Gitte og jeg havde længe lovet Ada at vi ville komme hjem
til hende og lave traditionel dansk mad. Dette var planlagt til mandag d. 25.
juni, hvor Ada havde fri fra arbejde. Gitte var imidlertid syg, så det endte
med, at jeg tog afsted alene. Ada hentede mig på skolen, hvorefter vi tog ud at
handle. Jeg havde længe tænkt over, hvad man dog finder på at lave af dansk mad
i Kina. For en ting er at finde en ret, noget andet er, om man kan få de ting,
der skal i. Sovsekulør er f.eks. ikke noget der findes på det kinesiske marked.
Det endte derfor med at blive krebinetter med grønærter. En ret, hvis
ingredienser, undetagen persille, er til at få i Kina og som jeg samtidig også
er nogen lunde trænet i at lave. Det var trods alt over 4 måneder siden jeg
sidst har lavet et dansk måltid mad.
Ada og hendes mand Jordan bor lidt i udkanten af Tianjin.
Her er der bygget et kvarter, der mest af alt minder om et kvarter i England.
Hun bor dog ikke i et af de ”små” huse, men derimod i et ar de høje huse
bagved. På 13 etage. Her har hende og
Jordan en lille 3-værelses lejlighed.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg havde forventet at et kinesisk hjem skulle
se ud. Jeg har hverken været i et før eller set billeder af et. Bortset
fra testellet på sofabordet, det kinesiske maleri over sofaen og fliser på
stuegulvet lignede det umiddelbart en lejlighed, hvori der sagtens kunne have
boet et par danskere midt i tyverne: Et IKEA-møbel hist og her, en fladskærm på
væggen og en grå sofa i urban-stil. Der var en ubeskrivelig rar følelse at
træde ind i et rigtigt hjem for første gang i over 4 måneder. Selvom det er
rart i den lejlighed hvor vi bor, er det jo ganske upersonligt; ikke noget
rigtigt køkken, kinesere der render igennem vores stue med jævne mellemrum osv.
Lige i det øjeblik må jeg indrømme, at jeg blev ramt lige i smasken af en
omgang hjemve, hvilket ellers ikke er noget, jeg har lidt så meget af hernede.
Da jeg nævnte hvor rart det var at træde ind i et rigtigt hjem igen, var Ada
dog heller ikke sen til at foreslå, at jeg da bare kunne flytte ind hos dem de
sidste uger inden rundrejsen, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne tage imod og
derfor sagde pænt nej tak. Inden vi begyndte madlavningen lærte jeg Ada at
spille Yatzy, mens vi drak saft, som Adas svigermor havde haft med fra sin
hjemegn i en anden provins.
Klokken 17 gik mission ”krebinetter-og-grønærter” i gang.
Det giver sig selv, at man ikke kan købe rasp i Kina, så vi startede med at
smuldre noget brød. Dernæst skrællede vi kartofler og skar gulerødder ud, noget
som Ada jo også er vant til at gøre. Herefter var der ikke så meget af
arbejdsgangen i køkkenet, hun kunne genkende. Kartoflerne blev kogt, hvilket i
sig selv er underligt for en kineser, da de plejer at putte dem i en wok.
Krebinetterne blev formet og vendt i æg og rasp-blandingen. Ada syntes denne
del var ganske sjov og ret underlig, hvorfor hun(på ægte nordjysk) grattede så
meget med det, at krebinetterne var ved at gå fra hinanden. I Kina laver de
ikke store stykker kød, da man ikke kan spise det med pinde. At stege i smør er
heller ikke noget de kender til, men denne del var noget, som Ada senere
forsikrede mig om, at det ikke var sidste gang hun ville gøre. Hun undrede sig
ligeledes over, da jeg begyndte at blande mel og vand, for hvad havde jeg lige
tænkt mig med det? Mens vi stod ved gryderne kom Jordan hjem fra arbejde,
hvorfor jeg måtte gå ud og for første gang hilse på ham fuldstændig rød i hovedet.
Herefter smagte jeg sovsen til; en meget surrealistisk oplevelse at være i
Kina, hvor man har spist kinesisk mad i 4 måneder og pludselig skulle smage en
omgang grønærter til. Det blev dog som det skulle være. Adas mand lavede
dernæst et par kolde retter. Jeg havde forsøgt at forklare, at man i Danmark
kun ville spise én ret, men det er meget svært at forklare kinesere, der jo er
vant til mange retter ved hvert måltid.
