Tænketank, kineserdans og sovende børn.

På den ene måde okay logisk - på den anden måde slet ikke...

Jeg har været i "You and Me" hele formiddagen og sidder nu ved mit skrivebord i Primary School. Jeg har overværet timer i logisk tænkning (jeg tror nok det er den bedste oversættelse jeg kan komme på lige nu) og musik. Det var mildest talt underligt. Læreren sad på knæ på en pude foran og hver forælder/bedsteforælder sad så med sit barn/barnebarn foran i en lille halvcirkel. Der var vel cirka 4-5 børn til hver lektion. Selvom jeg ikke forstår meget kinesisk, forstod jeg dog, at det var en gennemgang af elektriske apparater og dernæst hvad der var farligt ved dem og forskelligt plasticværktøj. En lektion varer en halv time og jeg vil skyde på at i hvert fald de første 20 min. blev brugt på at gennemgå billeder af tingene samt en ”hello”-sang og en sang, hvor de skulle klappe i takt på nogle på kastagnetter. De sidste 5 min blev brugt på en leg, hvor de skulle tage en ting, springe fra hulahopring til hulahopring over til to kurve, hvor de skulle putte den farlige ting i den med advarselstegnet på og den ufarlige i den anden. Jeg er meget fascineret over læreren, der egentlig lød til at være vældig pædagogisk, eller, hendes mimik så i hvert fald ud som om, der bare blev ved med at tale, selvom der var flere og flere børn, der blev ukoncentrerede og flere og flere forældre, der på forskellig vis forsøgte at få de til tider grædende børn tilbage på plads. Til sidst var der kun to, der kunne holde koncentrationen. Den dreng, der først mistede koncentrationen, gik over og begyndte at lege med et slags puslespil lige så stille for sig selv uden at forstyrre andre. Han så umiddelbart ud til at ville kunne begå sig ganske fint i en dansk daginstitution, hvis han havde været sådan et sted. Senere så jeg ham sidde og vræle, alt imens hans bedstemor stod et par meter fra ham og bare så på. Det var ikke sådan en lidt fesen gråd, som nogle børn kan komme med, uden der egentlig er specielt meget i vejen. Det var en helt rigtig af slagsen. Tanken om hvor svært han (måske) vil få det i det kinesiske uddannelsessystem pga. nogle egenskaber, såsom opfindsomhed og nysgerrighed, som vi værdsætter højt i Danmark, gjorde mig ret trist.

Kineserdans. De to lærere i ens tøj fører an.

De har en slags samling efter timerne, hvor alle holdene er der og de danser til tre forskellige numre. Jeg har forsøgt at krybe udenom, men det ser altså ud til at jeg bliver sat til at danse med i morgen. Øv. Jeg kan ellers godt lide at danse. I hvert fald nogen former for dans. Men der er altså langt imellem schottis og ægte kineserdans med peace-tegn inkluderet. Suk.

Efter middagsmaden gik jeg op til Primary School. Jeg fik mildest talt et chok, for igennem de store røgfarvede ruder, der sidder mellem gangen og de fire klasselokaler, kunne jeg se kineserbørn ligge på borde og stole med tæpper over sig og sove til middag. Da jeg kom ind på kontoret for at sætte mig ved mit skrivebord, tage computeren frem og skrive på denne blog, kom hende der bestemmer hen til mig og skulle nærstudere min computer. Selvom hun ikke kan tale engelsk, fik hun alligevel vist, at hun var meget imponeret over, at min computer var så flad i forhold til de andre. Jeg viste hende nogle billeder på computeren af min familie og hun pludrede derudaf på kinesisk. Jeg fik dog lært at sige mor, far, farfar, mormor, hat (hun var fascineret over min studenterhue), blomst osv. Da vi nåede til et billede af Bølle, blev der straks kaldt på en af de andre, der da lige skulle se, at der var billeder af en hund. Jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, om det er ubehøvlet at sidde og skrive på computer nu, for nogle af lærerene ligger på sammensatte stole og sover. Jeg håber det går. For jeg er i hvert fald temmelig meget bagud med min blog og jeg synes det er spild af tid at cykle hjem klokken 12 for så at skulle undervise til min første time klokken 13.35, når jeg kan få noget arbejde fra hånden her. Jeg kunne ellers også godt bruge en lur, men det må blive i aften. 8 minutter til at jeg skal undervise, nu håber jeg bare at eleverne forstå, hvad jeg forsøger at lære dem. Btw: Læreren, der hjælper mig her, er faktisk ganske hæderlig til engelsk. Eller, alle kinesere der taler bare lidt engelsk lader jo som om de forstår hvad man siger, men det betyder altså ikke at de reelt har fanget budskabet. Men hende her tror jeg er god nok. Om ikke andet, er hun i hvert fald virkelig hjælpsom.

Sovende børn i Primary School (billedet er taget i smug).