Mandagssnakke

Normalt er jeg ikke så glad for mandage, men her i Kina er det noget andet. Her kan jeg faktisk rigtig godt lide mandage! Der er flere grunde hertil: Først og fremmest betyder ordet mandag, at jeg har fri allerede klokken 11.30. For det andet kan jeg slappe lidt af efter weekenden, da jeg ikke skal undervise i You and Me. Dernæst er der ikke specielt mange børn og forældre i You and Me, fordi de ofte bruger weekenden der og derfor slapper af om mandagen. I stedet kommer der derimod gerne børn fra Kindergarten over for at lege, men eftersom de har deres egne lærere med, passer de stort set sig selv. Netop derfor har Ada meget sjældent travlt om mandagen, hvilket igen betyder at hun har (endnu mere) tid til at sidde og sludre med mig og evt. hjælpe med at klippe noget ud til min undervisning. For nogle uger siden hjalp hun med at klippe en kæmpe stor sprællemand ud og i går sad vi bare og snakkede. Det er her man kan finde ud af lidt mere om kineserne og måske få stillet nogle af de spørgsmål, som man har gået og tænkt lidt over. Har kinesere egentlig kniv og gaffel i deres hjem? For det meste nej, de har heller ikke specielt meget service, da de spiser ude, hvis de har gæster. Hvorfor er det nu lige at kineserne ikke er så glade for at snakke om politik? Hertil er der nok flere grunde, men Adas forklaring var, at da hun gik i skole fik de at vide, at politik ikke var et godt emne at tale med udlændinge om. Hun sagde dog at hun ikke havde noget i mod at tale om det, men at det ikke havde den store interesse hos hende. Egentlig lader det heller ikke rigtig til at interessere specielt mange her. Det er måske også klart, når man kan risikere at blive skudt på den bekostning (ja, de stiller dødsdømte op på én lang række i Kina og skyder dem en efter en). Om der findes en maksimumsgrænse for hvor mange timer om ugen en kineser må arbejde? Så vidt hun lige vidste, fandtes der ikke en øvre grænse, men partiet har bestemt at alle kinesere skal arbejde 40 timer om ugen. Også selvom der ikke er ”fornuftigt” arbejde nok til alle. Hvorfor er det lige at dem der sidder i elevatorerne i supermarkedet ikke kan hjælpe med f.eks. at fylde på hylderne, så alle i forretningen kunne arbejde færre timer? Det vidste hun heller ikke rigtig. Andet end at der ikke er arbejde nok til alle. Hun har også fortalt at studerende, der arbejder f.eks. på Mc Donalds eller Helen’s, tjener omkring 7 Yuan i timen (lidt under 7 kr.). Selv taget i betragtning at det er billigere hernede, synes jeg det er ganske lidt. Du kunne i hvert fald ikke få mange danske studerende til at gå til den løn. Jeg tør nødig regne alt for meget på, hvad en lærer egentlig tjener i timen (en lærerløn ligger på ca. 2500 Yuan). Hvilket forklarer ganske godt hvorfor kineserne kigger meget forundret på os, når vi svarer at en dansk lærer tjener omkring 28.000 Yuan om måneden. De tror simpelthen, at de har hørt forkert og vi i virkeligheden har sagt 2800 Yuan. Det var også i mandags vi kom til at tale om penge fra forskellige lande og jeg fortalte at jeg da nok havde nogle danske penge til at ligge hjemme i lejligheden. Dem tog jeg med om tirsdagen og det var noget der kunne få kineserne op af stolene. Heldigvis havde jeg mindst en af hver mønt og endda fire 20’ere med forskellige portrætter af dronningen. Ada spurgte om hun ikke måtte købe nogle mønter af mig og jeg sagde at hun gerne måtte vælge en af hver slags, men insisterede på at jeg altså ikke ville have penge for dem. Sådan går en hel del mandage i You and Me. 

Xian

Emma i øverste køje på togturen.

Mandag eftermiddag (d. 30. april) tog vi alle, inkl. vores kontaktperson Sunny, af sted til byen Xian, der er kendt fore sine terrakottakrigere og ligger ca. midt i Kina. Det er en tur, som skolen arrangerer og betaler for holdet som en tak for vores frivillige arbejde. Togturen til Xian varer 18 timer og vi kørte derfor på ”hard-sleeper”, hvilket betyder, at hver person har sin egen køje. Togvognen er nærmest inddelt i rum med en gennemgående gang den ene side. I hvert rum er der 6 køjer, tre i hver side. Det er kun i den nederste køje det er muligt at sidde oprejst. Det er en ganske speciel stemning der er i sådan en togvogn og kan bestemt afhænge af, hvilke kinesere man kommer til at dele rum med. Det var nu rigtig hyggeligt på denne tur, hvor vi fik tiden til at gå med yatzy, uno osv..

Som var man i zoologisk have...

Hus med Buddha-statue og "The Big Goose
Pagoda" i baggrunden.

Sent på formiddagen tirsdag ankom vi til Xian. Her blev vi hentet af vores guide Ya Lin og kørt til en restaurant, hvor frokosten stod på hotpot – et fænomen som vi endnu ikke har gjort så meget ud af. Kort sagt består det i, at hver person har sit eget lille blus med en gryde med kogende vand, hvor man selv koger sin mad. Herefter dypper man det i en slags krydderiblanding/sauce. Vi har erfaret at det ikke er velset at koge æggene hele, som man gør i Danmark, men at det hos kineserne er mere velset at slå æggene ud i det kogende vand. Det var vi imidlertid ikke så gode til. Maden smagte nu virkelig godt. Efter at have sat vores ting af på hotellet og fået et kort bad, gik turen videre til ”The Big Goose Pagoda”, hvorfra vi kunne se ud over byen, samt fik en rundvisning i klosteret, der ligger udenom. Til aftensmad kunne vi vælge forskellige slags snack fra lokalområdet. Jeg fik nogle nudler med oksekød, noget vandmelon, en slags brødpandekage og nogle kartoffelpandekager. Det smagte meget godt det hele (især kartoffelpandekagerne) – også på trods af de utallige drillerier fra de andre med, at jeg er ufattelig langsom til at spise nudler med pinde. Kineserne fyrer bare en kæmpe portion nudler op på pindene, smider det hele ind i munden til der ikke kan proppes mere ind og bider så resten over, der dumper ned i skålen og sprøjter suppen op på en. De andre har taget teknikken til sig, men jeg må indrømme at jeg ikke er så begejstret for at proppe så meget mad i munden på en gang. Desuden spiser jeg jo også bare generelt langsomt. Jeg er nu ganske god til det der med pindene, så lang tid det ikke er nudler, det handler om. Da aftensmaden var indtaget gik vi udenfor og så på en form for et stort springvand, der sprang til forskellig musik (her er kineserne åbenbart UTROLIG glade for popversioner af klassisk musik). Det var da meget sjovt at se, men efter lidt tid syntes vi, at vi havde rigeligt springende vand for denne omgang og trak os derfor tilbage fra mylderet af kinesere og satte os ned. Mens vi sad der på kanten af et blomsterbed, blev det dog straks os, der blev attraktionen i stedet for springvandet. Lidt efter lidt kom der flere og flere kinesere, der stod i en halvbue rundt om os og bare gloede, tog billeder osv. Godt nok er vi efterhånden vant til at blive hevet med på diverse fotos, når vi er nogle steder, men det her er nok noget af det mere ekstreme vi har været udsat for. Det var derfor rart efter en kort bustur at træde ind på hotelværelset og falde i søvn i en dejlig bred (men stadig hård) seng.


Nogle gange føler man sig lidt som (albino)løven i zoo.

Udsigt over Xian fra pagodaen.

Swimmingpools og oldgamle krigere

Onsdag morgen stod på en times lang bustur ud til terrakottakrigerne, der er bygget af Kinas første kejser som en del af hans gravmonument. Mens Ya Lin købte billetter blev vi sat af ved en eller anden form for souvenirbod, hvor ham bonden, der havde fundet terrakottakrigerne, da han var ved at grave en brønd, ved blevet ”belønnet” af partiet til at sidde og skrive autografer og blive taget billeder af. Jeg synes ikke han så specielt glad ud, det må også være virkelig kedeligt at sidde der, men man kan sikkert ikke afslå, når det nu er sådan en fin belønning fra partiet. Vi startede ved pit 1, der er den største udgravning ud af i alt tre (okay, faktisk fire, men ved den fjerde er der ikke så meget at se på endnu). Det er en kæmpe stor flyhangar man træder ind i, går op ad en trappe og pludselig står man foran en kæmpe hær der stirrer på en. Det må siges at være et imponerende syn. Bagerst i hallen står der nogle heste, hvor den ene mangler halen. Da præsident Clinton var på besøg spurgte han, om han måtte have lov til at røre hestens bagdel, hvorefter halen faldt af. Et kinesisk ordsprog siger, at det bringer uheld at røre en hests bagdel. En uge efter at dette var sket for Clinton, startede skaldalen med Monica Lewinsky. Frokosten blev indtaget på en restaurant, hvor der kun var hvide turister, størstedelen heraf tydeligvis amerikanere. Maden var også herefter – knap så inspirerende. Dernæst stod den på pit 2 og 3, hvor den ene indeholdt en kommandocentral (krigerne vender front mod hinanden og er ved at overgive kommandoer) og den anden en masse soldater, der endnu ikke er udgravet, da man endnu ikke kan bibeholde de farver, der er på dem ved udgravningen, men som med tiden forsvinder pga. sollyset.

Efter terrakottakrigerne kørte vi ud til nogle varme kilder, hvor en kejser nogle århundrede år e.Kr. byggede nogle bassiner (i Mettes hoved swimmingpools), bl.a. til en meget smuk konkubine. Vandet fra den varme kilde, der stadig springer, er 42 grader varmt og man skulle efter sigende få rigtig smuk hud efter at have vasket sig i den. Altså stod den på fællesvaskning ved kilden. Det var også her guiden chokeret så til at vi spiste is og hun fik forklaret os, at hvis man spiser is eller drikker koldt vand, kan man ikke blive gravid. Herpå kom Emmas gyldne kommentar: ”Alle danskere spiser is og det sker altså ret tit at vi får børn alligevel!”. På vejen hjem tog vi forbi ”Muslim street”, hvor der er en masse boder med forskelligt mad. Guiden, der var ufattelig overforsigtig sagde, at vi ikke burde købe noget at spise der, men vi konkluderede hurtigt, at vi havde spist andre steder, hvor der var langt mere beskidt og smagte lidt forskelligt. De andre var helt vilde med en slags pandekager med kød og grøntsager indeni, men eftersom jeg ikke er så vild med kød hernede, kunne jeg meget bedre li et stort, fladt rundt brød krydret med chili og noget andet stærkt krydderi og udsmykket med et flot mønster. Om aftenen tog vi på KTV (karaoke-bar), hvilket altid plejer at være en stor fornøjelse!







En "hårtørrer" som kejseren byggede til sin
konkurbine.



Den varme kilde.

”A sailor full of cheddar”



Kejserindens grav.

Torsdag stod vi tidligt op, fordi vi skulle køre 1 ½ time i bus ud til Kinas eneste kvindelige kejserindes grav. Den lå lidt oppe i nogle bjerge med en kæmpe alle, der førte op til graven og nogle krigere, der stod og vogtede både hende og hendes mands grav. Ved hendes grav, der var placeret hvor den mandlige grav egentlig ”burde” have været (manden holder kvinden i sin højre hånd, you know…), var der en stor søjle, som hun havde rejst for sig selv. Oprindeligt har der ikke stået noget på den, måske fordi hun var så mægtig at det ikke kunne beskrives med ord, måske fordi hun ville have eftertiden til at bedømme hende, hvilket de så havde gjort ved at skrive på den. Bag graven lå der et lille bjerg, som vi var nogle, der klatrede op på. Desværre var vejret temmelig overskyet, i lighed med resten af ugen, så man kunne ikke se så meget. Det så ellers ud til at udsigten kunne have været meget god på en solskinsdag. Efter kejserindens grav gik turen til en buddhistisk tempel, hvor de opbevarer nogle af Buddhas fingerknogler. Jeg havde ikke fået læst om dette sted, men jeg må indrømme at jeg blev noget overrasket, da vi nåede frem. Her blev vi nemlig mødt at noget a la Buddhistisk tempel møder fascistisk arkitekt møder Disneyland. Ja, det er lyder sindsygt – og det var det også. Et kæmpe stort nybyggeri, der mildest talt ligner noget, der er løgn. Der var dog også en gammel del, der var langt mere interessant. Her var der en pagode, hvor to stykker knogle fra Buddhas fingre skulle være nede i kælderen. Eller som vores guide fik det sagt ”a sailor full of cheddar” (en sømand fyldt med cheddarost). Vi må indrømme at vi blev noget skuffede, da vi opdagede at der ikke var en sømand og om muligt endnu mere slukørede da vi fandt ud af, at der ikke var noget ost (man kan næsten ikke finde almindelig skæreost hernede, og hvis man endelig finder det, er det virkelig dyrt), men derimod to stykker knogle i stedet. Øv! Hun havde selvfølgelig ment ”a cellar full of treasures” (en kælder fyldt med skatte). Det var vidst forbudt at tage billeder af knoglerne, men den havde jeg ikke lige fanget, så jeg har da et enkelt billede af en af stumperne. Jeg nægter simpelthen at tro, at det var fingerknogler, men okay, kineserne tror på så mange underlige ting. Om aftenen var vi nogle stykker, der tog ned på en bargade, der lå ikke så langt fra hotellet. Det var et rigtig hyggeligt sted med en smal vej og en masse terrasser med borde, der vendte ud mod vejen. Jeg var som sædvanlig på cola (jeg må stadig ikke drikke alkohol for lægen), men kom dog til at smage en slurk af Gittes Guinness. Jeg savnede øl i forvejen, men lige dér savnede jeg det om muligt endnu mere!

Mig til tops på bjerget - men hvor er
udsigten???

Buddhistisk/facistisk Disneyland

Cykeltur på bymuren



Oppe på bymuren.

Fredag morgen pakkede vi tingene sammen på hotellet og steg på bussen, der kørte os ud til bymuren, der går rundt om det midterste af byen i en firkant. Herpå kunne vi vælge at gå en tur eller køre hele vejen rundt (14 km) på en lejet cykel. Jeg valgte at køre muren rundt på cykel sammen med David, Christoffer og 2xJulie. Det var rigtig skønt at få lov til at cykle på en cykel, der rent faktisk fungerer og det var en dejlig måde at se midtbyen på. Samtidig var det en god mulighed for at bevæge sig lidt inden den 18 timer lange togtur hjem til Tianjin. Det var virkelig fedt at køre rundt på den gamle mur og kigger ud over byen, se det velholdte og til tider turistede, men også folks baggårde og ind af vinduer til lejligheder. Vejret havde været overskyet dagene i forvejen, men denne dag var vejret bedre, hvilket blot gav humøret endnu et hak opad. Vi var et smut forbi Mc Donalds inden vi steg på toget og kørte hjem mod Tianjin. Vi tog af sted fra Xian omkring klokken 12 og vi fik derfor set en masse landskaber på vejen hjem, som vi ikke kunne se på vejen derhen, fordi der var mørkt. Der bjerge, floder og dale med større eller mindre byer i. Her kunne man også se bønder, der gik og arbejdede i marken. Her ser det ud til at der stadig er en hel del der foregår ved håndkraft: Bønderne ligger simpelthen på knæ på markerne eller går med en okse foran ploven. Der er mange steder bygget lange mure, hvor der i hver ende af hver mur er bygget en ”trekant” ud. Her ligger de plastik over og får derved et slags drivhus vil jeg tro. Hvad de dyrker derinde ved jeg dog ikke helt. Jeg ved heller ikke helt hvad kinesernes billede er af min far, når jeg fortæller at han er landmand. Om de forestiller sig ham ligge på knæ i marken ligesom vi gjorde for 70 år siden i Danmark eller om de godt ved, at landbruget kan effektiviseres med maskiner og at det er det i andre dele af verden. Det ærgrede mig meget, at vi ikke lige kunne stoppe toget nogle steder, så jeg kunne få nogle gode billeder af landskabet, for det var virkelig fantastisk. I må dog nøjes med de billeder, jeg har taget ud af vinduet.

En baggård set oppe fra bymuren.

Udsigt fra vinduet i toget.

Hverdag og fest

Den seneste tid har der været meget travlt i hverdagen og også en del både små og store fester. Efter at have inviteret Ada (tidligere kaldt Aida på bloggen) med på Helen’s sammen med nogle andre lærere inviterede hun Gitte og mig med ud at spise kinesisk mad. Dette skete en torsdag i middagspausen på en lille restaurant nær skolen. Ada valgte maden og jeg må sige, at hun havde god smag. Vi fik en slags æggekage med kød i midten liggende i en eller anden form for sovs, kyllingestykker i sur-sød-sovs med cashewnødder og noget suppe. Æggekagen og kyllingen smagte virkelig, virkelig godt, suppen var okay, men ikke noget som jeg var så glad for. Vi kom selvfølgelig til at tale om mad og Ada spurgte om vi savnede dansk mad og om vi så ikke kunne lave noget hjemme i vores lejlighed? Vi måtte fortælle at det er lidt svært med kun én dårlig kogeplade og mikrobølgeovn, hvortil hun foreslog at vi da kunne komme hjem til hende og lave dansk mad, hvis vi har lyst. Det skal nok være en dag, hvor hun har fri og jeg glæder mig meget til både at se hvordan hun bor og se om hun kan lide dansk mad. Det må være underligt for dem at der typisk kun er én ret på bordet ad gangen i Danmark, i Kina spiser de jo flere forskellige retter samtidig. Måske kommer den til at stå på krebinetter med grønærter?

Torsdag d. 26. april var det skolens fødselsdag og derfor var ledelsen og alle lærerne på skolen indbudt til middag og underholdning onsdag aften. Vi havde fået at vide, at vi skulle forberede en kort tale og et show til at vise for de resterende gæster. Da det lød lidt mere formelt, blev ”Cartoon heroes” fra Kindergarten valgt fra til fordel for les lanciers. Onsdag aften ankommer vi til middagen og de første shows er bl.a. nogle lærere der danser Michael Jackson-dans iklædt ganske lidt tøj i forhold til kinesisk standard (de fryser jo konstant). Det gik sådan okay med at danse og spille for mit vedkommende. Jeg havde dog ikke haft så meget tid til at øve, så der blev spillet efter noder og min placering på scenen gjorde at jeg ikke kunne se danserne så godt. Så ingen noder til mig fremover. Men som sagt, det gik fint nok. En af lederne på skolen forsøgte ihærdigt at drikke os fulde (gambei på kinesisk betyder bunden i vejret), men det endte med at han selv havde lidt svært ved at gå lige senere på aften. Festen sluttede med en ordentlig omgang fyrværkeri klokken 21 – lidt tidligt for danskere, men ganske et almindeligt tidspunkt for kinesere.

Feerne i hård kamp med bl.a. campisterne om
at vinde forbindingskonkurrencen.

Lørdag d. 28. april havde vi i lejligheden aftalt at holde tour de chambre: En fest hvor hvert værelse byder på drinks og underholdning indenfor et tema. Julie og jeg havde planlagt hospitalstema (jeg havde jo på forhånd foretaget en del research på området) og havde været på apoteket og købe engangssprøjter, plastikhandsker, håndsprit og mundbind. I forvejen synes de jo det er dagens begivenhed, hvis der kommer hvide mennesker, men det viser sig at hvide mennesker, der køber alt muligt underligt grej er endnu mere interessante. Ekspedienterne fulgte os i hvert fald tæt igennem butikken og der blev efterhånden flere og flere af dem. Så da vi kom til kassen, stod der hhv. fire ekspedienter på den ene side og tre på den anden. De spørger på kinesisk hvor vi kommer fra og da vi svarer at vi kommer fra Danmark, får vi straks stukket en pakke piller i hånden. Det undrede vi os lidt over, indtil vi opdager at det er fordi pillerne er fra Novo Nordisk. Apotekerne havde åbenbart helt styr på hvilket land de kom fra og lod derefter til at syntes at vi blot var endnu mere interessante. Vores tema viste sig at blive ganske vellykket med indpakning af folk i forbinding (toiletpapir), sprøjter med blod (rødt saft) og piller (vitaminpiller). Alt i alt en rigtig sjov og hyggelig aften!