Efter en veloverstået farvelmiddag med lærerne i You and Me, står den nu på pakning af rygsæk. Dernæst at proppe det resterende i en kuffert, der bliver deponeret i lejligheden. I morgen begynder min rundrejse nemlig.
Min grove (og endnu ikke endelige) rejseplan er som følger: Tianjin, Chengdu, Kunming, Guilin, Xiamen. Herfra er mulighederne: 1: At tage op langs kysten. 2: At skynde mig til Beijing og videre til Indre Mongoliet. Eller 3: At der ikke er mere tid tilbage og at jeg derfor skal tilbage til Tianjin.
Da jeg ikke medbringer min computer på turen, kan jeg nok ikke komme til at opdatere bloggen, da blogspot, i lighed med Facebook, er blokeret i Kina. Men, men, men, fortvivl ikke! I stedet vil jeg på god, gammeldags maner sende en mail rundt til dem, som lyster. Hvis du nu tænker: "Hm, det kunne da være interessant at høre, hvad hun tosser rundt og laver", så send mig en besked på: metteqvistjensen@hotmail.com, så skal jeg sørge for, at du kommer på maillisten.
Nu er der kun tilbage at sige, at vi om 32 dage, ca. 130 timer i et tog (de første 37 timer starter i morgen) og en masse oplevelser ses i Danmark!
SPIDSfindigheder fra Kina
tirsdag den 17. juli 2012
søndag den 8. juli 2012
Shanghai baby!
Jeg havde fået fri fra arbejde fredag og mandag, hvorfor jeg
besluttede mig at tage en forlænget weekend i Shanghai. Torsdag efter arbejde
påbegyndte jeg den 18-20 timer lange togtur til Shanghai. Du kan også tage
turen på 5 timer med lyntog, men da jeg alligevel ikke ville kunne nå at se
noget i Shanghai om aftenen, ville det blot betyde, at jeg oven i den noget
dyrere billet skulle betale en ekstra overnatning på hostel. Bumletoget passede
mig nu også meget godt: Man har hver en køje, hvilket betød at jeg kunne få
sovet ud og planlagt hvad jeg gerne ville se i Shanghai Eneste problem ved de
lange togture er, at kineserne er helt tossede med at spise kopnudler, som jeg
overhovedet ikke kan fordrage lugten af,
og vakumpakkede hønsefødder. Og så selvfølgelig, at de vågner omkring klokken 5
og snakker som en hønsegård, så man umuligt kan få mere søvn. Fredag morgen
ankom toget til Shanghai omkring klokken 7, hvorefter jeg tog mod hostlet. Her
satte jeg mine ting, tog et bad, pakkede min lille taske og så gik det af sted
mod ”the Bund”, som er en sti/gade langs med floden, hvor der på den ene side
er en masse gamle bygninger og på den modsatte side er en masse skyskrabere.
Jeg var bl.a. inde og se loftet i en gammel bank, der var udsmykket med
mosaikker af hver af verdens finanscentrummer. Virkelig flot. Desværre måtte
man ikke tage billeder. Jeg besluttede mig at fortsætte til Yuyuan garden, men
på vejen løb mit kamera tør for strøm. Pis! Lettere irriteret over det
besluttede jeg mig for at gå tilbage til hostlet for at få det ladet op. På
vejen kom jeg forbi en ”fransk” bager, købte en croissant med tunsalat, som jeg
spiste med udsigt over floden. Da jeg kom tilbage på hostlet viste det sig, at
det var meget heldigt, at mit kamera var løbet tør for strøm, for jeg var på de
1 ½ time, som jeg havde brugt ude i formiddagssolen, næsten blevet solbrændt.
En lur måtte der til, mens kameraet opladede.
Yuyuan garden. |
Efter luren, der tog lidt længere
tid end forventet, tog jeg til Yuyuan garden. Uden for metroen blev jeg stoppet
af et par kinesiske piger, der ville have mig til at tage billede af dem og
udgav sig for at være ”engelskstuderende” på ferie. Jeg vidste selvfølgelig
godt, at de var nogle af dem, der lokker turister med på tehuse, hvorefter man
betaler kæmpe overpris for det, så jeg gik selvfølgelig ikke med. Nogle dage
senere kom den samme pige hen til mig ved den samme station, spurgte mig om jeg
ville tage et billede, hvortil jeg svarede, at jeg da havde taget et billede af
hende for et par dage siden. Hun fik meget røde ører! Yuyuan Garden er et
gammelt, smukt og snørklet haveanlæg. Der er en masse små haver, som man går
rundt i. Det var dejligt at slippe væk fra storbylivet for et par timer. Til
aftensmad fik jeg rygende hed aubergine-fis med ris. Det bedste der findes. Efter
maden gik jeg en tur i Folkets park og dernæst en tur på the Bund for at se
skyskraberne i mørket. På trods af det varme vejr er her jo ikke lyse
sommernætter som i Danmark. Her går solen ned klokken ca. kl. 19.30 og så er
der bælgravende mørkt.
Qibao. |
Lørdag tog jeg til Qibao, der er en gammel bydel. Her var en
del turister og som dagen i forvejen var der ufattelig varmt. Jeg købte billet
til at komme ind og se en masse små museer, lidt a la Den gamle by i Århus. Her
var der ikke specielt mange mennesker og de fleste steder var der aircondition
– noget som man lærer at sætte virlkelig stor pris på! Derfor var jeg denne dag
bl.a. på fårekyllingemuseum. Pga. varmen havde jeg ikke specielt meget lyst til
frokost, så jeg købte mig en juice/slushice-ting. Der var ellers også en
madgade, men det bestod mest af alt af kød. Der er ikke så lækkert når det er
varmt og det ligger frit fremme. Desuden var jeg kommet til at kigge ind i et
af køkkenerne, hvilket jeg jo udmærket godt ved at man skal lade være med, hvor
der lå 2-3 slagtede får på gulvet. Netop det bekræftede mig i at det er smart
ikke så spise så meget kød hernede. Hjemme på hostlet spurgte en engelsk pige,
som jeg boede på værelse med, om jeg ikke ville med hende og hendes venner ud
at spise. De var studerende fra et universitet i England, som skulle være en
måned i Kina for at lære lidt kinesisk, noget om kinesisk kultur og hvordan
strukturen er i Kina. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Deres vejleder, en ung,
kinesisk pige, kendte en restaurant, hvor vi tog hen. Det var et sted, hvor man
selv skulle koge sin mad i et kar midt på bordet med en form for suppe i. Det
smagte rigtig godt. Der var en ung fyr, der gik rundt og lavede nudler ved at
svinge dejen frem og tilbage, op og ned og hen over vores hoveder, til den til
sidst var lang og tynd nok til at blive kogt. Det var vildt imponerende. Efter maden tog vi tilbage til hostlet, hvor
vi mødtes med endnu flere mennesker fra englændernes hold. Her sad vi lidt og
hyggede udenfor, hvorefter gruppen delte sig lidt; nogle ville gerne i byen det
ene sted, andre det andet. Vi tog en taxa ud til en bargade, hvor vi fandt et
sted. Det var rigtig hyggeligt, men musikken var ret høj. Da det lukkede, tog
vi tilbage til hostlet, hvor vi skiftede tøj og gik ned på the Bund for at se
taichi (klokken var efterhånden blevet 5-6 om morgenen). Det var rart at sidde
der og se byen vågne. Og endnu mere rart fordi det var så tidligt, at
temperaturen endnu var til at holde ud. Herefter tog vi hen på et bageri, hvor
vi spiste morgenmad. Det var min mening, at jeg ville have været ude og se en
kanalby, men formiddagen blev brugt til en lur i stedet. Da jeg vågnede, tog
jeg til den franske bydel og dernæst på Shanghai museum. Der var meget at se på
museet, så jeg havde kun tid til noget af det, hvilket egentlig passede meget
godt, da jeg var ret træt. Mandag tog jeg op i World Finance Center (den høje
bygning med det firkantede ”hul” i toppen). Jeg var oppe på 100. etage, hvilket
svarer til 474 meter over jordoverfladen. Det var så jeg fik propper i ørerne
på vej op i elevatoren og at knæene rystede lidt, da jeg gik over de
glasplader, som de havde lagt i gulvet.
Men udsigten var fabelagtig! Senere den dag gik turen hjem igen, denne
gang med lyntoget, hvilket kun varede 5 timer.
Udsigt fra World Financial Center. |
torsdag den 28. juni 2012
Krebinetter med grønærter og snegle
Gitte og jeg havde længe lovet Ada at vi ville komme hjem
til hende og lave traditionel dansk mad. Dette var planlagt til mandag d. 25.
juni, hvor Ada havde fri fra arbejde. Gitte var imidlertid syg, så det endte
med, at jeg tog afsted alene. Ada hentede mig på skolen, hvorefter vi tog ud at
handle. Jeg havde længe tænkt over, hvad man dog finder på at lave af dansk mad
i Kina. For en ting er at finde en ret, noget andet er, om man kan få de ting,
der skal i. Sovsekulør er f.eks. ikke noget der findes på det kinesiske marked.
Det endte derfor med at blive krebinetter med grønærter. En ret, hvis
ingredienser, undetagen persille, er til at få i Kina og som jeg samtidig også
er nogen lunde trænet i at lave. Det var trods alt over 4 måneder siden jeg
sidst har lavet et dansk måltid mad.
Ada og hendes mand Jordan bor lidt i udkanten af Tianjin.
Her er der bygget et kvarter, der mest af alt minder om et kvarter i England.
Hun bor dog ikke i et af de ”små” huse, men derimod i et ar de høje huse
bagved. På 13 etage. Her har hende og
Jordan en lille 3-værelses lejlighed.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg havde forventet at et kinesisk hjem skulle
se ud. Jeg har hverken været i et før eller set billeder af et. Bortset
fra testellet på sofabordet, det kinesiske maleri over sofaen og fliser på
stuegulvet lignede det umiddelbart en lejlighed, hvori der sagtens kunne have
boet et par danskere midt i tyverne: Et IKEA-møbel hist og her, en fladskærm på
væggen og en grå sofa i urban-stil. Der var en ubeskrivelig rar følelse at
træde ind i et rigtigt hjem for første gang i over 4 måneder. Selvom det er
rart i den lejlighed hvor vi bor, er det jo ganske upersonligt; ikke noget
rigtigt køkken, kinesere der render igennem vores stue med jævne mellemrum osv.
Lige i det øjeblik må jeg indrømme, at jeg blev ramt lige i smasken af en
omgang hjemve, hvilket ellers ikke er noget, jeg har lidt så meget af hernede.
Da jeg nævnte hvor rart det var at træde ind i et rigtigt hjem igen, var Ada
dog heller ikke sen til at foreslå, at jeg da bare kunne flytte ind hos dem de
sidste uger inden rundrejsen, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne tage imod og
derfor sagde pænt nej tak. Inden vi begyndte madlavningen lærte jeg Ada at
spille Yatzy, mens vi drak saft, som Adas svigermor havde haft med fra sin
hjemegn i en anden provins.
Klokken 17 gik mission ”krebinetter-og-grønærter” i gang.
Det giver sig selv, at man ikke kan købe rasp i Kina, så vi startede med at
smuldre noget brød. Dernæst skrællede vi kartofler og skar gulerødder ud, noget
som Ada jo også er vant til at gøre. Herefter var der ikke så meget af
arbejdsgangen i køkkenet, hun kunne genkende. Kartoflerne blev kogt, hvilket i
sig selv er underligt for en kineser, da de plejer at putte dem i en wok.
Krebinetterne blev formet og vendt i æg og rasp-blandingen. Ada syntes denne
del var ganske sjov og ret underlig, hvorfor hun(på ægte nordjysk) grattede så
meget med det, at krebinetterne var ved at gå fra hinanden. I Kina laver de
ikke store stykker kød, da man ikke kan spise det med pinde. At stege i smør er
heller ikke noget de kender til, men denne del var noget, som Ada senere
forsikrede mig om, at det ikke var sidste gang hun ville gøre. Hun undrede sig
ligeledes over, da jeg begyndte at blande mel og vand, for hvad havde jeg lige
tænkt mig med det? Mens vi stod ved gryderne kom Jordan hjem fra arbejde,
hvorfor jeg måtte gå ud og for første gang hilse på ham fuldstændig rød i hovedet.
Herefter smagte jeg sovsen til; en meget surrealistisk oplevelse at være i
Kina, hvor man har spist kinesisk mad i 4 måneder og pludselig skulle smage en
omgang grønærter til. Det blev dog som det skulle være. Adas mand lavede
dernæst et par kolde retter. Jeg havde forsøgt at forklare, at man i Danmark
kun ville spise én ret, men det er meget svært at forklare kinesere, der jo er
vant til mange retter ved hvert måltid.
Herefter kom den sjove del: Efter som det var mig, der havde
lavet den danske del af maden, starter jeg selvfølgelig med at byde
krebinetterne rundt, hvorefter de begge tager en. Dernæst kartoflerne, hvor Ada
kigger ganske desorienteret på mig og spørger hvordan det nu lige er, man gør.
Jeg siger at man tager en tre stykker eller hvor mange man nu kan spise. De
tager dernæst tre kartofler hver og placerer pænt på tallerkenen. Jordan
placerer sine i en ring rundt om krebinetten, men flytter dem, da han ser
hvordan jeg ganske skødesløst lægger mine ved siden af. Da vi når til sovsen, spørger
Ada om jeg ikke kan tage først for at vise hvordan man gør. Tjo, det kunne jeg
vel godt. Jeg øser herpå et par skefulde sovs op på min tallerken. Nu ser begge
kinesere om muligt endnu mere forvirrede ud, hvorefter der komme adskillige
spørgsmål om, om sovsen kun skal på kartoflerne, kun på kødet, ved siden af,
oven på - og hvor meget er det nu lige der skal på, for at det er helt rigtigt???
Jeg havde på forhånd spurgt Ada, om de havde knive og gafler i hjemmet, hvilket
de ikke havde. Jeg havde derfor taget knive og gafler med hjemme fra
lejligheden – havde trods alt lidt svært ved at forestille mig at skulle spise
krebinetter, kartofler og grønærter med pinde (selvom jeg mestrer pizza med
pinde ganske godt nu). Vi begynder at spise. Jeg, som ellers plejer at spise
ganske langsomt, fornemmer, at jeg er en del foran de andre. Da jeg kigger
nærmere på deres tallerkener viser det sig, at det er fordi de har svært ved at
få ærterne og de små stykker gulerødder op på gaflen og få dem til at blive
liggende der. Kinesere gør alt med deres højre hånd, hvorfor det var noget af
en udfordring for dem først at få grønærterne op på gaflen, for dernæst at få
dem til at blive liggende, når de rystende førte gaflen op mod munden. Måtte
bide et par grin i mig. Efter at have spist lidt af min ret, gik vi videre til
at spise lidt af Jordans retter: Først en japansk ret bestående af en form for
undervandssvampe, dernæst en ret med bl.a. agurk og noget slimet noget, der
viste sig at være kartoffelmel og vand, der var dampet. De var begge ganske
fine. Især den sidste var rigtig god. Herefter kom det, som jeg havde frygtet:
Sneglene. Dem købte Ada, da vi var ude at handle ind. De lå i et stort
firkantet fad, hvorefter man kunne skovle dem i en pose og købe dem efter vægt.
Behøver jeg at sige, at de selvfølgelig ikke lå på køl? Hun var også tæt på at
købe hønsefødder, hvilket jeg heldigvis fik talt hende fra. Sneglene var
således kolde, da vi skulle spise dem. Ada og Jordan undrede sig meget over, at
jeg ikke vidste hvordan man spiste snegle. Og endnu mere da jeg fortalte, at
pædagogerne i min børnehave havde forbudt os at spise snegle, for det var da
noget underligt noget at fortælle børnene? Nå, det var bare om at gribe fat om
huset, jage den spidse pind ind i sneglen, dreje rundt og vupti; så sad jeg med
noget, der mest af alt lignede en stor, snoet, ulækker troldebussemand på pind.
Lækkert. Ind i munden med den. Konsistensen var lidt a la vingummi og det
smagte mest af alt af hvidløg. Hvis jeg ikke vidste at det var snegl og det
ikke havde været så pokkers besværligt at få den ud af sneglehuset, havde jeg
nok spist nogle flere. Men helt ærligt, når valget står mellem krebinetter og
snegle, så ved jeg godt hvad jeg vælger…
Inden jeg tog hjem blev jeg overdynget med mad i
plastikbøtter og saft. Jeg fortalte samtidig Ada, at hun kunne spise nogle af
de tiloversblevne kartofler på brød med tomat og salt. Dette resulterede i, at
Ada glædesstrålende kom på arbejde næste morgen og deklerede, at hun havde
spist det til morgenmad. Hun kunne dog ikke helt huske præcis hvad det var, så
hun havde putter kartofler og grønærter/sovs mellem to skiver toast og varmet
det i mikroen. Det skulle eftersignende smage fremragende.
Beijing (igen, igen...)
Øverst: Søde, klistrede ris pakket ind i blade, som kineserne spiser under Dragefesitvalen. Nederst: Søstjerner og andet godt fra havet |
Eksamen / sidste dag i Primary School
Class 1. |
Class 2. |
Da dette var min sidste dag i Primary School havde jeg taget
noget slik med til børnene. Efter prøverne går Sunny og jeg således ind i begge
klasser, jeg siger farvel, deler slik ud og får taget nogle billeder. Her er
det meget underligt pludselig at skulle være læreren, der står ude i siden af
klassebilledet. Headmaster, Sunny og jeg får også taget billede sammen. De tre
sidste drenge som jeg deler slik ud til, rækker mig hver en pen/blyant. Først
var jeg lidt forundret, men som Sunny bagefter sagde: ”De gav dig dem, fordi de
gerne ville give dig en gave, men ikke havde andet”. Det var meget sødt. Til
Sunny gav jeg en bog med H. C. Andersens eventyr på kinesisk, som hun kan læse
højt for sin lille datter.
