Ni hao!

Mandag aften kom hurtigere end forventet og inden jeg vidste af det, befandt jeg mig i flyveren mod Beijing. Flyveturen gik ganske godt, men jeg fik desværre kun sovet 1 1/2 time. Den noget fortravlede uge inden afrejse havde sat sine spor, men det var ikke nok til, at jeg kunne sove igennem. Til gengæld var udsigten noget bedre, da jeg vågnede: Bjerge og stepper med sne og et meget skarpt lys. Tirsdag kl. 13.05 kinesisk tid landede vi efter 9 timers flyvetur i Beijing lufthavn. Min bagage havde overlevet flyveturen og gik direkte gennem tolden - også min bog (Vilde svaner), som måske egentlig er forbudt i Kina, men i så fald ville en uvidende dansker som mig selvfølgelig ikke vide noget om det forbud...


Skolen med solen gemt bag smoggen.

Sunny, vore engelsksprogede vejleder fra skolen, hentede os i lufthavnen. Vi blev sat ind i en bus og blev kørt til vores lejlighed. Det var to ganske, øh, interessante timer fyldt med nye måder at manøvrere i trafikken på. Hvad gør man hvis der på motorvejen kommer en pludselig opbremsning og man tydeligvis ikke kan nå at stoppe? Man snupper da lige nødsporet. Overhalinger indenom og vognbaneskift ved optrukne streger er ganske normalt. Højresving er ALTID tilladt. Den der dytter højst og først har altid ret. Og når en øvre fartgrænse som Sunny udtrykte det: "Måske ligger ved 180-200 km/t, det kommer an på hvor god en bil man har", bliver man straks mere rolig. Jeg kender fynske klarinettister, der er mønsterbillister sammenlignet med dette. Nå, vi nåede da frem til lejligheden i god behold. Værelserne blev fordelt og vi tog til skolen for at spise aftensmad. Maden får I mere at vide om en anden gang, jeg orker simpelthen ikke at fortælle om det nu.

Vi havde fået morgenmad med tilbage til lejligheden og kunne derfor sove længe. Inden Mr. Wung (ejeren af stedet hvor vi bor) kom og fulgte os til skolen, gik vi ud for at handle ind. Der er en kæmpe butik ikke særlig langt fra lejligheden. De har alt. ALT siger jeg dig. Kæmpe rissække, vandmænd med forskellig smag, Kinder-chokolade, rådne æg, levende fisk (du kan bare vælge lige den du vil have til aftensmad), frugt og mange underlige tørrede blæksprutter og småfisk. Cykelturen til skolen var pga. den tidligere omtalte trafik en mildest talt nervepirrende oplevelse. Jeg tror ikke at jeg har overtrådt så mange færdselslove i hele mit liv, som jeg har i dag. Alene af den grund at man er nød til at køre lige så sindssygt som kineserne for at have en mulighed for at komme frem. Der var adskillige kinesere, der grinte af os på vejen. Hvide mennesker på cykel er åbenbart endnu mere interessante end hvide mennesker på gå-ben - hvilke de i forvejen (fuldstændig uden hæmninger) stiller sig op og glor og peger på.

Futtog i kindergarden.

Skolen er kæmpestor. Det er helt underligt at gå der, for der er fyldt med butikker, McDonald legeland i kæmpestørrelse, 3D biograf, svømmeland, park etc. På forskellige sale er der forskellige temaer: Kunst, musik og sport. Især den sidste kommer jeg nok til at besøge en del. Måske ikke så meget pga. faciliteterne eller måske netop derfor alligevel. Skolens toiletter er ligesom størstedelen i Kina: Huller i jorden. Det betyder at man må sidde i skov-skider-stilling - bortset fra ét toilet på 7. sal i bygning A (sportsetagen). Det er til gengæld også markeret som et handicaptoilet... Sunny siger at det ikke er noget problem, at jeg kan få lov til at øve på skolen. Der er mange små "øvebokse", der endda er forsynet med klaver. Det er jeg ret glad for. Det er mine bofæller nok også. Det er ved at være sent nu. Der er så meget at fortælle, men jeg må nok alligevel konkludere, at jeg er for træt.