Krebinetter med grønærter og snegle

Gitte og jeg havde længe lovet Ada at vi ville komme hjem til hende og lave traditionel dansk mad. Dette var planlagt til mandag d. 25. juni, hvor Ada havde fri fra arbejde. Gitte var imidlertid syg, så det endte med, at jeg tog afsted alene. Ada hentede mig på skolen, hvorefter vi tog ud at handle. Jeg havde længe tænkt over, hvad man dog finder på at lave af dansk mad i Kina. For en ting er at finde en ret, noget andet er, om man kan få de ting, der skal i. Sovsekulør er f.eks. ikke noget der findes på det kinesiske marked. Det endte derfor med at blive krebinetter med grønærter. En ret, hvis ingredienser, undetagen persille, er til at få i Kina og som jeg samtidig også er nogen lunde trænet i at lave. Det var trods alt over 4 måneder siden jeg sidst har lavet et dansk måltid mad.

Ada og hendes mand Jordan bor lidt i udkanten af Tianjin. Her er der bygget et kvarter, der mest af alt minder om et kvarter i England. Hun bor dog ikke i et af de ”små” huse, men derimod i et ar de høje huse bagved.  På 13 etage. Her har hende og Jordan en lille 3-værelses lejlighed.  Jeg ved ikke helt hvordan jeg havde forventet at et kinesisk hjem skulle se ud. Jeg har hverken været i et før eller set billeder af et.   Bortset fra testellet på sofabordet, det kinesiske maleri over sofaen og fliser på stuegulvet lignede det umiddelbart en lejlighed, hvori der sagtens kunne have boet et par danskere midt i tyverne: Et IKEA-møbel hist og her, en fladskærm på væggen og en grå sofa i urban-stil. Der var en ubeskrivelig rar følelse at træde ind i et rigtigt hjem for første gang i over 4 måneder. Selvom det er rart i den lejlighed hvor vi bor, er det jo ganske upersonligt; ikke noget rigtigt køkken, kinesere der render igennem vores stue med jævne mellemrum osv. Lige i det øjeblik må jeg indrømme, at jeg blev ramt lige i smasken af en omgang hjemve, hvilket ellers ikke er noget, jeg har lidt så meget af hernede. Da jeg nævnte hvor rart det var at træde ind i et rigtigt hjem igen, var Ada dog heller ikke sen til at foreslå, at jeg da bare kunne flytte ind hos dem de sidste uger inden rundrejsen, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne tage imod og derfor sagde pænt nej tak. Inden vi begyndte madlavningen lærte jeg Ada at spille Yatzy, mens vi drak saft, som Adas svigermor havde haft med fra sin hjemegn i en anden provins.

Klokken 17 gik mission ”krebinetter-og-grønærter” i gang. Det giver sig selv, at man ikke kan købe rasp i Kina, så vi startede med at smuldre noget brød. Dernæst skrællede vi kartofler og skar gulerødder ud, noget som Ada jo også er vant til at gøre. Herefter var der ikke så meget af arbejdsgangen i køkkenet, hun kunne genkende. Kartoflerne blev kogt, hvilket i sig selv er underligt for en kineser, da de plejer at putte dem i en wok. Krebinetterne blev formet og vendt i æg og rasp-blandingen. Ada syntes denne del var ganske sjov og ret underlig, hvorfor hun(på ægte nordjysk) grattede så meget med det, at krebinetterne var ved at gå fra hinanden. I Kina laver de ikke store stykker kød, da man ikke kan spise det med pinde. At stege i smør er heller ikke noget de kender til, men denne del var noget, som Ada senere forsikrede mig om, at det ikke var sidste gang hun ville gøre. Hun undrede sig ligeledes over, da jeg begyndte at blande mel og vand, for hvad havde jeg lige tænkt mig med det? Mens vi stod ved gryderne kom Jordan hjem fra arbejde, hvorfor jeg måtte gå ud og for første gang hilse på ham fuldstændig rød i hovedet. Herefter smagte jeg sovsen til; en meget surrealistisk oplevelse at være i Kina, hvor man har spist kinesisk mad i 4 måneder og pludselig skulle smage en omgang grønærter til. Det blev dog som det skulle være. Adas mand lavede dernæst et par kolde retter. Jeg havde forsøgt at forklare, at man i Danmark kun ville spise én ret, men det er meget svært at forklare kinesere, der jo er vant til mange retter ved hvert måltid.

Herefter kom den sjove del: Efter som det var mig, der havde lavet den danske del af maden, starter jeg selvfølgelig med at byde krebinetterne rundt, hvorefter de begge tager en. Dernæst kartoflerne, hvor Ada kigger ganske desorienteret på mig og spørger hvordan det nu lige er, man gør. Jeg siger at man tager en tre stykker eller hvor mange man nu kan spise. De tager dernæst tre kartofler hver og placerer pænt på tallerkenen. Jordan placerer sine i en ring rundt om krebinetten, men flytter dem, da han ser hvordan jeg ganske skødesløst lægger mine ved siden af. Da vi når til sovsen, spørger Ada om jeg ikke kan tage først for at vise hvordan man gør. Tjo, det kunne jeg vel godt. Jeg øser herpå et par skefulde sovs op på min tallerken. Nu ser begge kinesere om muligt endnu mere forvirrede ud, hvorefter der komme adskillige spørgsmål om, om sovsen kun skal på kartoflerne, kun på kødet, ved siden af, oven på - og hvor meget er det nu lige der skal på, for at det er helt rigtigt??? Jeg havde på forhånd spurgt Ada, om de havde knive og gafler i hjemmet, hvilket de ikke havde. Jeg havde derfor taget knive og gafler med hjemme fra lejligheden – havde trods alt lidt svært ved at forestille mig at skulle spise krebinetter, kartofler og grønærter med pinde (selvom jeg mestrer pizza med pinde ganske godt nu). Vi begynder at spise. Jeg, som ellers plejer at spise ganske langsomt, fornemmer, at jeg er en del foran de andre. Da jeg kigger nærmere på deres tallerkener viser det sig, at det er fordi de har svært ved at få ærterne og de små stykker gulerødder op på gaflen og få dem til at blive liggende der. Kinesere gør alt med deres højre hånd, hvorfor det var noget af en udfordring for dem først at få grønærterne op på gaflen, for dernæst at få dem til at blive liggende, når de rystende førte gaflen op mod munden. Måtte bide et par grin i mig. Efter at have spist lidt af min ret, gik vi videre til at spise lidt af Jordans retter: Først en japansk ret bestående af en form for undervandssvampe, dernæst en ret med bl.a. agurk og noget slimet noget, der viste sig at være kartoffelmel og vand, der var dampet. De var begge ganske fine. Især den sidste var rigtig god. Herefter kom det, som jeg havde frygtet: Sneglene. Dem købte Ada, da vi var ude at handle ind. De lå i et stort firkantet fad, hvorefter man kunne skovle dem i en pose og købe dem efter vægt. Behøver jeg at sige, at de selvfølgelig ikke lå på køl? Hun var også tæt på at købe hønsefødder, hvilket jeg heldigvis fik talt hende fra. Sneglene var således kolde, da vi skulle spise dem. Ada og Jordan undrede sig meget over, at jeg ikke vidste hvordan man spiste snegle. Og endnu mere da jeg fortalte, at pædagogerne i min børnehave havde forbudt os at spise snegle, for det var da noget underligt noget at fortælle børnene? Nå, det var bare om at gribe fat om huset, jage den spidse pind ind i sneglen, dreje rundt og vupti; så sad jeg med noget, der mest af alt lignede en stor, snoet, ulækker troldebussemand på pind. Lækkert. Ind i munden med den. Konsistensen var lidt a la vingummi og det smagte mest af alt af hvidløg. Hvis jeg ikke vidste at det var snegl og det ikke havde været så pokkers besværligt at få den ud af sneglehuset, havde jeg nok spist nogle flere. Men helt ærligt, når valget står mellem krebinetter og snegle, så ved jeg godt hvad jeg vælger…

Inden jeg tog hjem blev jeg overdynget med mad i plastikbøtter og saft. Jeg fortalte samtidig Ada, at hun kunne spise nogle af de tiloversblevne kartofler på brød med tomat og salt. Dette resulterede i, at Ada glædesstrålende kom på arbejde næste morgen og deklerede, at hun havde spist det til morgenmad. Hun kunne dog ikke helt huske præcis hvad det var, så hun havde putter kartofler og grønærter/sovs mellem to skiver toast og varmet det i mikroen. Det skulle eftersignende smage fremragende.

Beijing (igen, igen...)

Øverst: Søde, klistrede ris pakket ind i blade, som kineserne spiser
under Dragefesitvalen. Nederst: Søstjerner og andet godt fra havet

Fredag d. 22 juni havde kineserne deres dragebådsfestival. Hvad det helt bestemt er den går ud på ved jeg ikke helt. Men det er selvfølgelig noget med nogle dragebåde og så nogle klistrede, søde ris pakket ind i blade. For mit og de andre danskeres vedkommende betød det dog en kærkommen fri-fredag. Nogle havde lagt deres 3 ekstra fridage i forlængelse heraf og var taget til Shanghai, andre ville på den mur-tur, som jeg var på sidste weekend. Jeg have ikke lyst til at tage på muren igen, så jeg snuppede mig derfor en weekend i gode, gamle Beijing fra fredag til søndag. Fredag aften tog til nogle hutonger (små, smalle gader), hvor der skulle være en del små butikker. Det viste sig dog, at det mest af alt var et meget turistet område. Jeg kom tilfældigvis også forbi nogle boder, hvor de solgte alt muligt mad. Jeg købte et spyd med waxberry, som jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad hedder på dansk, voksbær måske? Man kunne også købe andet mere underligt mad så som f.eks. søstjerner. Lidt derfra var der en kirke, som jeg stoppede op for at tage lidt billeder af. Ude foran den var der en plads, hvor menneskene lige pudselig begyndte at danse til noget teckno-agtigt musik. Det var ret underligt, men uden tvivl noget der ville forny folkekirken derhjemme!  Lørdag stod på en tur til Art District sammen med en kinesisk pige, som jeg boede på dorm med (dorm = værelse på hostel med flere køjesenge). Det var rigtig hyggeligt. Vi spiste også aftensmad sammen og valgte en ret hver. Jeg valgte en aubergine og bønne-ret. Det smager himmelsk!!!  Søndag tog jeg på perlemarkedet for at købe lidt forskellige småting, herunder nogle rigtig gode snørresko til mig selv og et enkelt par til Sofie. Jeg gik lidt rundt og kiggede efter skoene, som de normalt plejer at være i flere forskellige farver i rigtig mange af butikkerne, men de var der ikke. Jeg spørger en af sælgerne, om de ikke har de sko. Hvorefter hun spørger hvordan jeg ved det. Jeg må forklare, at jeg i modsætning til de mange turister på Perlemarkedet bor i Kina. Det viser sig så, at de ikke har skoene fremme pt. fordi politiet går rundt mellem boderne og det jo (lige meget hvor ægte de end siger det er) nu en gang er falske ting de har der. Det ender dermed med, at jeg må gå til en bod, hun peger ud, sige størrelser og farver på de sko, som jeg vil have, hvorefter sælger meget hurtigt pakker dem forsvarligt ned i en sort plasticpose og siger at hvis jeg vil tjekke om det er de rigtige farver, så bliver jeg nødt til at gå uden for markedet.

Eksamen / sidste dag i Primary School

Class 1.

Tirsdag d. 19. juni var det eksamenstid i Primary School. Samtlige 65 elever skulle op i det stof, som de havde lært i engelsktimerne med deres kinesiske engelsklærer Sunny og til denne eksamen skulle jeg være med til at bedømme dem. Det forløb på følgende måde: Sunny og jeg sidder bag et bord præcist på samme måde, som lærer og censor gør i Danmark. På bordet ligger der tre sedler og på hver af disse, står der enten lektion 9, 19 eller 29. Ind i lokalet træder en elev, der afleverer en lap papir med sit navn på til Sunny. Denne seddel er ofte krøllet, da eleven tydeligvis har stået nervøst med den i hånden uden for døren. Eleven bliver bedt om at trække en seddel og begynder dernæst monotont at recitere den dertilhørende dialog: ”Mum, here is a pet shop. Shall we look at the pets in it? Certainly. Mum, look at this cat and her kittens. What lovely kittens! They are playing together. Their mom is sleeping. Look, mum. What are those? Are they dogs? No, they aren’t. They’re puppies. Their mum is a dog. Can they run? Yes, they can. The puppies can run. Look at the mother pig! She has three baby pigs. Baby pigs are called piglets. Oh! I see. They’re piglets. How cute!” Alt imens sidder jeg pænt og smiler til eleven, nikker med hovedet eller hjælper i gang, hvis de går i stå et sted. Det er tydeligt at se på dem, at de er rystende nervøse. Hvis en elev enten ikke kan huske teksten eller simpelthen er for nervøs og hakker for meget i det, sender Sunny dem ud igen. De for så lov til at prøve igen til slut. Jeg forsøger ihærdigt at hjælpe dem, der har lidt svært ved det igennem. Det må føles som noget af et nederlag at blive sendt ud. Når eleven er færdig med dialogen, bliver denne sendt ud af døren igen og Sunny og jeg finder hurtigt en karakter inden næste elev træder ind. Vi giver A, B og C’er, hvor A er det bedste. Jeg giver mange A’er. Mest af den grund at prøven ikke viser noget om hvor meget engelsk børnene reelt kan, men blot hvor gode de er til at huske og at jeg derfor synes at de lige så godt kan få en så god oplevelse ud af det som muligt. Således er der efter 65 elever omkring 10, der har fået B elle C. Disse bliver så spurgt, om de har lyst til at gøre prøven om, hvilket de alle vælger. Da disse er gået om og har fået en ny karakter ender det med, at der er givet 2 B’er og 63 A’er.

Class 2.

Da dette var min sidste dag i Primary School havde jeg taget noget slik med til børnene. Efter prøverne går Sunny og jeg således ind i begge klasser, jeg siger farvel, deler slik ud og får taget nogle billeder. Her er det meget underligt pludselig at skulle være læreren, der står ude i siden af klassebilledet. Headmaster, Sunny og jeg får også taget billede sammen. De tre sidste drenge som jeg deler slik ud til, rækker mig hver en pen/blyant. Først var jeg lidt forundret, men som Sunny bagefter sagde: ”De gav dig dem, fordi de gerne ville give dig en gave, men ikke havde andet”. Det var meget sødt. Til Sunny gav jeg en bog med H. C. Andersens eventyr på kinesisk, som hun kan læse højt for sin lille datter.

Mur-tur

Der har længe været tale om en ”mur-tur” blandt os danskere, men den er flere gange blevet udsat pga. dårligt vejr. Weekenden d. 16-17. juni så derimod ud til at blive en ganske god en af slagsen. Vi var derfor 5 mennesker der drog afsted fra Ping Shan Dao klokken 06:00 lørdag morgen. Vi havde valgt et stykke af muren, som ligger rundt om en by, der hedder Jiankou. Først 10 min togtur til Beijing, dernæst et stykke med metro, for at stå på en bus, som vi kørte med en times tid. Her blev vi stuvet ind på bagsædet af bussen med en kineser i midten. Vi var kommet sent i seng dagen i forvejen, så jeg havde f.eks. kun fået 4 timers søvn. Dette betød, at turen derop for det meste blev brugt til at sove. Der findes således billeder af Christoffer, en kineser og David sovende på række i bussen og endnu bedre et, hvor Christoffer er ved at savle ud over sig selv (og næsten også ud over kineserens T-shirt). Det er meget spas man kan få for 12 kwai. Efter busturen betalte vi en minibus for at køre os helt ud til Jiankou. Turen gik således af smalle snørklede veje endnu en time, inden vi kom til byen. Her blev der dog ikke sovet meget pga. den imponerende natur. I den lille, bitte landsby blev vi sat af ved et guesthouse, hvor vi fik middagsmad. Den bestod bl.a. af en omgang aubergine-fis, æggedims med forårsløg og nogle rigtig gode brød.



Et noget anstrengt smil fra en fuldstændig
gennemblødt og ret kold Mette.

Muren var oppe på en bjergkam, der går i en halvcirkel rundt om byen. Da vi havde gået lidt, blev vi nødt til at gå ned igen, da vi ikke kunne komme igennem for buske og træer. Det begyndte også at regne og tordne i det fjerne, hvilket gjorde guiden, der ligner B.S. som kineser, lidt nervøs. Vi gik igen mod toppen af bjerget, da bygen var ovre. Denne gang sammen med både mand og kone fra guesthouset, den sidstnævnte bevæbnet med en økselignende-ting til at hugge sig igennem grene og buske. Således gik vi op ad bjerget i 2 timer. Da vi næsten havde nået toppen, hvor muren viste sig kun at være murbrokker, begyndte det at regne. Dernæst også at lyne. Guiderne blev nervøse og skyndte på os. Efter at have gået lidt på murbrokkerne besluttede vi os for at gå den modsatte vej, hvor muren var mere intakt. Det lynede endnu mere, kineserne gik i den anden retning og der var en del panik for at komme ned af muren så hurtigt som muligt. Vi stod i læ under træerne indtil regnen var ovre, men vi var dog stadig helt gennemblødte og jeg havde ærlig talt mest lyst til at gå ned fra bjerget igen og overnatte i landsbyen. Vi gik dog op på muren igen, hvor det viste sig at være ganske godt vejr. Her satte vi os og fik noget at spise, tog en tør trøje over hovedet og nød den fabelagtige udsigt over dalene på hver side og bjergene med muren på toppen. Her mødte vi også en flok tyskere, der fortalte os, at der længere fremme ville være et vagttårn med tag over. Herefter begyndte vandringen på muren. Da denne del ikke er restaureret, vokser der buske og træer oppe på selve muren og der ligger en del løse sten. Det var dog meget nemmere at komme frem her med vores rygsække end på selve turen op på bjerget. Vi kom til vagttårnet omkring klokken 18. Her var ganske rigtigt et intakt tag, således at man også kunne kravle op på taget, for at nyde udsigten. Det var tydeligt, at der tidligere havde været folk, der havde sovet her. Vi spiste aftensmad og nød solnedgangen på toppen af vagttårnet. Der blev selvfølgelig også taget en pokkers masse billeder. Efter solnedgangen begyndte det at lyne over en dal længere væk, hvilket betød, at der om muligt blev taget endnu flere billeder. Dernæst var det bare at kravle i soveposen inde i vagttårnet. Det var nu en ganske speciel oplevelse at falde i søvn på den kinesiske mur.

Morgenmad og solopgang på muren.