Herefter kom den sjove del: Efter som det var mig, der havde
lavet den danske del af maden, starter jeg selvfølgelig med at byde
krebinetterne rundt, hvorefter de begge tager en. Dernæst kartoflerne, hvor Ada
kigger ganske desorienteret på mig og spørger hvordan det nu lige er, man gør.
Jeg siger at man tager en tre stykker eller hvor mange man nu kan spise. De
tager dernæst tre kartofler hver og placerer pænt på tallerkenen. Jordan
placerer sine i en ring rundt om krebinetten, men flytter dem, da han ser
hvordan jeg ganske skødesløst lægger mine ved siden af. Da vi når til sovsen, spørger
Ada om jeg ikke kan tage først for at vise hvordan man gør. Tjo, det kunne jeg
vel godt. Jeg øser herpå et par skefulde sovs op på min tallerken. Nu ser begge
kinesere om muligt endnu mere forvirrede ud, hvorefter der komme adskillige
spørgsmål om, om sovsen kun skal på kartoflerne, kun på kødet, ved siden af,
oven på - og hvor meget er det nu lige der skal på, for at det er helt rigtigt???
Jeg havde på forhånd spurgt Ada, om de havde knive og gafler i hjemmet, hvilket
de ikke havde. Jeg havde derfor taget knive og gafler med hjemme fra
lejligheden – havde trods alt lidt svært ved at forestille mig at skulle spise
krebinetter, kartofler og grønærter med pinde (selvom jeg mestrer pizza med
pinde ganske godt nu). Vi begynder at spise. Jeg, som ellers plejer at spise
ganske langsomt, fornemmer, at jeg er en del foran de andre. Da jeg kigger
nærmere på deres tallerkener viser det sig, at det er fordi de har svært ved at
få ærterne og de små stykker gulerødder op på gaflen og få dem til at blive
liggende der. Kinesere gør alt med deres højre hånd, hvorfor det var noget af
en udfordring for dem først at få grønærterne op på gaflen, for dernæst at få
dem til at blive liggende, når de rystende førte gaflen op mod munden. Måtte
bide et par grin i mig. Efter at have spist lidt af min ret, gik vi videre til
at spise lidt af Jordans retter: Først en japansk ret bestående af en form for
undervandssvampe, dernæst en ret med bl.a. agurk og noget slimet noget, der
viste sig at være kartoffelmel og vand, der var dampet. De var begge ganske
fine. Især den sidste var rigtig god. Herefter kom det, som jeg havde frygtet:
Sneglene. Dem købte Ada, da vi var ude at handle ind. De lå i et stort
firkantet fad, hvorefter man kunne skovle dem i en pose og købe dem efter vægt.
Behøver jeg at sige, at de selvfølgelig ikke lå på køl? Hun var også tæt på at
købe hønsefødder, hvilket jeg heldigvis fik talt hende fra. Sneglene var
således kolde, da vi skulle spise dem. Ada og Jordan undrede sig meget over, at
jeg ikke vidste hvordan man spiste snegle. Og endnu mere da jeg fortalte, at
pædagogerne i min børnehave havde forbudt os at spise snegle, for det var da
noget underligt noget at fortælle børnene? Nå, det var bare om at gribe fat om
huset, jage den spidse pind ind i sneglen, dreje rundt og vupti; så sad jeg med
noget, der mest af alt lignede en stor, snoet, ulækker troldebussemand på pind.
Lækkert. Ind i munden med den. Konsistensen var lidt a la vingummi og det
smagte mest af alt af hvidløg. Hvis jeg ikke vidste at det var snegl og det
ikke havde været så pokkers besværligt at få den ud af sneglehuset, havde jeg
nok spist nogle flere. Men helt ærligt, når valget står mellem krebinetter og
snegle, så ved jeg godt hvad jeg vælger…
Inden jeg tog hjem blev jeg overdynget med mad i
plastikbøtter og saft. Jeg fortalte samtidig Ada, at hun kunne spise nogle af
de tiloversblevne kartofler på brød med tomat og salt. Dette resulterede i, at
Ada glædesstrålende kom på arbejde næste morgen og deklerede, at hun havde
spist det til morgenmad. Hun kunne dog ikke helt huske præcis hvad det var, så
hun havde putter kartofler og grønærter/sovs mellem to skiver toast og varmet
det i mikroen. Det skulle eftersignende smage fremragende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar