En hæftig lørdag

Museum med kinesisk porcelæn.

Lørdag havde en del af gruppen planlagt at tage til et stykke af den kinesiske mur. Hvis man vil se muren, hvor den er restaureret, skal man tage til Beijing, men hvis man tager nord for Tianjin er muren efter sigende nærmest murbrokker. Det var dette vi gerne ville se. Da folk først havde fået gnedet søvnen ud af øjnene tidligt lørdag morgen var humøret højt. Vi cyklede til skolen for at spise morgenmad og fik gode råd af Sunny, der dog var lidt bekymret for om vi kunne klare det, inden afrejse. Straks var vi på vej med bus mod togstationen (billetten kostede ca. 1,5 kr. – en pris som de godt kunne lære noget af hjemme i Danmark) men da vi nåede frem viste det sig, at toget kun kører én gang om dagen: Omkring klokken 7.30 om morgenen. Det stod derfor klart, at det ikke blev den dag vi fik muren at se. I stedet besluttede vi os for at gå en tur, da vi ikke havde været i området omkring togstationen før. Vi gik først til en park, hvor der viste sig at være en demonstration. Der var en masse mennesker, en del af dem stod på en lang række med cykler hvorpå der var klistret sedler med kinesiske tegn. Vi kunne ikke finde ud af, hvad de demonstrerede for eller mod, men dog at de ikke ville tages billeder af. På vejen videre kom vi forbi et museum for kinesisk porcelæn, hvor facaden var lavet af krukker og tallerkener. Det så ret vildt ud.

Antikmarkedet.

Dernæst gik vi mod antikmarkedet, der viste sig at være fyldt med lige så meget skidt og skrammel, som vi havde regnet med. Der var adskillige eksemplarer af Mao’s ”Den lille røde”, lykkemønter i stakkevis, fugle i bure, brugt militærudstyr og meget mere. Ind af en ganske uanseelig dør kom vi lidt derfra ind til et stort marked med perler. Det var underligt at træde ind i noget så stort igennem sådan en lille dør. Vores maver var begyndt at rumle og vi endte med at spise et lokalt sted, hvor der sad mange kinesere. Faktisk så mange, at værten begyndte at rykke rundt på dem for at vi seks kunne sidde sammen. Jeg bliver lidt pinlig berørt når der bliver taget så meget hensyn, bare fordi min hud er hvid og mine øjne blå. Da maden var blevet serveret, var jeg dog ganske glad for at de havde rykket rundt alligevel, så der også blev plads til os! Jeg fik en ret bestående af ris, en slags tomatsovs og æg (det lignede virkelig kylling på billedet, men jeg burde på den anden side have gennemskuet det, for de er nemlig rigtig glade for æg hernede) hvilket faktisk smagte rigtig, rigtig godt. Efter rosende ord til værten og køkkenet, der vist var ejet af en muslimsk familie, hvilket jeg ikke havde set før hernede, gik turen videre med propfyldte maver.

Bod med kød på et marked.

Vi endte på et indendørs madmarked med boder med grøntsager, fisk og kød. Der er stort set ingen grænser for, hvad man kan finde på sådan et marked. Frugten og grøntsagerne er dog det, som jeg helst ville spise sådan et sted. Kødet hos ”slagteren” hænger frit fremme og noget, f.eks. sorte ting, der mindede om søpølser, ser pænt klamt ud. Sådan et sted er jeg glad for at jeg ikke har læst til fødevarekontrollør, for så ville jeg da straks begynde at få nervøse trækninger. Det er altså ikke særlig hygiejnisk. På den anden side er det kinesiske folk ikke uddødt endnu, men der skal nok også en del til før det sker.  Vi fik set et par centre og drengene fik set en udbringer fra McDonalds på scooter gennem en svingdør. Desværre var vi piger på toilettet imens. Det er det geniale ved McDonalds hernede: De bringer ud! Man ringer bare og bestiller og så kommer der 20 min senere en mand på scooter med flamingokasse på ryggen lige ind i ens lejlighed med maden. Derhjemme er jeg ikke specielt glad for McDonalds, men jeg må indrømme at udbringning er en fantastisk ide! Den får vi klart brug for på en dag med tømmermænd...

Billede taget af brudeparret fra et vindue i lejligheden.

Da vi blev sat af taxaen hjemme på Pingshan Dao blev vi mødt af noget af en velkomstsalut. Der var åbenbart bryllup i gaden og som det sig hør og bør i Kina blev der fyret fyrværkeri af. Her skal man ikke tænke på knaldperler eller små raketter som hjemme i Danmark. Her er det knald i kanonslagsklassen – puttet ind i kæmpe batterier. Så når der først bliver fyret af, kan ALLE høre det. Tilmed flyver det med små stumper papir og resterne af krudt i et stort område rundt om. Det viste sig, at det var i vores bygning, der skulle fejres bryllup og brud og brudgom ankom, da vi netop var kommet op i lejligheden. Vores lejlighed er på 5. etage og da festen blev holdt på 7. etage og man kommer direkte ind i vores fællesrum via elevator og trapper fik vi mange kinesere rendende forbi den dag. Det var nu meget hyggeligt at de alle kom i deres stiveste pus farende op af trappen, fordi elevatoren slet ikke kunne klare alle de mennesker.
Om aften gik turen til New Helen’s hvor vi havde besluttet at spise aftensmad. Helen’s er et sted, hvor udlændinge kommer og spiser, hygger og fester. Der findes to her i Tianjin, den nye og den gamle. Jeg fik en cheeseburger med pommes fritter, den smagte rigtig godt. Det var lidt svært at få et bord til os alle sammen, men da det endelig lykkedes, var stemningen høj. Der blev i hvert fald drukket en øl eller to og talt med bl.a. et par englændere, der også arbejder som lærere. Det blev en sindssyg sjov aften og da Emma, Henrik og jeg hen på natten gerne ville til at hjem, besluttede vi os for at slå et smut forbi McDonalds for at få noget natmad. Vi blev derfor sat af taxaen ved en eller anden McDonalds, som vi ikke kendte. Til Henriks store fryd lå der en KFC lige overfor, hvilket betød at Emma og jeg bestilte mad til os alle tre på McD og Henrik gik på KFC og købte en spand med kyllingevinger.  Vi fangede en anden taxa og kørte hjem, hvor vi glade spiste vores mad.

Ja, kineserne har mange gode råd...

Søndag var folk i lejligheden ramt af en underlig sygdom, som tilsyneladende dukker op såvel i Kina som i Danmark efter en tur i byen. Den helbredes bedst med en masse søvn, en hel del væske og en dyne foran fjernsynet (afsnit af Matador). Det blev den også. Nogle (Christoffer) havde været så vidtløftig og love at komme og spille fodbold med et hold for udlændinge – noget som han kom til at fortryde dagen efter, hvor han knap kunne gå. Ellers gik søndagen stille og roligt for sig, som sådan en helst skal.