torsdag den 17. maj 2012

Mandagssnakke


Normalt er jeg ikke så glad for mandage, men her i Kina er det noget andet. Her kan jeg faktisk rigtig godt lide mandage! Der er flere grunde hertil: Først og fremmest betyder ordet mandag, at jeg har fri allerede klokken 11.30. For det andet kan jeg slappe lidt af efter weekenden, da jeg ikke skal undervise i You and Me. Dernæst er der ikke specielt mange børn og forældre i You and Me, fordi de ofte bruger weekenden der og derfor slapper af om mandagen. I stedet kommer der derimod gerne børn fra Kindergarten over for at lege, men eftersom de har deres egne lærere med, passer de stort set sig selv. Netop derfor har Ada meget sjældent travlt om mandagen, hvilket igen betyder at hun har (endnu mere) tid til at sidde og sludre med mig og evt. hjælpe med at klippe noget ud til min undervisning. For nogle uger siden hjalp hun med at klippe en kæmpe stor sprællemand ud og i går sad vi bare og snakkede. Det er her man kan finde ud af lidt mere om kineserne og måske få stillet nogle af de spørgsmål, som man har gået og tænkt lidt over. Har kinesere egentlig kniv og gaffel i deres hjem? For det meste nej, de har heller ikke specielt meget service, da de spiser ude, hvis de har gæster. Hvorfor er det nu lige at kineserne ikke er så glade for at snakke om politik? Hertil er der nok flere grunde, men Adas forklaring var, at da hun gik i skole fik de at vide, at politik ikke var et godt emne at tale med udlændinge om. Hun sagde dog at hun ikke havde noget i mod at tale om det, men at det ikke havde den store interesse hos hende. Egentlig lader det heller ikke rigtig til at interessere specielt mange her. Det er måske også klart, når man kan risikere at blive skudt på den bekostning (ja, de stiller dødsdømte op på én lang række i Kina og skyder dem en efter en). Om der findes en maksimumsgrænse for hvor mange timer om ugen en kineser må arbejde? Så vidt hun lige vidste, fandtes der ikke en øvre grænse, men partiet har bestemt at alle kinesere skal arbejde 40 timer om ugen. Også selvom der ikke er ”fornuftigt” arbejde nok til alle. Hvorfor er det lige at dem der sidder i elevatorerne i supermarkedet ikke kan hjælpe med f.eks. at fylde på hylderne, så alle i forretningen kunne arbejde færre timer? Det vidste hun heller ikke rigtig. Andet end at der ikke er arbejde nok til alle. Hun har også fortalt at studerende, der arbejder f.eks. på Mc Donalds eller Helen’s, tjener omkring 7 Yuan i timen (lidt under 7 kr.). Selv taget i betragtning at det er billigere hernede, synes jeg det er ganske lidt. Du kunne i hvert fald ikke få mange danske studerende til at gå til den løn. Jeg tør nødig regne alt for meget på, hvad en lærer egentlig tjener i timen (en lærerløn ligger på ca. 2500 Yuan). Hvilket forklarer ganske godt hvorfor kineserne kigger meget forundret på os, når vi svarer at en dansk lærer tjener omkring 28.000 Yuan om måneden. De tror simpelthen, at de har hørt forkert og vi i virkeligheden har sagt 2800 Yuan. Det var også i mandags vi kom til at tale om penge fra forskellige lande og jeg fortalte at jeg da nok havde nogle danske penge til at ligge hjemme i lejligheden. Dem tog jeg med om tirsdagen og det var noget der kunne få kineserne op af stolene. Heldigvis havde jeg mindst en af hver mønt og endda fire 20’ere med forskellige portrætter af dronningen. Ada spurgte om hun ikke måtte købe nogle mønter af mig og jeg sagde at hun gerne måtte vælge en af hver slags, men insisterede på at jeg altså ikke ville have penge for dem. Sådan går en hel del mandage i You and Me. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar