Som antydet i andre indlæg har jeg i et stykke tid gået og
skrantet en smule – hvilket også er grunden til den noget manglende opdatering
på bloggen igennem de sidste uger. Dette betød at jeg påskedag efter alle
påske-løjerne i ”You and Me” faktisk var rigtig, rigtig dårlig, så jeg blev nød
til at tage en tur på hospitalet. Gitte var så sød og rar at tage med og vi
begav os afsted til et hospital, hvor der skulle være en international
afdeling, som vores kontaktperson Sunny havde foreslået. Da vi kommer frem til
hospitalet og endelig får fundet den internationale afdeling viser det sig
imidlertid at denne er lukket. Vi møder dog en sød sygeplejerske der næsten
ikke taler engelsk, men får ved hjælp af ”Mandarinen” (vores lille
engelsk-mandarin parlør) forklaret at jeg har rigtig ondt i maven (og ja, jeg
blev spurgt om jeg var gravid…). Med oversættelseshjælp fra Sunny over
telefonen fortæller sygeplejersken at hun gerne vil hjælpe os med at komme til
en læge, hvorefter hun beder mig om at skrive navn og fødselsdato på et stykke
papir. Vi følger efter hende og ved skranken er det hende, der klarer det
praktiske med penge og papirer, hvilket fører til det (måske) fremtidige
kælenavn ”Meffe”, da de får læst mine t’er forkert (ja, dansklærer Bundgaard,
nu indrømmer jeg gerne, at du havde ret i, at jeg burde huske den lille bue
forneden på t’erne). Nå, det blev rettet og jeg blev ført ind i et rum, hvor
der sad en læge og blev pænt stillet i kø bag den patient, der var ved at blive
undersøgt. Da det bliver min tur snakker jeg lidt med lægen, han trykker mig
lidt på maven og begynder at forsøge at forklare hvad jeg fejler på engelsk. Da
dette ikke går helt godt for ham, ringer vi først til Sunny, der dog ikke kan
tolke, fordi hun kører bil og dernæst til en halv tysk-halv kinesisk pige som
Gitte har snakket med og får hende til at oversætte. Mens Gitte ringer op og
har godt styr på både telefon, læge og oversættelse vender jeg mig rundt og ser
omkring 10 kinesere der pludselig står bag mig i rummet og betragter hende der
med den lyse hud og de blå øjne (mig), som om de tænker: ”Hvad i al verden
laver hun på et sygehus, jeg troede ikke at sådan nogle kunne blive syge? Og hvor
ser hun egentlig underlig ud…”. I det mindste begyndte de ikke at tage
billeder, det er da altid noget. Lægen kom frem til at det må være en
inflamation i maven (noget som åbenbart er ganske normalt i hvert fald i Kina)
og jeg blev sendt hjem med to æsker medicin. Dagen efter googlede Gitte
pillerne og fandt ud af at det var antibiotika samt at pulveret, der skulle
blandes op med vand og smagte forfærdeligt, var en slags aske fra en vulkan,
som både skulle være rig på mineraler og være godt for maven – samt at NASA’s
astronauter bruger det når de er i rummet.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar