tirsdag den 28. februar 2012

Ikea-land

Blomster med ler. Læg mærke til hvor pænt bladene er sat på!
(Mandag d. 27/2)
Mens jeg skriver dette, sidder jeg på et kontor i ”You and Me”-center, det sted jeg skal arbejde hver formiddag og onsdag over middag. Det ligner mest af alt Ikea, det er i hvert fald kraftigt inspireret heraf. Det er et sted, hvor forældre kan komme med deres børn og gå til forskellige kurser. Så vidt jeg kan forstå, skal jeg klokken 10.00 (om 15 min) ind i art-class, hvor jeg skal hjælpe læreren med at klippe blade ud til ”blomster” bestående af en malet paptallerken påklistret en ”lerklat” med et aftryk af et barns hånd. Man kan ikke rigtig se aftrykket, hvilket egentlig er typisk kinesisk, for børnene er så overbeskyttede af forældrene, at de vel næppe har turdet trykke ordentlig ned på hånden, da det blev lavet. Jeg tænker også lidt ved mig selv, at grunden til at jeg skal klippe blomsterblade ud er, at det vel er for farligt (synes lærerne og forældrene) at stikke børnene en børnesaks, så de kunne klippe dem ud. Jeg kan heller ikke afvise, at det simpelthen er fordi, at bladene ikke bliver pæne nok, hvis børnene gør det. Der hvor man kommer ind i centeret, er der ligesom en stor rund ting med et tæppe i, hvor børnene kan lege med store byggeklodser. Da jeg var her i fredags, så jeg om morgenen to af medarbejderne ligge på knæ for at bygge et hus eller tårn ud af klodserne. Det blev også pænt, men det lignede næppe noget, en 1-3 årig kunne have bygget, lige meget om det så var en ung Einstein eller Utzon.

Da blomsterbladene var blevet hængt op og middagsmaden var spist, tog jeg elevatoren til etagen med musik. Her øvede jeg en times tid. Jeg går ud fra, at det nok er første gang, der er blevet spillet sønderhoninger i Tianjin. Der stod jeg så i min lille øveboks med udsigt over tagene og huse så langt øjet rakte og syntes faktisk, at det hele var ganske fint.
En del af gangarealet i "You and Me".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar