Kunsten at pudse gravsten

Tjaaa...

Fra mandag d. 2. april til onsdag d. 4. april har kineserne nogle fridage, der hedder noget i stil med ”Gør dine forfædres gravsten ren-festival”. Der må også være en pokkers masse gravsten at gøre rene med 1.3 milliarder kinesere, så det er jo i bedste kommunistiske ånd at de lige hjælpes af med at få det klaret. I stedet for at pudse gravsten havde holdet nu valgt at tage til Beijing i stedet. Så søndag efter arbejde (ja, kineserne har ganske vist fri mandag-onsdag, men så skal de selvfølgelig arbejde lørdag+søndag i stedet) drog hele holdet afsted med tog. Søndag aften spiste vi alle aftensmad sammen på en god restaurant ikke så langt fra vores hostel og tog dernæst med metroen op for at se ”Fuglereden” hvor der blev afholdt OL i 2008. Dette må siges at være noget af en skuffelse. Udefra så det ikke specielt stort ud: De høje bygninger ved siden af, som de på en eller anden måde har formået at holde væk fra postkort-billederne, tog pusten fra det og lyset på Fuglereden, som efter sigende skulle skifte i flotte farver, var sådan set også ret fesent. Vi var derfor en smule slukørede da vi tog tilbage mod vores hostel og krøb under dynerne på vores 7-personers dorm. 

Gangbro mellem to templer - munke er
åbenbart også dovne.

Mandag stod vi tidligt op, spiste morgenmad og tog metroen ud til Lama-templet ”Yonghegong”, hvor der bl.a. er en 18 meter høj Buddha udskåret af ét stort stykke træ. Templet bestod af nogle gårde og store haller med Buddhastatuer. I gårdene afbrændte besøgende røgelsespinde og sad på knæ og bad, for dernæst at gå ind i de forskellige haller og bede foran Buddhastatuerne. Statuerne var med flotte udskæringer og der var en del munke der stod og holdt vagt og sørgede for at der ikke blev taget billeder (hvilket var forbudt indenfor). Vi forlod Templet og begav os videre mod Perlemarkedet, der ligesom Silkemarkedet, hvor vi var sidste gang vi var i Beijing, er en masse boder med kopivarer, hvor det gælder om at prutte så meget som overhovedet muligt. Da remmen på uret, jeg fik da jeg blev student, trænger til at bliver skiftet ud og jeg helst ikke vil ødelægge det mens jeg er i Kina, købte jeg et fake rødt ur af plastik til den svimlende sum af 25 Yuan (22 d.kr.). Ydermere købte jeg også et par andre ting, men da de skal bruges senere på foråret/forsommeren, skal det ikke afsløres her.

Sommerpaladset set fra båden

Tirsdag var vi en flok der tog ud til Sommerpaladset, hvilket er bygget af en tidligere kejserinde. Der var temmelig mange mennesker derude, kineserne havde jo også ferie, hvilket betød mange kinesiske turister i Beijing. Umiddelbart havde jeg forestillet mig noget med en stor græsplane med stier, søer og et palads. Det første vi så da vi kom ind var derimod en å og nogle huse, hvorefter vi gik af snoede stier propfyldt med mennesker op ad et bjerg. Oppe på toppen lå der et tempel og da vi gik ned igen viste der sig en kæmpe stor sø for os på den anden side. Her kunne man leje små både/vandcykler eller sejle med en stor båd ud til øen i midten. Da der var lang kø til vandcyklerne valgte vi den sidste løsning. Fra øen gik vi over en stor, hvid bro til ”fastlandet”, hvor vi gik videre langs vandet og ud af parken. Da det var en anden udgang/indgang end den vi var kommet ind af, blev vi nødt til at spørge et par kinesere om hvordan vi kom til en undergrundsstation. Det viste sig at vi skulle med en bus, hvilket gik ganske fint. Det var meget rart at få set noget af byen på den måde. Der er rigtig mange fordele ved at tage undergrunden; den er nem at finde ud af, er hurtig og billig, men man får ikke set så meget på turen. Vi tog på Helen’s om aftenen og det blev en hård nat for nogle, jeg drak dog ikke, da jeg var små-syg.

Bro til/fra øen fyldt med kinesere.

Udsigt fra det første bjerg vi kom op på ved Sommerpaladsen.





I mangel på rigtige blomster må man ty til de
kunstige af slagsen. Kineserpigerne er vilde
med at rende rundt med dem i håret.

Onsdag blev der sovet lidt længe, men da der først var kommet liv i folk, vi fik pakket sammen og sat vores ting til side i receptionen tog vi mod en park, hvor vi havde hørt at der skulle være rigtig mange kirsebærtræer og at de netop nu skulle være i blomst. Det viste sig dog at parken ikke var heeelt hvad vi forbinder med en park. Vi havde forventet noget med nogle fodboldbaners penge fyldt med blomstrende kirsebærtræer, hvor man kunne ligge (med eventuelle tømmermænd) og nyde forårssolen og en is. I stedet fik vi en park fyldt med kinesere, baggrundsmusik og knapt udsprungne kirsebærtræer. Det var lidt fesent. Dog fik vi set levende guldfisk i en eller anden form for plastikbolds-nøglering, ællinger og kyllinger der blev solgt udenfor (man fik selvfølgelig en plasticpose med til at have dem i) og is med ærtesmag. Adr. Nogle gange er kineserne virkelig et underligt folkefærd! Vi delte os efter parken; nogle tog hjem, andre til art-district og Julie, Christoffer og jeg tog på Silkemarkedet. Her var luften dog gået lidt af dem med hensyn til villigheden med at prutte om priserne. Sælgerne var meget trætte – de fleste sad på bedste kineserstil og sov på en taburet med arme og hoved hen over et bord. Så der fik jeg desværre ikke købt det par solbriller som jeg efterhånden så desperat mangler. Turen tilbage til Tianjin gik fint og vi var tilbage i lejligheden omkring klokken 23, hvorefter det var på hovedet i seng.



Et af de få træer der faktisk var tæt på at
springe ud. Resten manglede.