mandag den 12. marts 2012

Women's day

Af uvisse årsager skulle en af lærerne i You and Me
klædes ud som Snehvide i dagens anledning...
Torsdag var det women’s day i Kina. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvor meget kineserne egentlig gør ud af den og hvor meget det betyder for dem. For mig betød det dog, at jeg ikke skulle undervise i Primary School og derfor havde fri allerede 11.30. Jeg havde planer om at skulle hjem og vaske tøj og få sovet ud, men næ nej. Da jeg kom hjem stank hele huset af noget, der mest af alt mindede om lugten fra sådan en guldspray, som man bruger til juledekorationer. Det viste sig at det var fordi der var blevet malet på etagen nedenunder. De har nok ikke helt den samme lovgivning omkring giftige stoffer i Kina som vi har i Danmark. Der var i hvert fald noget i, så man fik en grum hovedpine. Vi spurgte derfor skolen, om vi ikke kunne få lov til at sove et andet sted end i lejligheden og fik os, efter en del forvirring og snakken frem og tilbage, forhandlet frem til en nat på et hotel i nærheden af skolen. Vi håbede på at sengene ville være mindre hårde der end hjemme i lejligheden – men nej. Kineserne tror, at det er sundt at sove på hårde senge, hvilket tydeligvis også skal gå ud over vesterlændinge. Det er derfor blevet en vane for mig at rulle mig ind i dynen som en anden forårsrulle hver aften inden jeg falder i søvn, for på den måde at komme til at ligge blødere. Ellers var hotellet ganske fint. Stinna, Morten og jeg bestilte pizza til aftensmad og fik det leveret oppe på værelset. Det var bestemt den bedste (firkantede?) pizza jeg har fået hernede!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar