i fuldstændig ens tøj og tænker for sig selv "hvorfor???".
- endnu ikke set et produkt fra Apple ejet af en kinesisk kvinde, der ikke var "udsmykket" med utallige krystalsten, en meget prangende cover osv.
- bliver man ikke længere chokeret, når en af lærerne kommer og holder en i hånden, men synes stadig det er lidt små-underligt.



torsdag den 17. maj 2012

Mandagssnakke


Normalt er jeg ikke så glad for mandage, men her i Kina er det noget andet. Her kan jeg faktisk rigtig godt lide mandage! Der er flere grunde hertil: Først og fremmest betyder ordet mandag, at jeg har fri allerede klokken 11.30. For det andet kan jeg slappe lidt af efter weekenden, da jeg ikke skal undervise i You and Me. Dernæst er der ikke specielt mange børn og forældre i You and Me, fordi de ofte bruger weekenden der og derfor slapper af om mandagen. I stedet kommer der derimod gerne børn fra Kindergarten over for at lege, men eftersom de har deres egne lærere med, passer de stort set sig selv. Netop derfor har Ada meget sjældent travlt om mandagen, hvilket igen betyder at hun har (endnu mere) tid til at sidde og sludre med mig og evt. hjælpe med at klippe noget ud til min undervisning. For nogle uger siden hjalp hun med at klippe en kæmpe stor sprællemand ud og i går sad vi bare og snakkede. Det er her man kan finde ud af lidt mere om kineserne og måske få stillet nogle af de spørgsmål, som man har gået og tænkt lidt over. Har kinesere egentlig kniv og gaffel i deres hjem? For det meste nej, de har heller ikke specielt meget service, da de spiser ude, hvis de har gæster. Hvorfor er det nu lige at kineserne ikke er så glade for at snakke om politik? Hertil er der nok flere grunde, men Adas forklaring var, at da hun gik i skole fik de at vide, at politik ikke var et godt emne at tale med udlændinge om. Hun sagde dog at hun ikke havde noget i mod at tale om det, men at det ikke havde den store interesse hos hende. Egentlig lader det heller ikke rigtig til at interessere specielt mange her. Det er måske også klart, når man kan risikere at blive skudt på den bekostning (ja, de stiller dødsdømte op på én lang række i Kina og skyder dem en efter en). Om der findes en maksimumsgrænse for hvor mange timer om ugen en kineser må arbejde? Så vidt hun lige vidste, fandtes der ikke en øvre grænse, men partiet har bestemt at alle kinesere skal arbejde 40 timer om ugen. Også selvom der ikke er ”fornuftigt” arbejde nok til alle. Hvorfor er det lige at dem der sidder i elevatorerne i supermarkedet ikke kan hjælpe med f.eks. at fylde på hylderne, så alle i forretningen kunne arbejde færre timer? Det vidste hun heller ikke rigtig. Andet end at der ikke er arbejde nok til alle. Hun har også fortalt at studerende, der arbejder f.eks. på Mc Donalds eller Helen’s, tjener omkring 7 Yuan i timen (lidt under 7 kr.). Selv taget i betragtning at det er billigere hernede, synes jeg det er ganske lidt. Du kunne i hvert fald ikke få mange danske studerende til at gå til den løn. Jeg tør nødig regne alt for meget på, hvad en lærer egentlig tjener i timen (en lærerløn ligger på ca. 2500 Yuan). Hvilket forklarer ganske godt hvorfor kineserne kigger meget forundret på os, når vi svarer at en dansk lærer tjener omkring 28.000 Yuan om måneden. De tror simpelthen, at de har hørt forkert og vi i virkeligheden har sagt 2800 Yuan. Det var også i mandags vi kom til at tale om penge fra forskellige lande og jeg fortalte at jeg da nok havde nogle danske penge til at ligge hjemme i lejligheden. Dem tog jeg med om tirsdagen og det var noget der kunne få kineserne op af stolene. Heldigvis havde jeg mindst en af hver mønt og endda fire 20’ere med forskellige portrætter af dronningen. Ada spurgte om hun ikke måtte købe nogle mønter af mig og jeg sagde at hun gerne måtte vælge en af hver slags, men insisterede på at jeg altså ikke ville have penge for dem. Sådan går en hel del mandage i You and Me. 

