torsdag den 17. maj 2012

Hverdag og fest

Den seneste tid har der været meget travlt i hverdagen og også en del både små og store fester. Efter at have inviteret Ada (tidligere kaldt Aida på bloggen) med på Helen’s sammen med nogle andre lærere inviterede hun Gitte og mig med ud at spise kinesisk mad. Dette skete en torsdag i middagspausen på en lille restaurant nær skolen. Ada valgte maden og jeg må sige, at hun havde god smag. Vi fik en slags æggekage med kød i midten liggende i en eller anden form for sovs, kyllingestykker i sur-sød-sovs med cashewnødder og noget suppe. Æggekagen og kyllingen smagte virkelig, virkelig godt, suppen var okay, men ikke noget som jeg var så glad for. Vi kom selvfølgelig til at tale om mad og Ada spurgte om vi savnede dansk mad og om vi så ikke kunne lave noget hjemme i vores lejlighed? Vi måtte fortælle at det er lidt svært med kun én dårlig kogeplade og mikrobølgeovn, hvortil hun foreslog at vi da kunne komme hjem til hende og lave dansk mad, hvis vi har lyst. Det skal nok være en dag, hvor hun har fri og jeg glæder mig meget til både at se hvordan hun bor og se om hun kan lide dansk mad. Det må være underligt for dem at der typisk kun er én ret på bordet ad gangen i Danmark, i Kina spiser de jo flere forskellige retter samtidig. Måske kommer den til at stå på krebinetter med grønærter?

Torsdag d. 26. april var det skolens fødselsdag og derfor var ledelsen og alle lærerne på skolen indbudt til middag og underholdning onsdag aften. Vi havde fået at vide, at vi skulle forberede en kort tale og et show til at vise for de resterende gæster. Da det lød lidt mere formelt, blev ”Cartoon heroes” fra Kindergarten valgt fra til fordel for les lanciers. Onsdag aften ankommer vi til middagen og de første shows er bl.a. nogle lærere der danser Michael Jackson-dans iklædt ganske lidt tøj i forhold til kinesisk standard (de fryser jo konstant). Det gik sådan okay med at danse og spille for mit vedkommende. Jeg havde dog ikke haft så meget tid til at øve, så der blev spillet efter noder og min placering på scenen gjorde at jeg ikke kunne se danserne så godt. Så ingen noder til mig fremover. Men som sagt, det gik fint nok. En af lederne på skolen forsøgte ihærdigt at drikke os fulde (gambei på kinesisk betyder bunden i vejret), men det endte med at han selv havde lidt svært ved at gå lige senere på aften. Festen sluttede med en ordentlig omgang fyrværkeri klokken 21 – lidt tidligt for danskere, men ganske et almindeligt tidspunkt for kinesere.
Feerne i hård kamp med bl.a. campisterne om
at vinde forbindingskonkurrencen.


Lørdag d. 28. april havde vi i lejligheden aftalt at holde tour de chambre: En fest hvor hvert værelse byder på drinks og underholdning indenfor et tema. Julie og jeg havde planlagt hospitalstema (jeg havde jo på forhånd foretaget en del research på området) og havde været på apoteket og købe engangssprøjter, plastikhandsker, håndsprit og mundbind. I forvejen synes de jo det er dagens begivenhed, hvis der kommer hvide mennesker, men det viser sig at hvide mennesker, der køber alt muligt underligt grej er endnu mere interessante. Ekspedienterne fulgte os i hvert fald tæt igennem butikken og der blev efterhånden flere og flere af dem. Så da vi kom til kassen, stod der hhv. fire ekspedienter på den ene side og tre på den anden. De spørger på kinesisk hvor vi kommer fra og da vi svarer at vi kommer fra Danmark, får vi straks stukket en pakke piller i hånden. Det undrede vi os lidt over, indtil vi opdager at det er fordi pillerne er fra Novo Nordisk. Apotekerne havde åbenbart helt styr på hvilket land de kom fra og lod derefter til at syntes at vi blot var endnu mere interessante. Vores tema viste sig at blive ganske vellykket med indpakning af folk i forbinding (toiletpapir), sprøjter med blod (rødt saft) og piller (vitaminpiller). Alt i alt en rigtig sjov og hyggelig aften!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar