Beijing (fredag d. 16 - søndag d. 18. marts).

Sted hvor vi spiste morgenmad. Læg mærke til
de rygende gryder med bauze (dampet dej med
kød i midten)

Vi har længe talt om at skulle til Beijing, så fredag efter skole tog vi alle hjem og pakkede de sidste ting, for dernæst at stige på en taxi til togstationen i Tianjin. Her købte vi billetter, gik dernæst igennem sikkerhedskontrollen og ind i afgangshallen. I Kina går man ikke bare ned på sporet og venter som i Danmark. Her sidder man i stedet for ved en slags ”gate” og venter pænt indtil der bliver åbnet for de maskiner, der tjekker billetter. På dette tidspunkt holder toget allerede på perronen, hvilket vil sige, at når ens billet er tjekket kan man gå direkte ned i toget og sætte sig på sin plads – og hvilken plads! Vi kørte på 2. klasse (der er 1. og 2. klasse), hvilket betød moderne, rene tog med gode sæder, der endda kunne lægges ned, og masser af benplads. Hele herligheden for kun 55 Yuan (omtrent 50 kr.), det kunne DSB godt lære noget af. Vi havde glædet os meget til at køre i disse top-moderne hurtigtog og havde håbet meget på at farten lige kunne klemme sig op på over de 300 km/t. Dette var desværre ikke tilfældet: Maksimum på turen var 297 km/t, men det kan jeg måske også godt lige leve med. Da toget nærmede sig Beijing, blev jeg, og en hel del af de andre, vækket af en pæn lille melodi, der lige så stille strømmede ud af højtalerne, højere og højere, efterfulgt af en venlig kineserstemme, der fortalte at vi ville ankomme til ”Beijing South Station” om få minutter. Her trådte vi ud på en meget moderne togstation, fandt frem til taxaerne, der pænt holdt i kø og blev gennet frem i grupper af en mand, der samtidig viste de rejsende i den anden kø hen til en taxa. Selvom vi havde et billede af et kort på mobilen over hvor det hostel, som vi skulle bo på, lå, havde taxachaufføren stadig lidt problemer. Det endte dog med at han fulgte efter taxaen foran, hvori nogle af de andre sad, og hvis taxachauffør havde ringet til vores hostel og fået køreanvisning.

Statue af tapre (og lidt komiske) kinesere
foran Maos mausoleum.

Vi blev sat af ved enden af en ganske lille og noget snusket gade og var først lidt forvirrede, men endte med at gå ned af den og fandt da også det rigtige hostel. Her ventede vi et pænt stykke tid på dem, der var i den sidste taxa. Deres chauffør havde åbenbart en del besvær med at finde stedet. De nåede dog frem og vi tjekkede ind. Vi spiste aftensmad på en restaurant på en gade nærved. Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så er hygiejnen ikke altid den bedste og det er f.eks. ikke alle steder jeg har lyst til at spise kød. Man skal bare lade være med at kigge ud i køkkenet også selvom man får mulighed for det. Det er overraskende, at vi ikke er blevet mere syge end vi har været. Da aftensmaden var spist, gik vi op af en meget turistet gågade og endte ved Den himmelske freds plads. Eller, det vil sige, vi kom kun til det ene ”forhus” (jeg ved ikke hvad jeg ellers lige skal kalde det. Der lå tre af sådanne huse inden man kom til selve pladsen). Her blev der taget en masse billeder. Dernæst gik turen til Helen’s. Hvis du har fulgt godt med, så undrer du dig formentligt nu, for Helen’s er den bar vi plejer at komme på i Tianjin, men der er altså også en i Beijing. Denne lå ganske tæt på vores hostel. Her blev det til en enkelt godnatbajer.

Figur lavet at jade fra en samling i Den Forbudte by.

Lørdag var temmelig overskyet (der var ellers blevet lovet godt vejr denne dag), men vi valgte alligevel at tage på Den himmelske freds plads (pladsen hvor portrættet af Mao hænger og der, hvor billedet af studenten og tanken er taget under studenteroprøret) og dernæst i ”Den forbudte by”. Vi så også Mao’s mausoleum (kun udefra), hvor der stod nogle temmelig nationalistiske statuer med ufattelig stærke kinesere både afbilledet som bønder og soldater med blikket rettet visionært fremad. Det var faktisk nærmest komisk, idet en del kinesere simpelthen bevæger sig ufatteligt kluntet og vi har fået fortalt at de efter sigende er ganske elendige til at slås. Det var bl.a. også her at en del kinesiske turister spurgte om de måtte få taget billeder sammen med os, noget der faktisk gjorde sig gældende med jævne mellemrum hele turen til Beijing. Kineserne, der lever der, er vant til hvide mennesker, men de kinesiske turister, hvoraf de fleste har sparet op til denne tur i adskillige år, har højst sandsynligt ikke set et hvidt menneske før. Vi stiller derfor glædeligt, og lidt smågrinende, op med vores bedste tandpastasmil, blå øjne og lyse hud med en kineser placeret i midten. Det er meget underligt at blive begloet på den måde, men man vænner sig ligesom til det. Nå, vi fortsatte til Den forbudte by, hvor vi efter en del forgårde endelig kom til den gård, hvor man kunne købe billetter. Dernæst igennem en hel del flere forgårde. Det er meget svært at forstille sig hvor stort det egentlig er – men det er VIRKELIG stort. Vi fik set kejserens tronstol, en del smykker og andre kunstfærdige ting, et hus hvor kejserinden havde hængt sig, da det stod klart at fjenden ville vinde, samt haven. Nu er træer og blomster ikke sprunget ud endnu, men jeg kunne forstille mig, at den må være meget smuk om sommeren. Der var faktisk nogle store knopper på nogle af træerne, det varer ikke længe før de springer ud. Det bliver skønt. Jeg glæder mig til foråret.

