Mur-tur

Der har længe været tale om en ”mur-tur” blandt os danskere, men den er flere gange blevet udsat pga. dårligt vejr. Weekenden d. 16-17. juni så derimod ud til at blive en ganske god en af slagsen. Vi var derfor 5 mennesker der drog afsted fra Ping Shan Dao klokken 06:00 lørdag morgen. Vi havde valgt et stykke af muren, som ligger rundt om en by, der hedder Jiankou. Først 10 min togtur til Beijing, dernæst et stykke med metro, for at stå på en bus, som vi kørte med en times tid. Her blev vi stuvet ind på bagsædet af bussen med en kineser i midten. Vi var kommet sent i seng dagen i forvejen, så jeg havde f.eks. kun fået 4 timers søvn. Dette betød, at turen derop for det meste blev brugt til at sove. Der findes således billeder af Christoffer, en kineser og David sovende på række i bussen og endnu bedre et, hvor Christoffer er ved at savle ud over sig selv (og næsten også ud over kineserens T-shirt). Det er meget spas man kan få for 12 kwai. Efter busturen betalte vi en minibus for at køre os helt ud til Jiankou. Turen gik således af smalle snørklede veje endnu en time, inden vi kom til byen. Her blev der dog ikke sovet meget pga. den imponerende natur. I den lille, bitte landsby blev vi sat af ved et guesthouse, hvor vi fik middagsmad. Den bestod bl.a. af en omgang aubergine-fis, æggedims med forårsløg og nogle rigtig gode brød.



Et noget anstrengt smil fra en fuldstændig
gennemblødt og ret kold Mette.

Muren var oppe på en bjergkam, der går i en halvcirkel rundt om byen. Da vi havde gået lidt, blev vi nødt til at gå ned igen, da vi ikke kunne komme igennem for buske og træer. Det begyndte også at regne og tordne i det fjerne, hvilket gjorde guiden, der ligner B.S. som kineser, lidt nervøs. Vi gik igen mod toppen af bjerget, da bygen var ovre. Denne gang sammen med både mand og kone fra guesthouset, den sidstnævnte bevæbnet med en økselignende-ting til at hugge sig igennem grene og buske. Således gik vi op ad bjerget i 2 timer. Da vi næsten havde nået toppen, hvor muren viste sig kun at være murbrokker, begyndte det at regne. Dernæst også at lyne. Guiderne blev nervøse og skyndte på os. Efter at have gået lidt på murbrokkerne besluttede vi os for at gå den modsatte vej, hvor muren var mere intakt. Det lynede endnu mere, kineserne gik i den anden retning og der var en del panik for at komme ned af muren så hurtigt som muligt. Vi stod i læ under træerne indtil regnen var ovre, men vi var dog stadig helt gennemblødte og jeg havde ærlig talt mest lyst til at gå ned fra bjerget igen og overnatte i landsbyen. Vi gik dog op på muren igen, hvor det viste sig at være ganske godt vejr. Her satte vi os og fik noget at spise, tog en tør trøje over hovedet og nød den fabelagtige udsigt over dalene på hver side og bjergene med muren på toppen. Her mødte vi også en flok tyskere, der fortalte os, at der længere fremme ville være et vagttårn med tag over. Herefter begyndte vandringen på muren. Da denne del ikke er restaureret, vokser der buske og træer oppe på selve muren og der ligger en del løse sten. Det var dog meget nemmere at komme frem her med vores rygsække end på selve turen op på bjerget. Vi kom til vagttårnet omkring klokken 18. Her var ganske rigtigt et intakt tag, således at man også kunne kravle op på taget, for at nyde udsigten. Det var tydeligt, at der tidligere havde været folk, der havde sovet her. Vi spiste aftensmad og nød solnedgangen på toppen af vagttårnet. Der blev selvfølgelig også taget en pokkers masse billeder. Efter solnedgangen begyndte det at lyne over en dal længere væk, hvilket betød, at der om muligt blev taget endnu flere billeder. Dernæst var det bare at kravle i soveposen inde i vagttårnet. Det var nu en ganske speciel oplevelse at falde i søvn på den kinesiske mur.

Morgenmad og solopgang på muren.

Søndag morgen blev jeg vækket klokken 04:00 af mit vækkeur. Jeg kunne konstatere, at der endnu var mørkt, så vi ventede med at stå op til klokken 04:30. Der var ganske stille og også noget koldt, så vi tog soveposer og liggeunderlag med op på taget af vagttårnet, hvor vi sad og så solopgangen. Det var om muligt endnu smukkere end solnedgangen. Fantastisk oplevelse at sidde og spise sin morgenmad på den måde. Hjemmefra havde vi talt om, at vi gerne ville op på Beijing Knot, der er et sted, hvor 3 murer mødes på toppen af et bjerg. Vi kunne nu godt se, at bjerget var meget stejlt og at det nok ville blive noget af en udfordring at kæmpe os derop. Mens vi var ved at pakke taskerne sammen kom der en amerikaner forbi, der viste sig at havde boet i dalen i 25 år. Han frarådede os på det stærkeste at forsøge at komme derop og mente, at der ville være umuligt med oppakning på. Desuden fortalte han, at der var to mennesker der døde der for 3 år siden, fordi vejret pludseligt var slået om og det var begyndt at lyne. Ergo skulle vi ikke derop. Vi gik derfor ned til landsbyen igen, denne gang ad en noget bedre sti end på opturen, hvor vi fik noget morgenmad hos kineser-B.S. og hans kone. Dette bestod igen af de gode brød, samt bl.a. tofu med andeblod og noget rodfrugt-agtigt-noget der smagte afsindigt surt og grimt – faktisk så slemt, at jeg kunne smage det i min mund et helt døgn efter på trods af utallige tandbørstninger. Herfra gik det af samme rute tilbage til Tianjin efter en helt fantastisk mur-tur! (Tak til Christoffer for billederne!)

Gruppebillede foran Beijing Knot.