Søndag morgen blev jeg vækket klokken 04:00 af mit vækkeur. Jeg kunne konstatere, at der endnu var mørkt, så vi ventede med at stå op til klokken 04:30. Der var ganske stille og også noget koldt, så vi tog soveposer og liggeunderlag med op på taget af vagttårnet, hvor vi sad og så solopgangen. Det var om muligt endnu smukkere end solnedgangen. Fantastisk oplevelse at sidde og spise sin morgenmad på den måde. Hjemmefra havde vi talt om, at vi gerne ville op på Beijing Knot, der er et sted, hvor 3 murer mødes på toppen af et bjerg. Vi kunne nu godt se, at bjerget var meget stejlt og at det nok ville blive noget af en udfordring at kæmpe os derop. Mens vi var ved at pakke taskerne sammen kom der en amerikaner forbi, der viste sig at havde boet i dalen i 25 år. Han frarådede os på det stærkeste at forsøge at komme derop og mente, at der ville være umuligt med oppakning på. Desuden fortalte han, at der var to mennesker der døde der for 3 år siden, fordi vejret pludseligt var slået om og det var begyndt at lyne. Ergo skulle vi ikke derop. Vi gik derfor ned til landsbyen igen, denne gang ad en noget bedre sti end på opturen, hvor vi fik noget morgenmad hos kineser-B.S. og hans kone. Dette bestod igen af de gode brød, samt bl.a. tofu med andeblod og noget rodfrugt-agtigt-noget der smagte afsindigt surt og grimt – faktisk så slemt, at jeg kunne smage det i min mund et helt døgn efter på trods af utallige tandbørstninger. Herfra gik det af samme rute tilbage til Tianjin efter en helt fantastisk mur-tur! (Tak til Christoffer for billederne!)

Gruppebillede foran Beijing Knot.

Kinesisk bryllup

Brudeparret.

Søndag d. 27 maj var vi alle inviteret til bryllup hos en lærer fra Kindergarten, der hedder Eva. Forberedelserne mht. tøj, gaver og kinesiske traditioner havde stået på en del tid før brylluppet. For hvad er det nu lige man skal forvente af sådan en størrelse? Kineserne bruger rigtig mange penge på netop denne fest - 100.000 Yuan skulle efter sigende ikke være helt unormalt. Til sammenligning tjener en lærer i Kindergarten på Cathay Future omkring 2500 Yuan om måneden. Vi ankom til brylluppet klokken 17 og blev bedt om at skrive vores navne ned i en form for gæstebog inden vi gik ind. Brudens mor kom og bød os velkommen og fulgte os ind til det bord, hvor vi skulle sidde. Det var inde i en stor kvadratisk festsal lavet i glas, hvor der på ydersiden af glasset løb vand ned. Indenfor var der pyntet op med blomster, en scene og en lang hævet gang imellem bordene op til scenen. Ved de andre runde borde sad der familie og andre lærere fra skolen. Vi satte os pænt ned og konkluderede, at vores tøj vist passede okay ind med hvad kineserne havde på. De fleste damer var i kjoler, mens mændene typisk havde en skjorte eller en t-shirt på. De var ikke vildt pyntet som til et bryllup hjemme i Danmark. Inden selve ceremonien, eller hvad man nu vil definere det efterfølgende som, gik i gang, kom der tre politibetjente ind i salen. I starten var de meget afdæmpede, men som tiden gik, blev diskussionen mellem dem og de to personer som de talte med mere og mere højlydt. Michelle fra kindergarten fortalte os, at det enten handlede om en eller anden form for turmult hvor en havde slået en anden eller også om at noget fyrværkeri havde ramt en parkeret bil.

Børn fra Evas klasse.

Da det var overstået gik ceremonien i gang. Jeg skal love for, at der blev smurt tykt på. Først blev en dreng og en pige fra Evas klasse på Cathay stillet op på scenen, hvor de sagde nogle replikker i retningen af: ”Kan du godt lide mig?”, ”ja, det kan jeg”, ”hvorfor kan du godt lide mig?”, ”fordi du er smuk”, ”jamen, skal vi så ikke gifte os?”. Dernæst kom brudepiger og svende ind, for dernæst at blive fulgt af gommen. Til sidste var det brudens tur og så blev der rigtigt tændt for røgmaskine, spotlys og stryger-blæver-filmmusik mens hun gik op af gangen. Her gav gommen bruden et diadem og en buket blomster, forældrene blev takket, brudeparret blev udspurgt lidt om hvad det første de havde tænkt om hinanden havde været, der blev givet et enkelt knus (kineserne kysser ikke offentligt. Heller ikke til bryllupper), headmaster fra skolen sagde nogle ord (hvad sker der for at ens chef er med til ens bryllup? Og endda bliver placeret helt oppe foran lige ved siden af ens far?) og vupti, så hører vi et ord, som vi kender ganske godt: Danmai. Henrik havde lovet Eva at synge en sang til brylluppet. Vi havde alle tænkt at det da nok blev under maden eller noget i den stil, men nej. Det var under ceremonien. Hm. Så alle os op på scenen, Henrik sang (og klarede det faktisk rigtig godt) og vi stod og klappede bagved. Herefter gik brudeparret ned igen for at skifte tøj (bruden havde 4 kjoler hun skulle nå at have på). Som underholdning imens kom der så 3 mennesker i fuld pandakostume ind og dansede. Meget mærkeligt. Men da også underholdende. Måske skulle man sende en liste med gode forslag hjem til den danske folkekirke. Det ville da nok peppe lidt op på de fleste vielser, hvis de indeholdte en røgmaskine, en sæbeboblemaskine, et tv-hold (inkl. kran til kameraet) og et par pandaer.

... og pandaer.

Ingen bryllupsceremoni uden sæbebobler..

Der skåles.

Manden blev endelig serveret (vi var på daværende tidspunkt ved at være ganske sultne). Retterne bestod mest af fisk og skalddyr, men der var også svin og oksekød. Det meste af det smagte rigtig godt. Af drikkevarer var der sodavand, øl, rødvin (!) og risvin. Selvom jeg stadig ikke må drikke alkohol, må jeg indrømme, at der røg en lille mundfuld rødvin ned. Det er jo ellers ikke noget man ser så tit i Kina. Til dessert var der nogle boller med creme indeni og en slags kokossukkerstads udenpå. De smagte næsten som fastelavnsboller. Mens vi spiste gik brudeparret, hvor bruden i mellemtiden havde skiftet kjole, rundt og skålede med gæsterne. De havde ikke nogen siddeplads og fik derfor ikke umiddelbart noget af maden. Det synes jeg var synd for dem, for det var jo ikke sådan festligt på vestlig vis, som vi er vant til derhjemme. Ikke noget spas og fis i stil med at klippe en sok, kaste nogle ris, danse en vals eller kysse hverken den ene eller den anden. Folk begyndte at gå hjem allerede da klokken var omkring 20.00, men det er åbenbart ganske normalt for en fest i Kina. Vi fik dog taget et billede sammen med brudeparret inden vi tog hjem og fik på vej ud også lige set akvarierne med fisk, krabber, slanger og kæmpe, store, ulækre frøer. Håber ikke jeg har spist en af dem under middagen… 

Brudepar, brudepiger og en flok danske lærere.

Beijing vol. 3



Det Himmelske Freds Tempel.

I weekenden d. 18-20. maj tog hele gruppen til Beijing, nogle dog kun fra fredag til lørdag. Denne gang sov vi på et andet hostel end det vi plejer. Det lå i en ganske anderledes bydel i forhold til det, vi tidligere har overnattet på, hvilket ligger i nogle hutonger (område med mange små gader). Denne gang var området mere urbant og mindede mere om en storby, selvom det var længere væk fra centrum med Den forbudte by osv., dog ikke længere end at man hurtigt var derinde ved hjælp af metroen. Fredag aften tog vi på perlemarkedet, hvor jeg bl.a. fik købt to par sko og andre ting der ikke skal nævnes her på bloggen. Efter markedet fandt vi en restaurant i en af sidegaderne. Vejret hernede er jo betydeligt bedre end i Danmark om foråret (og sommeren også for den sags skyld), så vi satte os udenfor. Det var sindssyg god mad de havde der. Vi fik selvfølgelig de retter som vi holder meget af dì sān xiān (kendt som aubergine-fis blandt danskerne), svinekød i sur-sød-ting, kong-pow-chicken (ret med kylling, grøntsager og peanuts), indbagte rejer og noget oksekød i en slags tomatsovs. På denne restaurant havde de også grillspyd med lam til 1 Yuan stykket. De var virkelig gode. Vi gik stopmætte derfra og tog hjem på hotellet og drak en øl/cola. Julie, Emma, Gitte og Sofie tog til en bargade i nærheden af hostlet, mens Christoffer og jeg blev hjemme for at sove. Det havde været en hård uge forinden, bl.a. med Julie og Davids legendariske cykelstyrt over et lille bitte hvidt stakit på vej hjem fra Helen’s aftenen i forvejen, hvilket resulterede i et kæmpe stort blåt mærke på Julies inderlår, der lignede Australien og en del forberedelse til både You and Me og Primary School.



På koreansk restaurant.

Lørdag spiste vi morgenmad tæt på hostlet og tog dernæst en bus op til 798 Art District. Det er et område i Beijing, hvor kunstnere har lavet udstillinger og butikker med kunst i nogle gamle fabriksbygninger. Her gik vi lidt rundt og kiggede på gallerier, spiste frokost i toppen af et træ og gik i butikker. Jeg fandt bl.a. en butik med billeder af en kvindelig kinesisk maler. Jeg købte 4 af dem som små reproduktioner, mest fordi et af dem forestillede en pige med hovedet bøjet over en bog. Det ramte helt plet med den måde, som jeg har set pigerne i Primary School hernede. De skal klart rammes ind og op på væggen, når jeg kommer hjem. Det var rart at gå rundt i området og vi var der indtil aftensmadstid, hvor vi tog en bus hjem mod vores hostel. På vejen hjem opdagede vi en koreansk restaurant, så vi stod af bussen og gik derind og spiste. Når man spiser koreansk, kommer maden rå ind på bordet og man steger den dernæst selv på en form for rist eller pande midt på bordet. I bordet er der et hul, hvor de fylder glødende kul i og tjenerne med jævne mellemrum kommer og skifter panden ud og til tider også kullene. Maden her er typisk små stykker kød, svampe rullet ind i bacon, rodfrugter i skiver, forskellige slags svampe og bacon i skiver (ja, vi bestiller bacon så snart vi kan komme til det!). Maden var rigtig god, selvom det var lidt irriterende at tjeneren var ganske opmærksomhedskrævende. Sådan kan kinesere også være. 


Jam på kinesisk i parken omkring
Det Himmelske Freds Tempel.

Søndag tog vi en dag, hvor vi gik for os selv. Jeg kiggede lidt på tøj og tog dernæst ud til Det himmelske freds tempel. De andre havde sagt, at det var et sted, hvor man kunne bruge omkring halvanden time, men jeg endte med at være der over tre timer. Rundt om templet er der nemlig en stor park, hvor man ikke kan høre larmen fra storbyen udenfor eller se huse og biler. Hvis man går lidt væk fra midteraksen af parken, hvor templet ligger, kommer man væk fra noget af alt det turistede og ud til de områder, som kineserne bruger. Her danser, synger eller slapper de af og nyder det gode vejr. Der er endda områder, hvor du er stort set helt alene. Lidt spøjst midt inde i en storby, men også meget rart, ikke at skulle være sammen med andre mennesker hele tiden. Jeg tog tilbage til vores hostel for at hente min taske og spise aftensmad (ellers kan det nemt ende med noget dårligt mad på togstationen mens man venter). På vej mod metroen mødte jeg Gitte, som jeg så fulgtes med hjem til Tianjin.  



I Kina vokser selv græsset på rækker.

De har åbenbart hobbitter ved
Det Himmelske Freds Tempel.