Xian


Emma i øverste køje på togturen.
Mandag eftermiddag (d. 30. april) tog vi alle, inkl. vores kontaktperson Sunny, af sted til byen Xian, der er kendt fore sine terrakottakrigere og ligger ca. midt i Kina. Det er en tur, som skolen arrangerer og betaler for holdet som en tak for vores frivillige arbejde. Togturen til Xian varer 18 timer og vi kørte derfor på ”hard-sleeper”, hvilket betyder, at hver person har sin egen køje. Togvognen er nærmest inddelt i rum med en gennemgående gang den ene side. I hvert rum er der 6 køjer, tre i hver side. Det er kun i den nederste køje det er muligt at sidde oprejst. Det er en ganske speciel stemning der er i sådan en togvogn og kan bestemt afhænge af, hvilke kinesere man kommer til at dele rum med. Det var nu rigtig hyggeligt på denne tur, hvor vi fik tiden til at gå med yatzy, uno osv..

Som var man i zoologisk have...

Hus med Buddha-statue og "The Big Goose
Pagoda" i baggrunden.
Sent på formiddagen tirsdag ankom vi til Xian. Her blev vi hentet af vores guide Ya Lin og kørt til en restaurant, hvor frokosten stod på hotpot – et fænomen som vi endnu ikke har gjort så meget ud af. Kort sagt består det i, at hver person har sit eget lille blus med en gryde med kogende vand, hvor man selv koger sin mad. Herefter dypper man det i en slags krydderiblanding/sauce. Vi har erfaret at det ikke er velset at koge æggene hele, som man gør i Danmark, men at det hos kineserne er mere velset at slå æggene ud i det kogende vand. Det var vi imidlertid ikke så gode til. Maden smagte nu virkelig godt. Efter at have sat vores ting af på hotellet og fået et kort bad, gik turen videre til ”The Big Goose Pagoda”, hvorfra vi kunne se ud over byen, samt fik en rundvisning i klosteret, der ligger udenom. Til aftensmad kunne vi vælge forskellige slags snack fra lokalområdet. Jeg fik nogle nudler med oksekød, noget vandmelon, en slags brødpandekage og nogle kartoffelpandekager. Det smagte meget godt det hele (især kartoffelpandekagerne) – også på trods af de utallige drillerier fra de andre med, at jeg er ufattelig langsom til at spise nudler med pinde. Kineserne fyrer bare en kæmpe portion nudler op på pindene, smider det hele ind i munden til der ikke kan proppes mere ind og bider så resten over, der dumper ned i skålen og sprøjter suppen op på en. De andre har taget teknikken til sig, men jeg må indrømme at jeg ikke er så begejstret for at proppe så meget mad i munden på en gang. Desuden spiser jeg jo også bare generelt langsomt. Jeg er nu ganske god til det der med pindene, så lang tid det ikke er nudler, det handler om. Da aftensmaden var indtaget gik vi udenfor og så på en form for et stort springvand, der sprang til forskellig musik (her er kineserne åbenbart UTROLIG glade for popversioner af klassisk musik). Det var da meget sjovt at se, men efter lidt tid syntes vi, at vi havde rigeligt springende vand for denne omgang og trak os derfor tilbage fra mylderet af kinesere og satte os ned. Mens vi sad der på kanten af et blomsterbed, blev det dog straks os, der blev attraktionen i stedet for springvandet. Lidt efter lidt kom der flere og flere kinesere, der stod i en halvbue rundt om os og bare gloede, tog billeder osv. Godt nok er vi efterhånden vant til at blive hevet med på diverse fotos, når vi er nogle steder, men det her er nok noget af det mere ekstreme vi har været udsat for. Det var derfor rart efter en kort bustur at træde ind på hotelværelset og falde i søvn i en dejlig bred (men stadig hård) seng.

Nogle gange føler man sig lidt som (albino)løven i zoo.
Udsigt over Xian fra pagodaen.