Mur-tur
Muren var oppe på en bjergkam, der går i en halvcirkel rundt
om byen. Da vi havde gået lidt, blev vi nødt til at gå ned igen, da vi ikke
kunne komme igennem for buske og træer. Det begyndte også at regne og tordne i
det fjerne, hvilket gjorde guiden, der ligner B.S. som kineser, lidt nervøs. Vi
gik igen mod toppen af bjerget, da bygen var ovre. Denne gang sammen med både
mand og kone fra guesthouset, den sidstnævnte bevæbnet med en økselignende-ting
til at hugge sig igennem grene og buske. Således gik vi op ad bjerget i 2
timer. Da vi næsten havde nået toppen, hvor muren viste sig kun at være
murbrokker, begyndte det at regne. Dernæst også at lyne. Guiderne blev nervøse
og skyndte på os. Efter at have gået lidt på murbrokkerne besluttede vi os for
at gå den modsatte vej, hvor muren var mere intakt. Det lynede endnu mere,
kineserne gik i den anden retning og der var en del panik for at komme ned af
muren så hurtigt som muligt. Vi stod i læ under træerne indtil regnen var ovre,
men vi var dog stadig helt gennemblødte og jeg havde ærlig talt mest lyst til
at gå ned fra bjerget igen og overnatte i landsbyen. Vi gik dog op på muren
igen, hvor det viste sig at være ganske godt vejr. Her satte vi os og fik noget
at spise, tog en tør trøje over hovedet og nød den fabelagtige udsigt over
dalene på hver side og bjergene med muren på toppen. Her mødte vi også en flok
tyskere, der fortalte os, at der længere fremme ville være et vagttårn med tag
over. Herefter begyndte vandringen på muren. Da denne del ikke er restaureret,
vokser der buske og træer oppe på selve muren og der ligger en del løse sten.
Det var dog meget nemmere at komme frem her med vores rygsække end på selve
turen op på bjerget. Vi kom til vagttårnet omkring klokken 18. Her var ganske
rigtigt et intakt tag, således at man også kunne kravle op på taget, for at
nyde udsigten. Det var tydeligt, at der tidligere havde været folk, der havde
sovet her. Vi spiste aftensmad og nød solnedgangen på toppen af vagttårnet. Der
blev selvfølgelig også taget en pokkers masse billeder. Efter solnedgangen
begyndte det at lyne over en dal længere væk, hvilket betød, at der om muligt
blev taget endnu flere billeder. Dernæst var det bare at kravle i soveposen
inde i vagttårnet. Det var nu en ganske speciel oplevelse at falde i søvn på
den kinesiske mur.
Et noget anstrengt smil fra en fuldstændig gennemblødt og ret kold Mette. |
Morgenmad og solopgang på muren. |
Gruppebillede foran Beijing Knot. |
fredag den 8. juni 2012
Kinesisk bryllup
Brudeparret. |
Børn fra Evas klasse. |
... og pandaer. |
Ingen bryllupsceremoni uden sæbebobler.. |
Der skåles. |
Manden blev endelig serveret (vi var på daværende tidspunkt
ved at være ganske sultne). Retterne bestod mest af fisk og skalddyr, men der
var også svin og oksekød. Det meste af det smagte rigtig godt. Af drikkevarer
var der sodavand, øl, rødvin (!) og risvin. Selvom jeg stadig ikke må drikke
alkohol, må jeg indrømme, at der røg en lille mundfuld rødvin ned. Det er jo ellers
ikke noget man ser så tit i Kina. Til dessert var der nogle boller med creme
indeni og en slags kokossukkerstads udenpå. De smagte næsten som
fastelavnsboller. Mens vi spiste gik brudeparret, hvor bruden i mellemtiden
havde skiftet kjole, rundt og skålede med gæsterne. De havde ikke nogen
siddeplads og fik derfor ikke umiddelbart noget af maden. Det synes jeg var
synd for dem, for det var jo ikke sådan festligt på vestlig vis, som vi er vant
til derhjemme. Ikke noget spas og fis i stil med at klippe en sok, kaste nogle
ris, danse en vals eller kysse hverken den ene eller den anden. Folk begyndte
at gå hjem allerede da klokken var omkring 20.00, men det er åbenbart ganske
normalt for en fest i Kina. Vi fik dog taget et billede sammen med brudeparret
inden vi tog hjem og fik på vej ud også lige set akvarierne med fisk, krabber,
slanger og kæmpe, store, ulækre frøer. Håber ikke jeg har spist en af dem under
middagen…
Brudepar, brudepiger og en flok danske lærere. |
Abonner på:
Opslag (Atom)