mandag den 16. april 2012

Matador og vulkanaske



Som antydet i andre indlæg har jeg i et stykke tid gået og skrantet en smule – hvilket også er grunden til den noget manglende opdatering på bloggen igennem de sidste uger. Dette betød at jeg påskedag efter alle påske-løjerne i ”You and Me” faktisk var rigtig, rigtig dårlig, så jeg blev nød til at tage en tur på hospitalet. Gitte var så sød og rar at tage med og vi begav os afsted til et hospital, hvor der skulle være en international afdeling, som vores kontaktperson Sunny havde foreslået. Da vi kommer frem til hospitalet og endelig får fundet den internationale afdeling viser det sig imidlertid at denne er lukket. Vi møder dog en sød sygeplejerske der næsten ikke taler engelsk, men får ved hjælp af ”Mandarinen” (vores lille engelsk-mandarin parlør) forklaret at jeg har rigtig ondt i maven (og ja, jeg blev spurgt om jeg var gravid…). Med oversættelseshjælp fra Sunny over telefonen fortæller sygeplejersken at hun gerne vil hjælpe os med at komme til en læge, hvorefter hun beder mig om at skrive navn og fødselsdato på et stykke papir. Vi følger efter hende og ved skranken er det hende, der klarer det praktiske med penge og papirer, hvilket fører til det (måske) fremtidige kælenavn ”Meffe”, da de får læst mine t’er forkert (ja, dansklærer Bundgaard, nu indrømmer jeg gerne, at du havde ret i, at jeg burde huske den lille bue forneden på t’erne). Nå, det blev rettet og jeg blev ført ind i et rum, hvor der sad en læge og blev pænt stillet i kø bag den patient, der var ved at blive undersøgt. Da det bliver min tur snakker jeg lidt med lægen, han trykker mig lidt på maven og begynder at forsøge at forklare hvad jeg fejler på engelsk. Da dette ikke går helt godt for ham, ringer vi først til Sunny, der dog ikke kan tolke, fordi hun kører bil og dernæst til en halv tysk-halv kinesisk pige som Gitte har snakket med og får hende til at oversætte. Mens Gitte ringer op og har godt styr på både telefon, læge og oversættelse vender jeg mig rundt og ser omkring 10 kinesere der pludselig står bag mig i rummet og betragter hende der med den lyse hud og de blå øjne (mig), som om de tænker: ”Hvad i al verden laver hun på et sygehus, jeg troede ikke at sådan nogle kunne blive syge? Og hvor ser hun egentlig underlig ud…”. I det mindste begyndte de ikke at tage billeder, det er da altid noget. Lægen kom frem til at det må være en inflamation i maven (noget som åbenbart er ganske normalt i hvert fald i Kina) og jeg blev sendt hjem med to æsker medicin. Dagen efter googlede Gitte pillerne og fandt ud af at det var antibiotika samt at pulveret, der skulle blandes op med vand og smagte forfærdeligt, var en slags aske fra en vulkan, som både skulle være rig på mineraler og være godt for maven – samt at NASA’s astronauter bruger det når de er i rummet.

De efterfølgende tre dage var jeg derfor på meget blå piller, vulkanaskevand og adskillige afsnit af Matador, så jeg nu har været igennem hele serien. Det hjalp dog også lidt, men da jeg endnu ikke var rask tog jeg torsdag på et andet hospital, som forsikringen havde foreslået. Dette var en noget anderledes oplevelse end det første. Da Emma og jeg træder ind af døren møder der os et moderne velkomstareal med en hel masse kinesiske medarbejdere, der straks siger velkommen på perfekt engelsk og venligt beder mig udfylde diverse papirer om mine sundhedstilstand – herunder om jeg f.eks. nogen sinde i mit liv har prøvet at mit tandkød blødte, mens jeg børstede tænder eller om jeg eller min nærmeste familie har lidt af en af følgende 30 sygdomme inden en alder af 65 år. Lægen på dette hospital talte flydende engelsk og var virkelig sød og rar. Han kom frem til at mine levertal var meget for høje og at jeg måtte komme igen dagen efter for at få det tjekket igen. Fredag var det igen steget og der blev taget flere blodprøver for at forsøge at finde ud af hvorfor. Jeg blev sendt hjem med piller, der gudskelov begyndte at virke lørdag, så jeg i dag mandag er stort set helt på toppen. Jeg ved stadig ikke hvorfor mit levertal er for højt, men får måske svar i dag hos lægen. Alt imens kan jeg glæde mig over, at det for er forår i Kina, hvilket betyder temperaturer mellem 20 og 25 grader!

Påske på kinesisk


Kæmpe påskeæg.
Allerede nogle uger inden påske blev jeg i ”You and Me” spurgt om forslag til hvilke aktiviteter man kunne lave i den forbindelse. Jeg lagde hovedet i blød og kom nogle dage efter tilbage med diverse skabeloner til kyllinger, påskeharer, karsegroningskaniner og forslag om æggejagt. Første (temmelig mærkbare) resultat af dette var, at jeg Skærtorsdag blev mødt af et kæmpe stort påskeæg lavet ud af papmache lige indenfor døren i det lokale, hvor jeg skulle til at undervise. Den havde jeg ærlig talt ikke liiige regnet med. Nå, fair nok, det er trods alt kinesere. Da Gitte og jeg så kommer forbi ”You and Me” Langfredag over middag for at give Aida adressen til Helen’s, hvor vi samme aften havde inviteret hende, Sunny, Michelle og Anna med ud at spise, kommer vi tilfældigvis til at kigge ind i art-class, hvor der sidder omtrent 6-8 lærere i gang med at male balloner med papmache udenpå i noget, der skulle minde om påskeægsmønstre. Vi blev straks hevet ind, enten fordi vi naturligvis måtte være eksperter på området eller fordi der simpelthen var så ufattelig mange æg, og spurgt om vi ikke lige havde lyst til at male et enkelt. Det blev til et fællesprojekt om et æg, da vi ikke kunne overskue at skulle lave et hver. Selvom vores mønster nok var en del mere påske-agtigt end kinesernes, var de alligevel en del bedre til at styre pensler og farver, så efter det ene besluttede vi os for at det måtte være nok for denne gang. Lærerne lod til gengæld ikke til at synes det var specielt sjovt at skulle male ”påskeæg”. Det må også være lidt underligt at blive sat til at skulle lave en tradition, som man slet ikke har noget forhold til. Samme fredag spurgte Nancy om jeg og evt. andre fra holdet havde lyst til at komme forbi en times tid søndag for at være med i ”påske-løjerne”. David og jeg troppede derfor troligt op påskedag klokken 10 for at være med til påske-spas. Her blev vi mødt af meterhøje kaniner lavet ud af balloner og lærere iført kaninørehårbøjle. Det startede med at Nancy fortalte om påsken (tror jeg nok, det var på kinesisk) og viste forskellige billeder af æg, kyllinger og harer på storskærmen.
Klippe-klistre-kaos. Det kan godt være, at
danskere synes det er hyggeligt - men her
er det ramme alvor, hvem der får lavet den
pæneste påskekylling!
Dernæst blev børnene sendt på påskeægsjagt rundt i legelandet. Jeg havde nogle uger tidligere omhyggeligt instrueret i at man gemte små chokoladeæg rundt omkring, sagde det var Påskeharen, der havde gemt dem og dernæst lod børnene lede. Jeg kan ikke helt finde ud af hvor i kommunikationen, det var gået galt, for Nancy havde bestilt små chokoladeæg i forskelligt glinsende papir hjem og havde også fanget at der var nogle æg der skulle gemmes. MEN. Det var ikke chokoladeæggene børnene blev sat til at finde, men i stedet de store ballon-papmache-æg, som lærerne havde malet et par dage tidligere – og så er der altså ikke så meget sjov ved en æggejagt, når man ikke rigtig får nogen præmie. Hm. Alle børnene blev jaget ind til scenen igen, klistrede hver en kylling ind i et æg og der blev danset en eller anden form for påske-kineser-dans (den tradition har jeg så aldrig helt hørt om eller foreslået, men okay; det er stadig kinesere vi har med at gøre). Til spørgsmålet om, om der var mere David og jeg skulle inden vi kunne gå, blev der sagt at der lige skulle tages billeder. Når det handler om kinesere, deres små børn og billeder er det aldrig helt ligetil. Børnene blev tvunget hen ved siden af mig, selvom nogle af dem tydeligvis er temmelig skræmte over mig (nogle af børnene kommer der kun i weekenderne og eftersom jeg kun er der i hverdagene, er det måske deres første møde med en hvid person). Nå, der sidder jeg så sammen med en hel flok børn i en bunke store påskeæg, med en masse forældre foran, der hellere end gerne vil have det perfekte billede af barnet sammen med hende læreren med de store, blå øjne, og mærker pludselig den samme kvalme, som jeg havde haft om morgenen, komme tilbage og tiltage ualmindelig kraftigt i styrke. Der var dog ikke andet for end at smile og trøste børn indtil blitzstormen var drevet over – for dernæst at gå ud og kaste op. Heldigvis er toiletterne i ”You and Me” ualmindelig rene i forhold til kinesisk standard…

Smil og vink til kameraet...

Sportsdag

Den kinesiske flad hejses og nationalmelodien spilles.
Langfredag havde Kindergarden sportsdag, hvor der også kom børn fra andre skoler. Flere uger forinden havde man kunnet se adskillige tegn herpå, som f.eks. børnehavebørn lave synkrone kampsportsserier, kindergardenlærere udklædt i militærtøj i færd med at øve optog med trommer og tamburstav og udvalgte børn blive instrueret i hvorledes de skulle gå og bære hhv. flag og skilt påtrykt klassens navn. Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have været med til sportsdagen, eftersom jeg jo ikke arbejder i Kindergarden. Jeg havde imidlertid været ovre og tale med Sunny og var på vej tilbage til ”You and Me”, da det hele skulle til at begynde og tænkte, at jeg da godt lige kunne tage en lille kigger.  Indmarchen forløb ganske fint og lignede alt i alt den fra OL i miniformat: hver klasse i sin egen slags ”dragt” marcherende i takt og til tider efterfulgt at en maskot (=dansk lærer udklædt i f.eks. angry-bird-kostume). Herefter var der flaghejsning, hvor alle børns blikke stift var rettet mod det kinesiske flag mens nationalsangen blev spillet. Dernæst blev der sluppet heliumballoner og duer (ja, der er ikke sparet på noget her) fri til børnenes store glæde. Herefter var det de danske læreres tur til at optræde. Det var noget dans til "Cartoon heroes" og jeg blev sat til at filme, så mon ikke lige kan finde et link til den optagelse og lægge den ind senere…
Duer skal der til!

Kunsten at pudse gravsten


Tjaaa...
Fra mandag d. 2. april til onsdag d. 4. april har kineserne nogle fridage, der hedder noget i stil med ”Gør dine forfædres gravsten ren-festival”. Der må også være en pokkers masse gravsten at gøre rene med 1.3 milliarder kinesere, så det er jo i bedste kommunistiske ånd at de lige hjælpes af med at få det klaret. I stedet for at pudse gravsten havde holdet nu valgt at tage til Beijing i stedet. Så søndag efter arbejde (ja, kineserne har ganske vist fri mandag-onsdag, men så skal de selvfølgelig arbejde lørdag+søndag i stedet) drog hele holdet afsted med tog. Søndag aften spiste vi alle aftensmad sammen på en god restaurant ikke så langt fra vores hostel og tog dernæst med metroen op for at se ”Fuglereden” hvor der blev afholdt OL i 2008. Dette må siges at være noget af en skuffelse. Udefra så det ikke specielt stort ud: De høje bygninger ved siden af, som de på en eller anden måde har formået at holde væk fra postkort-billederne, tog pusten fra det og lyset på Fuglereden, som efter sigende skulle skifte i flotte farver, var sådan set også ret fesent. Vi var derfor en smule slukørede da vi tog tilbage mod vores hostel og krøb under dynerne på vores 7-personers dorm. 

Gangbro mellem to templer - munke er
åbenbart også dovne.
Mandag stod vi tidligt op, spiste morgenmad og tog metroen ud til Lama-templet ”Yonghegong”, hvor der bl.a. er en 18 meter høj Buddha udskåret af ét stort stykke træ. Templet bestod af nogle gårde og store haller med Buddhastatuer. I gårdene afbrændte besøgende røgelsespinde og sad på knæ og bad, for dernæst at gå ind i de forskellige haller og bede foran Buddhastatuerne. Statuerne var med flotte udskæringer og der var en del munke der stod og holdt vagt og sørgede for at der ikke blev taget billeder (hvilket var forbudt indenfor). Vi forlod Templet og begav os videre mod Perlemarkedet, der ligesom Silkemarkedet, hvor vi var sidste gang vi var i Beijing, er en masse boder med kopivarer, hvor det gælder om at prutte så meget som overhovedet muligt. Da remmen på uret, jeg fik da jeg blev student, trænger til at bliver skiftet ud og jeg helst ikke vil ødelægge det mens jeg er i Kina, købte jeg et fake rødt ur af plastik til den svimlende sum af 25 Yuan (22 d.kr.). Ydermere købte jeg også et par andre ting, men da de skal bruges senere på foråret/forsommeren, skal det ikke afsløres her.

Sommerpaladset set fra båden
Tirsdag var vi en flok der tog ud til Sommerpaladset, hvilket er bygget af en tidligere kejserinde. Der var temmelig mange mennesker derude, kineserne havde jo også ferie, hvilket betød mange kinesiske turister i Beijing. Umiddelbart havde jeg forestillet mig noget med en stor græsplane med stier, søer og et palads. Det første vi så da vi kom ind var derimod en å og nogle huse, hvorefter vi gik af snoede stier propfyldt med mennesker op ad et bjerg. Oppe på toppen lå der et tempel og da vi gik ned igen viste der sig en kæmpe stor sø for os på den anden side. Her kunne man leje små både/vandcykler eller sejle med en stor båd ud til øen i midten. Da der var lang kø til vandcyklerne valgte vi den sidste løsning. Fra øen gik vi over en stor, hvid bro til ”fastlandet”, hvor vi gik videre langs vandet og ud af parken. Da det var en anden udgang/indgang end den vi var kommet ind af, blev vi nødt til at spørge et par kinesere om hvordan vi kom til en undergrundsstation. Det viste sig at vi skulle med en bus, hvilket gik ganske fint. Det var meget rart at få set noget af byen på den måde. Der er rigtig mange fordele ved at tage undergrunden; den er nem at finde ud af, er hurtig og billig, men man får ikke set så meget på turen. Vi tog på Helen’s om aftenen og det blev en hård nat for nogle, jeg drak dog ikke, da jeg var små-syg.
Bro til/fra øen fyldt med kinesere.


Udsigt fra det første bjerg vi kom op på ved Sommerpaladsen.



I mangel på rigtige blomster må man ty til de
kunstige af slagsen. Kineserpigerne er vilde
med at rende rundt med dem i håret.
Onsdag blev der sovet lidt længe, men da der først var kommet liv i folk, vi fik pakket sammen og sat vores ting til side i receptionen tog vi mod en park, hvor vi havde hørt at der skulle være rigtig mange kirsebærtræer og at de netop nu skulle være i blomst. Det viste sig dog at parken ikke var heeelt hvad vi forbinder med en park. Vi havde forventet noget med nogle fodboldbaners penge fyldt med blomstrende kirsebærtræer, hvor man kunne ligge (med eventuelle tømmermænd) og nyde forårssolen og en is. I stedet fik vi en park fyldt med kinesere, baggrundsmusik og knapt udsprungne kirsebærtræer. Det var lidt fesent. Dog fik vi set levende guldfisk i en eller anden form for plastikbolds-nøglering, ællinger og kyllinger der blev solgt udenfor (man fik selvfølgelig en plasticpose med til at have dem i) og is med ærtesmag. Adr. Nogle gange er kineserne virkelig et underligt folkefærd! Vi delte os efter parken; nogle tog hjem, andre til art-district og Julie, Christoffer og jeg tog på Silkemarkedet. Her var luften dog gået lidt af dem med hensyn til villigheden med at prutte om priserne. Sælgerne var meget trætte – de fleste sad på bedste kineserstil og sov på en taburet med arme og hoved hen over et bord. Så der fik jeg desværre ikke købt det par solbriller som jeg efterhånden så desperat mangler. Turen tilbage til Tianjin gik fint og vi var tilbage i lejligheden omkring klokken 23, hvorefter det var på hovedet i seng.

Et af de få træer der faktisk var tæt på at
springe ud. Resten manglede.


 

Beijing (fredag d. 16 - søndag d. 18. marts).

Sted hvor vi spiste morgenmad. Læg mærke til
de rygende gryder med bauze (dampet dej med
kød i midten)
Vi har længe talt om at skulle til Beijing, så fredag efter skole tog vi alle hjem og pakkede de sidste ting, for dernæst at stige på en taxi til togstationen i Tianjin. Her købte vi billetter, gik dernæst igennem sikkerhedskontrollen og ind i afgangshallen. I Kina går man ikke bare ned på sporet og venter som i Danmark. Her sidder man i stedet for ved en slags ”gate” og venter pænt indtil der bliver åbnet for de maskiner, der tjekker billetter. På dette tidspunkt holder toget allerede på perronen, hvilket vil sige, at når ens billet er tjekket kan man gå direkte ned i toget og sætte sig på sin plads – og hvilken plads! Vi kørte på 2. klasse (der er 1. og 2. klasse), hvilket betød moderne, rene tog med gode sæder, der endda kunne lægges ned, og masser af benplads. Hele herligheden for kun 55 Yuan (omtrent 50 kr.), det kunne DSB godt lære noget af. Vi havde glædet os meget til at køre i disse top-moderne hurtigtog og havde håbet meget på at farten lige kunne klemme sig op på over de 300 km/t. Dette var desværre ikke tilfældet: Maksimum på turen var 297 km/t, men det kan jeg måske også godt lige leve med. Da toget nærmede sig Beijing, blev jeg, og en hel del af de andre, vækket af en pæn lille melodi, der lige så stille strømmede ud af højtalerne, højere og højere, efterfulgt af en venlig kineserstemme, der fortalte at vi ville ankomme til ”Beijing South Station” om få minutter. Her trådte vi ud på en meget moderne togstation, fandt frem til taxaerne, der pænt holdt i kø og blev gennet frem i grupper af en mand, der samtidig viste de rejsende i den anden kø hen til en taxa. Selvom vi havde et billede af et kort på mobilen over hvor det hostel, som vi skulle bo på, lå, havde taxachaufføren stadig lidt problemer. Det endte dog med at han fulgte efter taxaen foran, hvori nogle af de andre sad, og hvis taxachauffør havde ringet til vores hostel og fået køreanvisning.
Statue af tapre (og lidt komiske) kinesere
foran Maos mausoleum.
Vi blev sat af ved enden af en ganske lille og noget snusket gade og var først lidt forvirrede, men endte med at gå ned af den og fandt da også det rigtige hostel. Her ventede vi et pænt stykke tid på dem, der var i den sidste taxa. Deres chauffør havde åbenbart en del besvær med at finde stedet. De nåede dog frem og vi tjekkede ind. Vi spiste aftensmad på en restaurant på en gade nærved. Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så er hygiejnen ikke altid den bedste og det er f.eks. ikke alle steder jeg har lyst til at spise kød. Man skal bare lade være med at kigge ud i køkkenet også selvom man får mulighed for det. Det er overraskende, at vi ikke er blevet mere syge end vi har været. Da aftensmaden var spist, gik vi op af en meget turistet gågade og endte ved Den himmelske freds plads. Eller, det vil sige, vi kom kun til det ene ”forhus” (jeg ved ikke hvad jeg ellers lige skal kalde det. Der lå tre af sådanne huse inden man kom til selve pladsen). Her blev der taget en masse billeder. Dernæst gik turen til Helen’s. Hvis du har fulgt godt med, så undrer du dig formentligt nu, for Helen’s er den bar vi plejer at komme på i Tianjin, men der er altså også en i Beijing. Denne lå ganske tæt på vores hostel. Her blev det til en enkelt godnatbajer.

Figur lavet at jade fra en samling i Den Forbudte by.
Lørdag var temmelig overskyet (der var ellers blevet lovet godt vejr denne dag), men vi valgte alligevel at tage på Den himmelske freds plads (pladsen hvor portrættet af Mao hænger og der, hvor billedet af studenten og tanken er taget under studenteroprøret) og dernæst i ”Den forbudte by”. Vi så også Mao’s mausoleum (kun udefra), hvor der stod nogle temmelig nationalistiske statuer med ufattelig stærke kinesere både afbilledet som bønder og soldater med blikket rettet visionært fremad. Det var faktisk nærmest komisk, idet en del kinesere simpelthen bevæger sig ufatteligt kluntet og vi har fået fortalt at de efter sigende er ganske elendige til at slås. Det var bl.a. også her at en del kinesiske turister spurgte om de måtte få taget billeder sammen med os, noget der faktisk gjorde sig gældende med jævne mellemrum hele turen til Beijing. Kineserne, der lever der, er vant til hvide mennesker, men de kinesiske turister, hvoraf de fleste har sparet op til denne tur i adskillige år, har højst sandsynligt ikke set et hvidt menneske før. Vi stiller derfor glædeligt, og lidt smågrinende, op med vores bedste tandpastasmil, blå øjne og lyse hud med en kineser placeret i midten. Det er meget underligt at blive begloet på den måde, men man vænner sig ligesom til det. Nå, vi fortsatte til Den forbudte by, hvor vi efter en del forgårde endelig kom til den gård, hvor man kunne købe billetter. Dernæst igennem en hel del flere forgårde. Det er meget svært at forstille sig hvor stort det egentlig er – men det er VIRKELIG stort. Vi fik set kejserens tronstol, en del smykker og andre kunstfærdige ting, et hus hvor kejserinden havde hængt sig, da det stod klart at fjenden ville vinde, samt haven. Nu er træer og blomster ikke sprunget ud endnu, men jeg kunne forstille mig, at den må være meget smuk om sommeren. Der var faktisk nogle store knopper på nogle af træerne, det varer ikke længe før de springer ud. Det bliver skønt. Jeg glæder mig til foråret.

Den Forbudte By
Vi tog en tilfældig bus, da vi var kommet ud af Den forbudte by, for at komme lidt væk fra det turistprægede område. Vi stod af efter et par stop ved en gade med en del små butikker og restauranter, hvoraf vi valgte en af dem for at få noget (lidt sent) frokost. Tjeneren var meget tålmodig, hvilket også er nødvendigt, når vi er ude. Det er jo almindelig kinesisk skik, at den der inviterer ud at spise og betaler måltidet vælger hvilke retter, der skal på bordet fra menukortet, hvorefter man deles om maden. Nu var tilfældet så, at vi var 8 ved dette bord udstyret med ét menukort og da vi er danskere, foregår udvælgelsen af retter selvfølgelig i fællesskab. Dette tager sin tid! Det gør ikke tiden kortere, at man samtidig skal gætte sig frem til hvad der er i retterne eller forsøge at spørge tjeneren, der sjældent ved hvad det hedder på engelsk. I dette tilfælde var der heldigvis billeder. Det er der nu de fleste steder, hvilket gør det en del nemmere. Maden kom på bordet og smagte rigtig godt. Der var bl.a. en ret med aubergine og kartofler – KARTOFLER! Den var sindssyg god og vi fik hurtigt bestilt en til af den. Vi ville tage en taxa fra restauranten for at komme hjem, men det lykkedes kun for 4 af os. Taxachaufførerne i Beijing ville ikke samle os op af en eller anden grund, vi ved stadig ikke helt hvilken. Et gæt kunne være, at de ikke taler særlig godt engelsk og derfor synes det er for besværligt at samle turister op, da de ikke rigtig kan sige hvor de vil hen på kinesisk. Det blev derfor til en gåtur på en times tid for de fire af os, der var tilbage. Lørdag endte på Helen’s, hvor der tilfældigvis var to gymnasieklasser fra Danmark. Man skulle lige vænne sig til, at man ikke bare kunne tale om dem på dansk, som vi ellers bare gør om kineserne, hvis de ikke skal kunne forstå det. Klokken et om natten begyndte det at sne og det var omtrent på dette tidspunkt, jeg begyndte at overveje, om det var mig, der havde fået en øl for meget. Det viste sig heldigvis at det virkelig sneede; dette var den første sne, de havde fået denne vinter. Festen endte hjemme på baren på vores hostel, da Helen’s lukkede klokken to. Her blev den til gengæld også ved indtil klokken ca. 5, hvilket var ganske hyggeligt (jeg er forresten stadig fuldstændig exceptionel dårlig til at spille Meyer – også i Kina!).

Tempel på toppen af et lille bjerg
i Den Forbudte By
Der kom liv i tropperne omkring klokken 10-11-stykker søndag, hvor vi havde aftalt at tage på Silkemarkedet. Dette er et indendørs marked, hvor de handlende starter på helt afsindigt høje priser, for noget som ifølge dem er ”very good quality”, men som i virkeligheden er en masse kopier. Jeg købte f.eks. et par fake allstars sko for 50 Yuan, hvor den første pris lød på 350 Yuan. Det gælder altså bare om at prutte så godt som man har lært. Her gælder alle kneb; det er f.eks. en fordel at de har de samme varer i flere butikker – for så siger man bare det er for dyrt og begynder at gå sin vej, hvorefter sælgeren nogle gange råber lavere og lavere priser efter en jo længere man kommer væk. Når personen er kommet langt nok ned, er det så bare om at vende om og slå til. Det kræver dog en del nerver, hvis man nu virkelig gerne vil have den ting, der pruttes om. Vi brugte omkring 3 timer på Silkemarkedet og efter det tog vi til stationen og hjem til Tianjin. Alle var godt nok noget smadrede søndag aften, men det havde nu været en virkelig, virkelig god weekend!