Swimmingpools og oldgamle krigere


Onsdag morgen stod på en times lang bustur ud til terrakottakrigerne, der er bygget af Kinas første kejser som en del af hans gravmonument. Mens Ya Lin købte billetter blev vi sat af ved en eller anden form for souvenirbod, hvor ham bonden, der havde fundet terrakottakrigerne, da han var ved at grave en brønd, ved blevet ”belønnet” af partiet til at sidde og skrive autografer og blive taget billeder af. Jeg synes ikke han så specielt glad ud, det må også være virkelig kedeligt at sidde der, men man kan sikkert ikke afslå, når det nu er sådan en fin belønning fra partiet. Vi startede ved pit 1, der er den største udgravning ud af i alt tre (okay, faktisk fire, men ved den fjerde er der ikke så meget at se på endnu). Det er en kæmpe stor flyhangar man træder ind i, går op ad en trappe og pludselig står man foran en kæmpe hær der stirrer på en. Det må siges at være et imponerende syn. Bagerst i hallen står der nogle heste, hvor den ene mangler halen. Da præsident Clinton var på besøg spurgte han, om han måtte have lov til at røre hestens bagdel, hvorefter halen faldt af. Et kinesisk ordsprog siger, at det bringer uheld at røre en hests bagdel. En uge efter at dette var sket for Clinton, startede skaldalen med Monica Lewinsky. Frokosten blev indtaget på en restaurant, hvor der kun var hvide turister, størstedelen heraf tydeligvis amerikanere. Maden var også herefter – knap så inspirerende. Dernæst stod den på pit 2 og 3, hvor den ene indeholdt en kommandocentral (krigerne vender front mod hinanden og er ved at overgive kommandoer) og den anden en masse soldater, der endnu ikke er udgravet, da man endnu ikke kan bibeholde de farver, der er på dem ved udgravningen, men som med tiden forsvinder pga. sollyset.
Efter terrakottakrigerne kørte vi ud til nogle varme kilder, hvor en kejser nogle århundrede år e.Kr. byggede nogle bassiner (i Mettes hoved swimmingpools), bl.a. til en meget smuk konkubine. Vandet fra den varme kilde, der stadig springer, er 42 grader varmt og man skulle efter sigende få rigtig smuk hud efter at have vasket sig i den. Altså stod den på fællesvaskning ved kilden. Det var også her guiden chokeret så til at vi spiste is og hun fik forklaret os, at hvis man spiser is eller drikker koldt vand, kan man ikke blive gravid. Herpå kom Emmas gyldne kommentar: ”Alle danskere spiser is og det sker altså ret tit at vi får børn alligevel!”. På vejen hjem tog vi forbi ”Muslim street”, hvor der er en masse boder med forskelligt mad. Guiden, der var ufattelig overforsigtig sagde, at vi ikke burde købe noget at spise der, men vi konkluderede hurtigt, at vi havde spist andre steder, hvor der var langt mere beskidt og smagte lidt forskelligt. De andre var helt vilde med en slags pandekager med kød og grøntsager indeni, men eftersom jeg ikke er så vild med kød hernede, kunne jeg meget bedre li et stort, fladt rundt brød krydret med chili og noget andet stærkt krydderi og udsmykket med et flot mønster. Om aftenen tog vi på KTV (karaoke-bar), hvilket altid plejer at være en stor fornøjelse!




En "hårtørrer" som kejseren byggede til sin
konkurbine.


Den varme kilde.

”A sailor full of cheddar”



Kejserindens grav.
Torsdag stod vi tidligt op, fordi vi skulle køre 1 ½ time i bus ud til Kinas eneste kvindelige kejserindes grav. Den lå lidt oppe i nogle bjerge med en kæmpe alle, der førte op til graven og nogle krigere, der stod og vogtede både hende og hendes mands grav. Ved hendes grav, der var placeret hvor den mandlige grav egentlig ”burde” have været (manden holder kvinden i sin højre hånd, you know…), var der en stor søjle, som hun havde rejst for sig selv. Oprindeligt har der ikke stået noget på den, måske fordi hun var så mægtig at det ikke kunne beskrives med ord, måske fordi hun ville have eftertiden til at bedømme hende, hvilket de så havde gjort ved at skrive på den. Bag graven lå der et lille bjerg, som vi var nogle, der klatrede op på. Desværre var vejret temmelig overskyet, i lighed med resten af ugen, så man kunne ikke se så meget. Det så ellers ud til at udsigten kunne have været meget god på en solskinsdag. Efter kejserindens grav gik turen til en buddhistisk tempel, hvor de opbevarer nogle af Buddhas fingerknogler. Jeg havde ikke fået læst om dette sted, men jeg må indrømme at jeg blev noget overrasket, da vi nåede frem. Her blev vi nemlig mødt at noget a la Buddhistisk tempel møder fascistisk arkitekt møder Disneyland. Ja, det er lyder sindsygt – og det var det også. Et kæmpe stort nybyggeri, der mildest talt ligner noget, der er løgn. Der var dog også en gammel del, der var langt mere interessant. Her var der en pagode, hvor to stykker knogle fra Buddhas fingre skulle være nede i kælderen. Eller som vores guide fik det sagt ”a sailor full of cheddar” (en sømand fyldt med cheddarost). Vi må indrømme at vi blev noget skuffede, da vi opdagede at der ikke var en sømand og om muligt endnu mere slukørede da vi fandt ud af, at der ikke var noget ost (man kan næsten ikke finde almindelig skæreost hernede, og hvis man endelig finder det, er det virkelig dyrt), men derimod to stykker knogle i stedet. Øv! Hun havde selvfølgelig ment ”a cellar full of treasures” (en kælder fyldt med skatte). Det var vidst forbudt at tage billeder af knoglerne, men den havde jeg ikke lige fanget, så jeg har da et enkelt billede af en af stumperne. Jeg nægter simpelthen at tro, at det var fingerknogler, men okay, kineserne tror på så mange underlige ting. Om aftenen var vi nogle stykker, der tog ned på en bargade, der lå ikke så langt fra hotellet. Det var et rigtig hyggeligt sted med en smal vej og en masse terrasser med borde, der vendte ud mod vejen. Jeg var som sædvanlig på cola (jeg må stadig ikke drikke alkohol for lægen), men kom dog til at smage en slurk af Gittes Guinness. Jeg savnede øl i forvejen, men lige dér savnede jeg det om muligt endnu mere!
Mig til tops på bjerget - men hvor er
udsigten???



Buddhistisk/facistisk Disneyland

Cykeltur på bymuren


Oppe på bymuren.

Fredag morgen pakkede vi tingene sammen på hotellet og steg på bussen, der kørte os ud til bymuren, der går rundt om det midterste af byen i en firkant. Herpå kunne vi vælge at gå en tur eller køre hele vejen rundt (14 km) på en lejet cykel. Jeg valgte at køre muren rundt på cykel sammen med David, Christoffer og 2xJulie. Det var rigtig skønt at få lov til at cykle på en cykel, der rent faktisk fungerer og det var en dejlig måde at se midtbyen på. Samtidig var det en god mulighed for at bevæge sig lidt inden den 18 timer lange togtur hjem til Tianjin. Det var virkelig fedt at køre rundt på den gamle mur og kigger ud over byen, se det velholdte og til tider turistede, men også folks baggårde og ind af vinduer til lejligheder. Vejret havde været overskyet dagene i forvejen, men denne dag var vejret bedre, hvilket blot gav humøret endnu et hak opad. Vi var et smut forbi Mc Donalds inden vi steg på toget og kørte hjem mod Tianjin. Vi tog af sted fra Xian omkring klokken 12 og vi fik derfor set en masse landskaber på vejen hjem, som vi ikke kunne se på vejen derhen, fordi der var mørkt. Der bjerge, floder og dale med større eller mindre byer i. Her kunne man også se bønder, der gik og arbejdede i marken. Her ser det ud til at der stadig er en hel del der foregår ved håndkraft: Bønderne ligger simpelthen på knæ på markerne eller går med en okse foran ploven. Der er mange steder bygget lange mure, hvor der i hver ende af hver mur er bygget en ”trekant” ud. Her ligger de plastik over og får derved et slags drivhus vil jeg tro. Hvad de dyrker derinde ved jeg dog ikke helt. Jeg ved heller ikke helt hvad kinesernes billede er af min far, når jeg fortæller at han er landmand. Om de forestiller sig ham ligge på knæ i marken ligesom vi gjorde for 70 år siden i Danmark eller om de godt ved, at landbruget kan effektiviseres med maskiner og at det er det i andre dele af verden. Det ærgrede mig meget, at vi ikke lige kunne stoppe toget nogle steder, så jeg kunne få nogle gode billeder af landskabet, for det var virkelig fantastisk. I må dog nøjes med de billeder, jeg har taget ud af vinduet.
En baggård set oppe fra bymuren.
Udsigt fra vinduet i toget.

Hverdag og fest

Den seneste tid har der været meget travlt i hverdagen og også en del både små og store fester. Efter at have inviteret Ada (tidligere kaldt Aida på bloggen) med på Helen’s sammen med nogle andre lærere inviterede hun Gitte og mig med ud at spise kinesisk mad. Dette skete en torsdag i middagspausen på en lille restaurant nær skolen. Ada valgte maden og jeg må sige, at hun havde god smag. Vi fik en slags æggekage med kød i midten liggende i en eller anden form for sovs, kyllingestykker i sur-sød-sovs med cashewnødder og noget suppe. Æggekagen og kyllingen smagte virkelig, virkelig godt, suppen var okay, men ikke noget som jeg var så glad for. Vi kom selvfølgelig til at tale om mad og Ada spurgte om vi savnede dansk mad og om vi så ikke kunne lave noget hjemme i vores lejlighed? Vi måtte fortælle at det er lidt svært med kun én dårlig kogeplade og mikrobølgeovn, hvortil hun foreslog at vi da kunne komme hjem til hende og lave dansk mad, hvis vi har lyst. Det skal nok være en dag, hvor hun har fri og jeg glæder mig meget til både at se hvordan hun bor og se om hun kan lide dansk mad. Det må være underligt for dem at der typisk kun er én ret på bordet ad gangen i Danmark, i Kina spiser de jo flere forskellige retter samtidig. Måske kommer den til at stå på krebinetter med grønærter?

Torsdag d. 26. april var det skolens fødselsdag og derfor var ledelsen og alle lærerne på skolen indbudt til middag og underholdning onsdag aften. Vi havde fået at vide, at vi skulle forberede en kort tale og et show til at vise for de resterende gæster. Da det lød lidt mere formelt, blev ”Cartoon heroes” fra Kindergarten valgt fra til fordel for les lanciers. Onsdag aften ankommer vi til middagen og de første shows er bl.a. nogle lærere der danser Michael Jackson-dans iklædt ganske lidt tøj i forhold til kinesisk standard (de fryser jo konstant). Det gik sådan okay med at danse og spille for mit vedkommende. Jeg havde dog ikke haft så meget tid til at øve, så der blev spillet efter noder og min placering på scenen gjorde at jeg ikke kunne se danserne så godt. Så ingen noder til mig fremover. Men som sagt, det gik fint nok. En af lederne på skolen forsøgte ihærdigt at drikke os fulde (gambei på kinesisk betyder bunden i vejret), men det endte med at han selv havde lidt svært ved at gå lige senere på aften. Festen sluttede med en ordentlig omgang fyrværkeri klokken 21 – lidt tidligt for danskere, men ganske et almindeligt tidspunkt for kinesere.
Feerne i hård kamp med bl.a. campisterne om
at vinde forbindingskonkurrencen.


Lørdag d. 28. april havde vi i lejligheden aftalt at holde tour de chambre: En fest hvor hvert værelse byder på drinks og underholdning indenfor et tema. Julie og jeg havde planlagt hospitalstema (jeg havde jo på forhånd foretaget en del research på området) og havde været på apoteket og købe engangssprøjter, plastikhandsker, håndsprit og mundbind. I forvejen synes de jo det er dagens begivenhed, hvis der kommer hvide mennesker, men det viser sig at hvide mennesker, der køber alt muligt underligt grej er endnu mere interessante. Ekspedienterne fulgte os i hvert fald tæt igennem butikken og der blev efterhånden flere og flere af dem. Så da vi kom til kassen, stod der hhv. fire ekspedienter på den ene side og tre på den anden. De spørger på kinesisk hvor vi kommer fra og da vi svarer at vi kommer fra Danmark, får vi straks stukket en pakke piller i hånden. Det undrede vi os lidt over, indtil vi opdager at det er fordi pillerne er fra Novo Nordisk. Apotekerne havde åbenbart helt styr på hvilket land de kom fra og lod derefter til at syntes at vi blot var endnu mere interessante. Vores tema viste sig at blive ganske vellykket med indpakning af folk i forbinding (toiletpapir), sprøjter med blod (rødt saft) og piller (vitaminpiller). Alt i alt en rigtig sjov og hyggelig aften!