Den Forbudte By

Vi tog en tilfældig bus, da vi var kommet ud af Den forbudte by, for at komme lidt væk fra det turistprægede område. Vi stod af efter et par stop ved en gade med en del små butikker og restauranter, hvoraf vi valgte en af dem for at få noget (lidt sent) frokost. Tjeneren var meget tålmodig, hvilket også er nødvendigt, når vi er ude. Det er jo almindelig kinesisk skik, at den der inviterer ud at spise og betaler måltidet vælger hvilke retter, der skal på bordet fra menukortet, hvorefter man deles om maden. Nu var tilfældet så, at vi var 8 ved dette bord udstyret med ét menukort og da vi er danskere, foregår udvælgelsen af retter selvfølgelig i fællesskab. Dette tager sin tid! Det gør ikke tiden kortere, at man samtidig skal gætte sig frem til hvad der er i retterne eller forsøge at spørge tjeneren, der sjældent ved hvad det hedder på engelsk. I dette tilfælde var der heldigvis billeder. Det er der nu de fleste steder, hvilket gør det en del nemmere. Maden kom på bordet og smagte rigtig godt. Der var bl.a. en ret med aubergine og kartofler – KARTOFLER! Den var sindssyg god og vi fik hurtigt bestilt en til af den. Vi ville tage en taxa fra restauranten for at komme hjem, men det lykkedes kun for 4 af os. Taxachaufførerne i Beijing ville ikke samle os op af en eller anden grund, vi ved stadig ikke helt hvilken. Et gæt kunne være, at de ikke taler særlig godt engelsk og derfor synes det er for besværligt at samle turister op, da de ikke rigtig kan sige hvor de vil hen på kinesisk. Det blev derfor til en gåtur på en times tid for de fire af os, der var tilbage. Lørdag endte på Helen’s, hvor der tilfældigvis var to gymnasieklasser fra Danmark. Man skulle lige vænne sig til, at man ikke bare kunne tale om dem på dansk, som vi ellers bare gør om kineserne, hvis de ikke skal kunne forstå det. Klokken et om natten begyndte det at sne og det var omtrent på dette tidspunkt, jeg begyndte at overveje, om det var mig, der havde fået en øl for meget. Det viste sig heldigvis at det virkelig sneede; dette var den første sne, de havde fået denne vinter. Festen endte hjemme på baren på vores hostel, da Helen’s lukkede klokken to. Her blev den til gengæld også ved indtil klokken ca. 5, hvilket var ganske hyggeligt (jeg er forresten stadig fuldstændig exceptionel dårlig til at spille Meyer – også i Kina!).

Tempel på toppen af et lille bjerg
i Den Forbudte By

Der kom liv i tropperne omkring klokken 10-11-stykker søndag, hvor vi havde aftalt at tage på Silkemarkedet. Dette er et indendørs marked, hvor de handlende starter på helt afsindigt høje priser, for noget som ifølge dem er ”very good quality”, men som i virkeligheden er en masse kopier. Jeg købte f.eks. et par fake allstars sko for 50 Yuan, hvor den første pris lød på 350 Yuan. Det gælder altså bare om at prutte så godt som man har lært. Her gælder alle kneb; det er f.eks. en fordel at de har de samme varer i flere butikker – for så siger man bare det er for dyrt og begynder at gå sin vej, hvorefter sælgeren nogle gange råber lavere og lavere priser efter en jo længere man kommer væk. Når personen er kommet langt nok ned, er det så bare om at vende om og slå til. Det kræver dog en del nerver, hvis man nu virkelig gerne vil have den ting, der pruttes om. Vi brugte omkring 3 timer på Silkemarkedet og efter det tog vi til stationen og hjem til Tianjin. Alle var godt nok noget smadrede søndag aften, men det havde nu været en virkelig, virkelig god weekend!